Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9033Visninger
AA

46. Kapitel 45.

 

 

Jeg er lige begyndt at undre mig over, hvornår Aaden har tænkt sig at komme tilbage, da han kommer buldrende ned ad trappen.

”Hvem var det?” spørger jeg.

Han overhører mit spørgsmål, trækker sin t-shirt over hovedet og styrter hen mod trappen igen. ”Jeg skrider lige et stykke tid, okay? Hyg dig, skatter,” råber han i forbifarten.

Det var nok en eller anden tøs, tænker jeg tvært og begynder at tage tøj på. ”Dræb ikke en sangfugl” ligger i fodenden med et par sider bukket. Den har nok fået et spark eller er blevet mast. Eftertænksomt glatter jeg siderne ud igen og går så ovenpå.
Georg ser op, da jeg kommer ud i køkkenet, hvor han sidder med en kop kaffe og en bog. ”Nå, fik I løst problemerne?” spørger han med et glimt i øjet, og jeg ser forlegent ned på mine fødder. Næ, se, jeg har sorte strømper på. Meget interessant. Jeg kan ikke få mig selv til at spørge hvem, der ville have fat i Aaden, så da Georg fordyber sig i læsningen igen, kanter jeg mig forbi flyttekasserne og slipper ind i stuen, hvor jeg smider mig i den bedste stol. Jeg ser rundt i stuen, der er det rum, der er tættest på at være færdigt. Vi har allerede stillet bøgerne tilbage i reolerne, men eftersom Georg ville prøve noget nyt, stillede vi dem efter højde og farvetema i stedet for alfabetisk. Alle møblerne er behagelige og hyggelige, og selvom han sikkert har rigeligt råd (han afslørede en eller anden stor arv for os, da han købte huset), har han købt de fleste ”nye” møbler i genbrugsbutikker – det er meget hyggeligere end de rædsomme, nymodens møbler, som han siger.

”Elijah? Elijah?” Tvillingernes barnestemmer når mine ører, og jeg beder til, at de ikke kommer herind. De er søde og sådan, det er de virkelig, men jeg orker ikke flere dukkelege. To lyshårede hoveder titter frem i døråbningen, og jeg sukker for mig selv. De løber hen mod mig på usikre ben og kravler op til mig i den store lænestol. Keelah rækker mig sin nye kludedukke. Dens rødlilla hår er strøget tilbage af et lyserødt hårbånd, den er rædsomt klædt på med en kjole, der er lyserød med store prikker i en skrigende pink og et lyseblåt bælte. Under kjolen har den en rød langærmet bluse med et skær af lyserødt og gule prikker. Udover de stribede strømpebukser, som også er lyserøde, har hun lyseblå sokker og sko i en lidt mørkere farve. Hvis jeg troede, at jeg havde set en grim dukke, så var den i hvert fald ingenting sammenlignet med dette hæslige stykke legetøj – jeg mener, hvem laver sådan nogle? Emilys halvblinde bedstemor?

”Det’ Susie,” siger hun og smiler over hele hovedet. Jeg smiler tilbage og spekulerer på, hvordan jeg skal give hende den tilbage uden at såre hende og Susies følelser. Gad vide, om den også klynker ”mama”, når man tramper på den..

”Hun er godt nok sød,” siger jeg og rækker den nærmest tilfældigt tilbage til Keelah. Det lykkes mig at spørge i et nogenlunde venligt tonefald: ”Hvad hedder din, Leelah?”

Den ser om muligt endnu værre ud. Den ligner en af de der gyser-dukker, helt bleg med tomme øjne og en smilende, rød mund. Får de ikke mareridt af sådan noget?

”Hannah,” svarer hun.

”Nej, det gør hun ikke,” svarer jeg bestemt, ”hun kan hedde.. Penny. Det er et sødt navn!”

”Hannah, hun hedder!”

”Keelah.. Jeg mener Leelah, du kan ikke kalde den Hannah..”

”Jo!” surmuler hun.

”Nej, Leelah, kald den Penny. Min dukke hedder nemlig Hannah!”

”Du ha’ en dukke?” De ser begge ivrigt op på mig, og indvendigt spekulerer jeg på, hvorfor jeg ikke bare ignorerede dem fra starten af.

