Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9078Visninger
AA

7. Kapitel 6.

”Clap again! I just want to make you clap again!” skråler jeg i kor med stereoanlægget, mens jeg render rundt i mit ømme Disney forklæde og gør rent.

 ”Clap again!” synger jeg af mine lungers fulde kraft. Akons stemme har fyldt hele lejligheden i flere timer. Det er underligt, men jeg har faktisk gjort rent. Men Elijah kan heller ikke komme herhjem, og så ser der ud, som der gjorde nogle timer forinden. I dag har jeg taget fri fra skole, men selvfølgelig ved mor det ikke. De små er i børnehave og skole, så jeg kommer til at være helt, helt alene med Elijah. Gåsehuden spreder sig til hele min krop, og mine hænder begynder at dirre. Hvad sker der med mig? Hurtigt smider jeg moppen på gulvet, glider næsten på det våde gulv og løber ud på badeværelset. Jeg presser mine håndflader ind mod det hårde, kolde spejl. Efter et mislykket forsøg på at falde ned, hamrer jeg hånden ind i spejlet. Lyden. Lyden af glas, der splintres, falder fra hinanden, ødelægges… Mit hjerte hamrer hårdt i brystet på mig. Den skærende smerte fra min kno skærer i gennem hele min arm. Får mig til at gispe. Det varme blod drypper fra min hånd. Med min raske hånd tænder jeg for den kolde hane, mens jeg ihærdigt forsøger at holde min smertende hånd ind under hanen. Vandet visker blodet ud, men blodet kommer insisterende tilbage. Højlydt sukker jeg. Jeg var ellers begyndt at få min voldelige reaktioner under kontrol. Jeg har altid reageret hårdt på sorg, frustration, uvidenhed, følelser og alt muligt andet. Altid har jeg reageret med vold. Og… Ja, nu gik det ud over spejlet.

 

Elijah. Hvorfor påvirker den dreng mig så meget? Hans dumme ansigt bliver ved med at dukke op for min nethinde. Og hvorfor? Jeg tænker ligeså meget på ham, som på Rosa. Det skræmmer mig, på en helt ny måde. For hvad er det, jeg frygter? Vi er jo bare ved at blive gode venner. Er det ikke det, vi er?

 

”Hej,” mumler jeg, da jeg træder til siden for at Elijah kan komme ind. Han ser et kort øjeblik på mig, før hans øjne farer vildt rundt i lejligheden. Det gør mig utilpas.

”Hvad er der sket med din hånd?” spørger han, og jeg ser, at hans blik har lagt sig til hvile på min overplastrede håndflade.

”Bare et mindre uheld,” siger jeg undvigende. Elijah flytter blikket og ser undersøgende på mig. Hvorfor gør han det?  

 

”Vi kan sidde herinde,” siger jeg og peger ind mod stuen. Faktisk er her ret pænt, efter at jeg har gjort rent. Mor får sig et chok når hun kommer hjem. Jeg håber, hun bliver glad.

”Hvor meget research har du lavet hjemmefra?” spørger jeg, og Elijah rødmer.

”Måske kom jeg faktisk til at lave det hele… Men jeg har ikke skrevet det rent…” Han fniser, og jeg spærrer øjnene op. En underlig, lidenskabelig følelse breder sig i mig. Hans fnis er ret… fniset. Langsomt breder et kæmpe smil sig på mine læber.

”Så lad mig skrive det rent,” siger jeg, og Elijah rynker brynene.

”Altså, det er ikke fordi du er uintelligent eller noget, vel… Men tror du ikke, måske, du ved… Altså, om det ikke… Ja, måske var en god idé… At jeg måske skrev det rent i stedet?” stammer han. Om jeg bliver fornærmet eller glad, ved jeg ikke. Jeg trækker blot på skulderne og undrer mig. Hvad skal vi så lave nu?

