Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9031Visninger
AA

6. Kapitel 5.

I knew I was in love when all those (stupid) love songs started to make sense.

 

“Elijah! Så er der mad!”

Jeg stopper omhyggeligt skjorten ned i bukserne, laver sideskilning, og prøver med kam og voks at få mine viltre krøller til at lægge sig pænt. Så tager jeg de ufatteligt grimme briller på (jeg har udskiftet glasset med vinduesglas, så jeg ikke skal anstrenge mine øjne mere end højst nødvendigt.), tager min taske og springer ned ad trappen.

”Hej Pus,” hilser mor, og jeg sender hende et hurtigt smil før jeg sætter mig ved bordet. ”Husk nu, at du lovede at tage tirsdagsgudstjenesten, ikke? Det er lidt synd, at det skal gå udover dine lektier, men det må du selv om, du ville jo absolut ville med til den koncert.”

Jeg nikker, men indvendig forbander jeg den dumme gudstjeneste. Hvorfor holde tirsdagsgudstjenester? Hvor ikke bare nøjes med gudstjenester om søndagen? Som om det ikke var slemt nok. Jeg rækker ud efter et spejlæg og et ristet stykke brød mens mor skænker te op til mig. Jeg rynker på næsen af far, der spidder tre stykker bacon på gaflen og med et veltilfredst udtryk propper dem i munden.

 

Da jeg har spist og fået utallige kys og kram af mor, flygter jeg så hurtigt som muligt ud af døren. Da jeg er nået et godt stykke væk fra huset stopper jeg op og tager vinduesglasbrillerne af og putter dem i brilleæsken, som jeg har i min taske. Skjorten flår jeg op ad bukserne, som jeg trækker ned, så de ikke længere sidder oppe ved min navle. Jeg tager lidt vand i hænderne fra min flaske, og roder rundt i håret, så det bliver befriet fra voksen, og mine krøller springer gladelig ud i deres vante facon igen. Så tager jeg de blankpudsede sko af, og lægger dem forsigtigt ned i tasken, hvor mine sneakers ligger. Det er sådan, jeg gør hver morgen. Og når jeg kommer hjem fra skole skifter jeg igen. Et ret underligt arrangement, men eftersom jeg hverken har lyst til at give mor og far et hjertetilfælde eller blive mobbet ud af skolen, er jeg nødsaget til at gøre dette. Solen bager som den har gjort hele ugen, og jeg bemærker, at blomsterne er begyndt at springe ud. I det samme ser jeg bussen dreje om hjørnet, og jeg løber det sidste stykke til busstoppestedet.

 

Som forventet sidder Aaden inde i bussen, og Rosa er der også; hun sidder med hovedet hvilende på hans bryst. Jeg mærker et stik indeni, men tvinger mig selv at smile imødekommende. Hvad det end er, der gør, at jeg bliver helt mærkelig, når jeg er i samme rum som ham ved jeg ikke, men det skal ikke gå ud over ham.

”Hej,” hilser jeg, og han ser et kort øjeblik overrasket på mig. Så smiler han, og jeg får det mærkeligt indeni igen.

”Hej!”

”Hej Elijah,” siger Rosa, der nu har sat sig ordentlig op.

Jeg smiler til hende og går ned til min vante plads bagerst, hvor jeg fuldstændig udmattet synker sammen på sædet. Måske skulle jeg overveje en psykolog?

 

Efter at have hørt på Rosa og Aadens pludrende samtale i tre, lange minutter (bare sådan af interesse, du ved…) finder jeg min iPod frem, og indvendigt sukker jeg lykkeligt, da alle lyde bliver lukket ude. Det resulterer desværre i, at jeg, da jeg åbner øjnene efter at have lukket dem for rigtigt at kunne nyde musikken, får et kæmpe chok, da jeg ser ind i Hannahs stirrende øjne. ”Nå, du er altså levende!” driller hun, og jeg tager høretelefonerne ud af ørerne. Hun har flettet de blå striber, så de bliver fremhævet endnu mere, skrevet et citat på underarmen, som jeg ikke helt kan læse og har udskiftet sine sædvanlige The Beatles-øreringe (fundet på et loppemarked) ud med et par nye, hvor et stykke af teksten til "Let it be står". Bortset fra det (og hendes peacehalskæde og de utallige armbånd), er hendes påklædning (næsten) normal, med sorte shorts og en hvid The Beatles-T-shirt.

”Tak for i går,” siger jeg smilende, og hendes kinder blusser af glæde og iver.

”I lige måde! Var det ikke fantastisk? Tænk at jeg mødte dem!”

”Ja, det var virkelig fantastisk!”, siger jeg og prøver desperat at komme i tanke om navnet på dem. Ærlig talt kan jeg ikke huske særlig meget fra i går, jeg havde så mange ting kørende rundt i hovedet. Eller rettere én ting.

