Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9067Visninger
AA

42. Kapitel 41.

Der er helt stille, da jeg har sagt det. End ikke Aaden siger noget. Det eneste, jeg kan høre, er lyden af hans sagte vejrtrækning.

"Synes du ikke, at du i forvejen gør det meget godt med den tatovering?" spørger han tørt.

"Tatovering?!" udbryder Hannah og Cecilie samtidig.

Jeg ser irriteret på ham, selvom han ikke kan se mit blik.

"Jeg har ikke fået en tatovering!" siger jeg så overbevisende, jeg kan, "jeg sagde bare forleden – for sjov, vel at mærke – at jeg da kunne få tatoveret "Aaden + Elijah" i et hjerte, hvis.."
Aaden griner. Jeg prøver at sende telepatiske tanker til ham om, at jeg altså dræber ham, hvis han ikke går med på den. Åbenbart virker det.

"Som om han ville turde det," griner han, og jeg skubber til ham for at påminde ham om, at vi fik frem i lyset, at grunden til, at han ikke også havde fået en tatovering, var fordi han var bange for nålen.

"I er seriøst for mærkelige," siger Cecilie.

"Er det ikke det, I godt kan lide ved os?" svarer Aaden selvtilfredst. En pude kommer flyvende og rammer mig i hovedet. Aaden griner højt.

"Av!" siger jeg surt, "hvem det end var, der kastede, så sigter vedkommende meget, meget dårligt!"

"Eller meget godt," svarer Hannah rapt, og jeg kaster puden tilbage. Et udbrud fra hende fortæller mig, at jeg har ramt plet.
Pludselig kommer en regn af puder flyvende. Med et tøset hyl dukker Aaden ned under dynen.

"Kom og kæmp, din kryster!" råber Cecilie og jeg i kor. Jeg rammer Cecilie i hovedet, og Hannah springer frem mod mig med en pude i hånden. Jeg griber en selv, og det udvikler sig til den vildeste pudekamp, da Cecilie springer til og Aaden kommer frem fra sit skjul. Alle slår på alle, og det slukkede lys og puderne, der kommer susende, gør det umuligt at se, hvem der er hvem.



Langsomt begynder jeg med fingeren at tegne cirkler rundt på hans bryst og videre ned mod navlen. En stribe af lys er sluppet ind under kanten af rullegardinet og tegner sig på bræddegulvet. Den beroligende lyd af tre personers rolige åndedrag smelter sammen med fuglenes kvidren udenfor.

"Du vil ikke længere ned?" hvisker Aaden pludselig. Jeg møder hans blik, og han blinker frækt.

"Du er så ulækker, Aaden," parodierer jeg Cecilie.

"Totalt klam," fniser han.

"Kys mig, Enrique!" lyder det pludselig oppe fra sengen. Jeg kæmper for at undertrykke min latter og jeg tør slet ikke se på Aaden, men jeg kan mærke, hvordan han ryster af grin. Så er han i næste nu på benene. Han sætter en finger for munden og lister sig hen til Cecilie. Han bøjer sig ned over hende og trykker sine læber mod hendes. Få sekunder efter hører jeg et klask, da Cecilies hånd rammer hans kind. Jeg griner højt, og han ser fornøjet ud.

"Det var det værd," siger han, men gnider alligevel sin kind, som er en smule rød.

"Du er utrolig!" siger Cecilie og ruller øjne.

"Jeg ved det," griner han.

"Altså, jeg er ret glad for kage.." lyder det fra Hannah, der åbenbart er vågnet op til dåd.

"Årh ja, har I ikke noget kage, Cecilie?" spørger jeg.

"Fra morgenstunden? Det tror jeg ikke," griner hun, og vi ser alle skuffede på hende.

 

"Skal vi ikke tage til stranden?" spørger Aaden. Vi sidder i Georgs stue med hver vores smeltende sodavandsis og prøver at lade være med at spilde. Georg har vist et par gange frabedt os at spise i stuen.

