Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9361Visninger
AA

44. Kapitel 43.

 

Jeg farer forskrækket op. For fodenden af madrassen brummer Aadens mobil. Jeg troede et kort øjeblik, at det var ham, der kom tilbage. Jeg ved ikke, hvor han har været hele natten. Jeg har ikke kunnet komme på en eneste person, det kunne være, men hvis det er Emily.. Jeg mener det, jeg dræber ham. Jeg smider ham ud for en bus og går hjem og lever et normalt ikke-homo-liv. Gad vide, om jeg egentlig ville være homoseksuel, hvis det ikke var for ham.. Jeg har ikke været rigtig forelsket før jeg mødte Aaden – hverken i piger eller drenge. Og jeg har aldrig tænkt over det, jeg regnede vel bare med, at det kom med tiden, og at jeg ville blive gift og leve et normalt liv. Mobilen brummer igen, og tøvende rækker jeg ud efter den. Det tager mig omkring et sekund at fatte teksten, så kyler jeg mobilen fra mig, så den lander under sengen, som ikke har været i brug i lang tid, fordi vi hellere ville sove sammen.

”Tak for i nat, skat. Elsker dig <3” stod der. Fra Rosa. På Aadens telefon. Hvordan kunne han? Hun rejste fra ham, og alligevel springer han til i samme sekund, hun ringer. Jeg får fat i mobilen igen og kigger med underlig rolighed alle hans billeder igennem. Størstedelen er nøgenbilleder af piger, jeg ikke kender. Der er også en del, hvor Aaden har tungen nede i halsen på forskellige piger. I et øjeblik mærker jeg et stik af jalousi. Jeg ved jo, hvor fantastisk det er at kysse med Aaden - og alt det, han har gjort med mig, har han også gjort med andre. Hvor er det klamt egentlig. Til sidst lægger jeg den fra mig og tager tøj på. 


”Georg, har du ikke en god bog, jeg kan læse?” spørger jeg, da jeg kommer ud i køkkenet. Georg har stuen fuld af bogreoler, og jeg har ofte været henne og kigge på dem.

”Det har jeg da,” brummer han, ”men spørgsmålet er, hvad kan du lide at læse?”

”Alt muligt..” Jeg trækker lidt på det.

”Alt muligt, det er meget bredt,” siger han og smiler, ”men du skal ikke forvente, at jeg har Harry Potter og sådan noget stående, størstedelen af min samling er fra mine unge år, der læste jeg en hel masse, så det er måske for gammelt til, at du kender til det, hvad ved jeg, men jeg synes da, at jeg købte en ret god bog for nogle år siden, den var faktisk rigtig god, ikke som alt det nymodens bras..” Han stemme har sænket sig til en mumlen, og han går ind i stuen. ”Hvor er det nu, at den er?” Han lader blikket løbe hen over rækkerne af bøger.

”Du behøver ikke at gøre dig den ulejlighed, jeg kan sagtens læse en anden,” siger jeg, mens jeg spekulerer på, hvilken ”nymodens” bog, der har været så god, at han har tilføjet den til sin samling.

”Ah, her er den,” udbryder han og stikker mig en bog. 

”Den mystiske sag om hunden i natten,” læser jeg tvivlende højt.

”Den er meget velskrevet, handler om en autistdreng. Den er hverken tung i det eller lang, du burde ikke være meget mere end et par timer om at læse den,” siger han, ”når du har læst den, så kan du komme tilbage efter en ny. Jeg har en hel masse, jeg synes, at du skal læse!” Han stopper for at få vejret og smiler. 

”Jamen, tak,” siger jeg og går ind på værelset igen med bogen i hånden.


”Hej skat,” siger Aaden og prøver at give mig et kys, men jeg trækker mig væk uden at fjerne blikket fra bogen.

”Er det fordi, jeg tog af sted midt om natten?” spørger han, og jeg ignorerer ham fortsat. ”Vil du slet ikke tale til mig?” Det lykkes ham at tillægge sit tonefald et snert af sårethed. Som om han har noget at være såret over. ”Hallo?” Han vifter med hånden foran mit ansigt, og jeg skubber den irriteret væk. Kan han ikke bare lade mig være i fred, så jeg kan læse? Så kan han skride ad helvede til med både Rosa og Emily. Til sidst snupper han den ud af hånden på mig.

”Giv mig den,” siger jeg og lyder sikkert som en sur 3-årig.