 

I dag er jeg fast besluttet på at tale så meget med Aaden som muligt, og det er ikke svært, når ens veninde elsker at møde nye mennesker. Hun har da også før spurgt, om vi ikke kunne snakke lidt med ham, men eftersom han mest hænger ud med de andre drenge og Rosa, har der ikke rigtig vist sig en mulighed endnu. Heldigvis byder muligheden sig, da Mrs. Watts uddeler en liste over de 100 mest betydningsfulde personer i verden, og siger, at vi sammen med vores sidekammerat skal vælge en person og lave en fremlæggelse om ham eller hende. Jeg mindes svagt, at jeg har læst bogen om de 100 mest betydningsfulde personer. Jeg lader blikket løbe ned over siden. Walt Disney.. Adolf Hitler.. Bob Dylan.. Albert Einstein.. Elvis Presley.. Samtlige af U.S.A’s præsidenter.. Mine øjne stopper ved John Lennon, og jeg kigger op for at se, om Hannah skulle have set det. Tilsyneladende. Hun er i hvert fald ved at vride armen om på Ethan.

”Har du nogle forslag?” Jeg ser op i et par blå, blå øjne, og Aaden ser spørgende på mig.

”Æh..” Jeg snupper et tilfældigt navn. ”Hvad med Luis Buñuel?” Jeg har aldrig hørt om idioten.

Aaden ser tvivlende på mig. ”Hvem er han?”

”Han var en spansk filminstruktør,” siger jeg. Hvor kom det fra?

Aaden trækker på skuldrene. ”Ja, okay..” siger han med en grimasse.

Jeg virrer med hovedet. ”Vi kunne selvfølgelig også løbe listen igennem igen…”

 

”Hvem er Niels Bohr så?” spørger Aaden.

”Han var en fysiker, dansk, mener jeg, som har bidraget afgørende til forståelsen af atomets struktur og udviklingen af kvantemekanikken.”

Vi er efterhånden noget halvvejs gennem listen og er stadig ikke kommet en konklusion nærmere. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at det bare er fordi Aaden venter på, at der kommer noget, jeg ikke kan svare på.

”Hvad så med.. Hvordan udtaler man det? György Ligeti, tror jeg.”

”Æh..” Min hjerne går fuldstændig i sort. Nu har jeg forklaret omkring fyrre personers baggrund, og så vil han have, at jeg skal vide, hvem en eller anden østriger er? Det er østrigsk, ikke? Det lyder sådan. Jo, det er det nok.

”Ved du det ikke? Kom nu, Elijah, det er ikke svært…” Et drillende smil spiller om Aadens mund. Hvor han dog nyder det.

Pludselig kan jeg genkende navnet. Han var.. skuespiller? Kunstner? ”Komponist,” siger jeg triumferende, ”han var komponist!”

 

Til sidst beslutter vi os for at fremlægge om Mahatma Gandhi. Jeg ved ikke med Aaden, men jeg synes det er et fedt emne. Jeg har altid været fascineret af ham og hans ikke-vold. Hvis ikke det var for John Lennon, havde Hannah sikkert også valgt ham.

”Okay..” siger jeg, mens jeg læser mine noter med rynket pande. ”Vi har en del vi skal igennem, og jeg har allerede forslag til nogle punkter.. Men hvornår skal vi lave det? Er der nogle dage du ikke kan?”

Aaden ser pludselig helt forlegen ud. ”Jeg skal passe mine yngre søskende,” siger han, da han ser mit blik. ”Jeg kan vist kun fredag og i weekenden.”

”Fint med mig,” svarer jeg og trækker på skuldrene, som om jeg er ligeglad. Hvad jeg jo også er. ”Men jeg er bange for, at det ikke kan være hjemme mig,” siger jeg.

Aaden bider sig i læben og ser endnu mere forlegen ud, hans øjne glimter af usikkerhed.

”Er du okay?” Jeg ser nysgerrigt på ham.

Han bliver pludselig opmærksom på min tilstedeværelse og nikker. ”Ja,” siger han hurtigt, ”ja, det er helt fint. Hvornår kommer du?”

”Øh..” Jeg ser forvirret på ham. Hvad er der galt med ham? I det samme ringer klokken.

”Fredag klokken et. Er det okay? Godt!” Og så skynder han sig væk. Helt ærligt. Jeg troede, at det var mig, der var mærkelig.

 

Om aftenen, da jeg er færdig med mine lektier og har lavet lidt Gandhi-research, finder jeg, uden at tænke over det, den Elvis Presley-cd frem, som jeg fik af Hannah for et par år siden. Jeg sætter den på og lægger mig i sengen, hvor jeg stirrer op i loftet, mens tonerne fylder rummet.

”For I can’t help falling in love with you,” synger jeg stille med. Så sætter jeg mig op i sengen med et sæt, og med rystende hænder og en iskold klump i maven slukker jeg for CD’en. Så banker jeg hovedet ind i væggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...