”Skal vi så bare øve det nu?” spørger Elijah tøvende. Nå ja, det kunne vi! Jeg rejser mig, tager et papir ud af Elijahs hånd.

”Det er jo slet ikke min opgave,” mukker jeg, men fortryder straks. Elijah ser faktisk såret ud, på en eller anden mærkelig måde.

”Men jeg er glad for, at jeg ikke behøver lave noget,” forsøger jeg grinende. Det hjælper. Elijah ser smilende på mig. Det er første gang nogensinde, jeg har set det smil. Hans hvide perlerække af systematiske tænder blænder mig. Hans røde læber fuldender smilet.

”Jeg tænkte bare, at du måske hellere ville bruge tiden med Rosa, eller sådan noget” siger han, med et underligt sørgmodigt smil. Han ryster på hovedet, og åbner igen munden for at sige noget.

”Hvordan går det med jer to?” spørger han. Han lyder oprigtigt interesseret.

”Fint, tror jeg. Faktisk går det rigtig godt. Det er for fedt, at alle har taget så godt i mod her. Jeg var bange for, at I alle sammen var sådan nogle nørder,” siger jeg og griner til sidst.

”Jamen, jeg er en nørd,” mumler Elijah, og jeg griner igen.

”Du er jo en sød nørd, Elijah.” Da jeg har sagt det, bliver både han og jeg flov. Tænk, at jeg sagde det der! Og så om den fyr… En sød fyr. Elijah er rød i hovedet, og han kigger bagud.

"Jeg går lige på toilettet, hvis du vil undskylde mig," mumler han.

"Ned ad gangen og så til venstre."

Et øjeblik efter kommer Elijah tilbage med et ansigtsudtryk, jeg ikke lige kan tyde. "I mangler et spejl," siger han.

Nå ja. "Det er fordi... Vi bruger ikke spejle her i huset.. Vi.. Vi har en regel om, at vi ikke behøver spejle, for det skulle efter sigende give dårligt selvværd. Du ved.. Vi kunne få anoreksi eller sådan noget.." prøver jeg.  Han ser tvivlende på mit hår, der er fyldt med voks., og hans øjne glimter af morskab. Så trækker han på skuldrene.

 

Efter en tid med pinlig tavshed, begynder jeg at snakke. Jeg fortæller om min familie og om hvordan det var at bo i Vancouver. Elijah lytter opmærksomt og indskyder bemærkninger de rigtige steder. Derefter fortæller han lidt om sit liv og familie. De er meget kristne, hvilket ikke overraskede mig. Ifølge ham også ret strenge. Så begyndte han at tale om Hannah, hans veninde, om alle de sjove ting, de har lavet sammen. Forandringen, når han talte om hende, var til at tage og føle på. Hun lyder også enorm sød og sjov, så det undrer mig ikke, at de er venner. Og heller ikke, at han ikke har andre end hende.

 

”Jeg skal altså hente de små nu,” mumler jeg, efter at ha’ grinet længe med Elijah. Han er faktisk virkelig sjov. Vi har snakket i næsten to timer. Han rejser sig smilende og tager sit overtøj på. ”Det har været hyggeligt, Aaden. Kan vi måske snart ses igen?” spørger han og al spor af usikkerhed er forsvundet. Efterhånden som vi snakkede, blødte han op. Han snakker faktisk som et vandfald, og han har en skør humor. Han er bare for skøn!

 

”Hej skat. Du har ikke svaret mig,” sukker Rosa i telefonen.

”Jeg var jo sammen med Elijah,” mumler jeg irriteret. Men så bliver jeg sur på mig selv. Rosa kunne jo ikke vide, at jeg var sammen med Elijah. Tanken om ham får det til at summe behageligt i maven. Dét giver mig lyst til at slå mig selv.

”Skat, er du der?” Rosa hiver mig ud af tankerne med sin fløjlsbløde stemme.

”Selvfølgelig,” siger jeg blidt, og tankerne kommer igen. Åh, stakkels mig.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...