”Ja, en rigtig flot en! I kan se hende en anden dag, men hun bliver meget, meget ked af det, hvis der er andre, der hedder det samme som hende,” siger jeg og tilføjer med sænket stemme: ”Hun er en meget fin dukke, men hvis jeres dukker opfører sig ordentligt, så vil hun måske drikke te med dem engang.”

Jeg begynder at læse igen og ser samtalen som afsluttet, men små børn forstår åbenbart ikke en fin hentydning, for de bliver ved med at kravle rundt på mig og pludre.

Sukkende banker jeg hovedet en enkelt gang ind i det polstrede ryglæn.

 

Da jeg flere timer senere nærmest er kravlet ud af stuen og ned i kælderen, fordi mine ben sov, hører jeg en nøgle, der bliver stukket i låsen til kælderdøren, og sekundet efter dukker Aaden op. Jeg ser med det samme, at han har grædt, og mine tanker flyver tilbage til skænderiet om Rosa. Straks kan jeg mærke vreden ulme i mig, men jeg siger ikke noget.

Han sparker skoene af og siger med let rystende stemme: ”Undskyld, jeg..” Han afbryder sig selv og smider sig i sengen. Hans tilsyneladende ligegyldighed pisser mig af.

"Jeg gider ikke det der mere, Aaden. Jeg er træt af, at du bare gør som det passer dig. Jeg slår fandeme op!" siger jeg, og Aaden ser på mig, som kunne han briste i gråd. I stedet trækker han dynen op over hovedet. Vred går jeg op i stuen. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at være i samme rum med den nar.

”Du ser noget oprevet ud, min ven,” siger Georg og lægger en hånd på min skulder.
”Aaden har været ude med Rosa igen!”
”Nu?” spørger Georg forvirret.
”Ja, lige før ...” mumler jeg.
"Elijah ... Aaden var sammen med sin far. Han er kommet til landet. De gik en tur sammen. Jeg tror ikke, at han har været sammen med Rosa.”

Jeg står i et minuts tid og prøver at kapere denne nyhed.

Så vender jeg rundt og går ned i kælderen igen.

”Hej, undskyld,” siger jeg flovt, da jeg ser Aaden sidde i sengen og stirre tomt ud i luften, ”jeg vidste ikke.. ikke at det er en undskyldning for at beskylde dig for noget, men.. Vil du være kærester igen?” Jeg står og føler mig rimelig dum, da det lader til, at han ikke har hørt mig. Så ser han endelig på mig og smiler skævt.

”Jeg tror, at vi officielt har rekorden for at være ekskærester i kortest tid nu,” siger han, og jeg smiler rødmende. Så hopper jeg op i sengen til ham.

”Er du okay?” spørger jeg bekymret og kysser ham forsigtigt på øret, ”hvordan var han?”

”Han virkede.. flink,” svarer han tøvende.

”Flink?”

”Altså, ja.. Men..” Hans stemme knækker over, og jeg lægger armene om ham.

”Men..?” hjælper jeg på vej.

”Han har to børn udover mig, Elijah. Han fortalte de mest fantastiske ting om dem. Om deres fantastiske liv. De mangler åbenbart ikke noget og har aldrig gjort det. Har aldrig haft noget at bekymre sig om – det sagde han selvfølgelig ikke, men.. Det kunne ha’ været mig,” siger han, ”Hele mit liv har været et helvede, med mor, der var syg, brugte alle vores penge på stoffer og tjente sine egne ved at være luder. Hvordan tror du – hvordan tror han – at det har været for mig at vokse op på den måde, med en ludermor og uden en far, at skulle komme alene til alle klassearrangementerne mens de andre børn havde de der nydelige forældre, der alle sammen tjente godt og levede et normalt liv. Og nu kommer han så brasende i den tro, at han kan være far for mig. Men det er fandeme for sent at gøre mit liv godt igen!” Han begynder at græde igen, og jeg lader ham gøre det, for jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Men det virker som om han har det fint nok med, at jeg ikke stiller spørgsmål.

”Søde Aaden,” siger jeg til sidst og kysser ham på halsen, ”din selvtillid ser ud til at være fuldstændig i bund – skal jeg ikke hjælpe dig med at genvinde troen på dig selv?”

Han forstår den selvfølgelig med det samme. Han ser på mig med et drillende smil.

”Din lille, liderlige homodreng, hvor har du gjort af min lille Babyboo?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...