"Det kan jeg jo ligesom ikke rigtig," mumler jeg.

"Hvorfor?" spørger han, dum som han er.

Jeg gør et irriteret kast med hovedet. "Fordi jeg har dit navn tatoveret på min ryg.."

"Nå ja," siger han og lader sine fingre køre op under min bluse, til hans fingre når tatoveringen. Jeg aner ikke, hvordan han altid kan finde den uden at kigge – jeg mener, han kan jo ikke mærke den. Det føles som en hemmelighed, hans fingre og min ryg har sammen, alligevel kan hemmeligheden ikke undgå at brede sig ud til os, og jeg plejer at lukke øjnene og nyde berøringen. Jeg mærker hans læber i nakken, og drejer hovedet for at besvare kysset, da udbryder: "Ups!"

Isen er gledet af pinden og ligger nu i en lille, rød sø på sofaen.

"Det er da bare typisk dig," sukker jeg, men kan ikke lade være med at grine. "Georg slår dig ihjel!"

"Skal vi så ikke voldtage hinanden inden?" Han sender mig et bedende blik. "Det er mit sidste ønske!"

"Jo, lad os," svarer jeg. Han ser ud til at have fået et granatchok.

"Seriøst?" får han til sidst frem.

"Nej, lad os hellere tage til stranden, så er vi ikke hjemme, når han opdager det," griner jeg.

Han ser en smule slukøret ud, og jeg får næsten ondt af ham. Men kun næsten. "Du sagde lige, at du ikke kunne tage af sted.."

"Man kan sikkert få noget vandfast foundation eller hvad det nu hedder.." siger jeg, "men det kender du nok til."

"Jeg bruger altså ikke makeup," svarer han fornærmet.

"Sikkert ikke, men siden du både har øjenvippebukker og ansigtsmasker, burde du vide, hvor man kan få fat i det," siger jeg og rejser mig. "Kommer du ikke?"

"Jo jo.."



"Og du er sikker på, at den er ordentlig dækket?" spørger og vrider mig forgæves for at se efter. Vi spurgte ekspedienten i butikken efter den mest holdbare, vandtætte foundation, og selvom vi fik, hvad vi kom efter, blev vi fulgt til dørs af en masse underlige blikke.

"Helt sikker," svarer han, "kom nu, jeg er ved at gå til af varme!" Han åbner døren, og vi smutter ud fra handicaptoilettet. Da vi gik derud, sendte han mig det der lumske blik. Seriøst, han har et eller andet med toiletter.. Vi går et stykke og smider så vores ting i sandet og vader ud i vandet.

"Uuuh, det er koldt!" siger jeg.

Aaden fnyser og dykker ned under vandet. Han dukker op lidt længere ude. "Kom nu," råber han, og jeg svømmer ud til ham. Han fanger mig i et kys, og jeg trækker mig af ren refleks tilbage. Jeg ser overrasket på ham.

"Jeg troede gerne, at du ville vise mig frem som din kæreste," hvisker han og tilføjer: "Og her er jo ikke særlig mange.." Det er faktisk rigtigt. Vi gik med vilje længere ned langs stranden, så vi blev fri for den værste trængsel. Men der er stadig mennesker.

"Du plejer bare at være mere diskret," siger jeg, og han trækker på skuldrene.

"Så lad os gå længere ud.."

Vi går så langt ud, at vandet bliver koldere og går mig til hagen. Aaden løfter mig lidt op og kysser mig. Han skiller mine læber med sin tunge, der vel efterhånden føler mig helt hjemme i min mund. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der har fået solstik, men det føles stærkere og mere magisk end i lang tid, det føles spændende som de første, hemmelige kys. Aadens hænder kærtegner min hud, mens de langsomt, men målbevidst styrer ned mod kanten af mine badebukser.

Jeg afbryder kysset og siger: "Du er godt klar over, at vi ikke er på toilettet, ikke?"

Han ser uskyldigt på mig og lægger hovedet på skrå. "Gør det noget?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...