”Du vil åbenbart ikke snakke med mig så længe, du læser,” siger han og gentager: ”Er det fordi, jeg tog af sted?”

”Nej, det er fordi du ikke kom med en grund,” svarer jeg så roligt, jeg kan, ”men synes du virkelig, at jeg burde tale til dig efter at du tog hen til Rosa? At du uden tøven valgte hende frem for mig?”
I et kort øjeblik ser han ud til at have mistet fatningen. 

”Det var ikke..” prøver han.

”Du græd vel, da I skiltes? Kunne ikke udholde tanken om ikke at skulle se hende i så lang tid?” siger jeg ironisk. Han ser skamfuldt ned i gulvet. ”Du græd, da I skiltes?” gentager jeg skarpt. ”Jeg vidste det! Du bruger bare mig, indtil hun kommer tilbage igen. Jeg forstår, hvad du siger og kan lide børn, det er vel den eneste grund til, at jeg ikke også blev vraget til fordel for Emily, er det ikke?” raser jeg. Uden at vente på svar springer jeg op og skrider ud af døren.

 

Den bagende sol og stærke blomsterlugt, der ser ud til at have bedøvet næsten alt og alle og sat livet lidt på standby, preller fuldstændig af på mig. Jeg er så vred, at jeg ryster. Hvordan kunne han? Hvis der er en grund til, at han opfører sig, som han gør, så kan jeg i hvert fald ikke se den. Men det er jo ikke kun vrede, der opfylder mig. Ydmygelsen kommer også snigende, ydmygelsen over at blive valgt fra efter så hurtigt at have overgivet mig. Jeg har ondt i kæberne af at bide tænderne sammen, men jeg kan ikke slappe af.

”Elijah? Hej!” Jeg ser op, mine fødder har ført mig hen til parken. En lyshåret pige i lys sommerkjole, som jeg svagt genkender, ser smilende på mig.

”Hej,” svarer jeg, men kan ikke komme i tanke om hendes navn, det kan min overbelastede hjerne slet ikke klare.

”Hvad laver du her?” spørger hun og ser bag mig, som om svaret befinder sig et sted bag et af træerne eller en bænk. Jeg ser tomt på hende. Hvad svarer man til det? Jeg ved det jo ikke engang selv. ”Kan du ikke huske mig?” spørger hun med et lille smil, ”jeg var med til festen forleden..”

”Nå ja,” svarer jeg. Der var der, jeg kunne huske hende fra. Jeg mener, at hun var en af de få, hvis kjole ikke var nedringet til navlen, og som ikke drak sig døddrukken. En smule skamfuldt erkender jeg, at jeg hørte til den sidste kategori. 

”Du ser noget oprørt ud,” siger hun medfølende, og jeg overvejer kort, hvordan jeg slipper af med hende uden at virke alt for uhøflig. Hun lægger hånden på min arm og skubber mig blidt hen mod en bænk. ”Fortæl mig om det!”

Jeg sender hende et irriteret blik, men trækker det så tilbage. Hun kan jo ikke gøre for, at jeg er vred, jeg forstår bare ikke, hvorfor hun ikke bare gik videre efter at have sagt hej.

”Det er ikke noget,” siger jeg til sidst med en panderynken.

”Vi kan også bare snakke,” svarer hun muntert, og jeg nikker opgivende. Hun begynder straks at snakke, og jeg tror, at jeg formår at nikke og svare halvhjertet de rigtige steder, selvom mine tanker kredser om helt andre ting. Fuld af harme tænker jeg på, at Aaden nok er taget tilbage til Rosa, og min hjerne plager mig med billeder af, hvordan hun ”trøster” ham. Hvis bare jeg aldrig havde mødt ham. Eller hvis jeg bare kunne blive tiltrukket af søde piger som hvad-hun-nu-hedder, der stadig sidder og kværner. Efter en pludselig indskydelse stopper jeg hendes talestrøm med et kys. Hun lader ikke til at være den mindste smule overrasket, men tvinger mine læber op med sin tunge. Jeg lægge hænderne på hendes talje, men hun fører den ene op til sine bryster. Jeg trækker mig tilbage og rejser mig. Føj for satan, hvor er folk billige nu til dags! Jeg lader blikket glide rundt i parken, og får øje på en meget velkendt pigeskikkelse, der i det samme hurtigt vender rundt på hælen og forsvinder ud af mit synsfelt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...