Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9156Visninger
AA

41. Kapitel 40.

 

Elijah skraber skeen mod skålen. Han ser tænksomt ned på sin is.
”Jeg forstår det simpelthen ikke,” klager han, mens han ryster på hovedet.

Georg ser uinteresseret op: ”Hvis det er det med tatoveringen igen, så gider jeg ikke høre om det!” Jeg griner højt.

”Det er det eneste, du har snakket om hele ugen,” begrunder han. Elijah ser op.

”Jamen, hvordan kan man være SÅ fuld, at man intet kan huske?” Han ser opgivende på mig.

”Det har du spurgt om mindst 100 gange,” mumler jeg. Og hvad er det, der så slemt? Jeg mener, hvem vil ikke gerne ha’ mit navn stående på deres krop? Den er faktisk utrolig flot. Mit navn er skrevet med kursiv og med det sødeste, lille hjerte bagefter. Jeg fanger en bevægelse ud af øjenkrogen.

”SINA!” råber Georg og jeg i kor. ”Kom med isen!” forlanger Georg, men Sina er selvfølgelig ikke enig.
Endnu en gang forbander jeg, at det eneste mor har fodret Sina med siden hun var lille, var slik.

 

For nogle dage siden ansøgte Georg om adoption af de små. Fordi de smås fædre ikke kendes ved navn, og jeg er over 18 og står som deres kontaktperson – skal vi i retten. Der kommer nogle mennesker om nogle dage, som skal overvåge Georgs samvær med de små. Jeg fatter ikke systemet her, men der er vel så meget, som jeg ikke forstår… I går fortalte Georg, at vi i dag skulle se på et hus, han har kigget på. Jeg glæder mig helt vildt til at se det!

”Hvad tænker du på?” spørger Elijah, og putter sig tættere ind til mig. Georg gik på legepladsen med de små, så vi er helt alene i lejligheden.

”På retssagen. Tænk nu, hvis Georg ikke bliver erklæret egnet til at være adoptivfar..” Jeg ser bedrøvet ned på Elijah. Hans ansigt er få centimeter fra mit.

”Det tror jeg altså ikke, du skal bekymre dig om.” Elijah planter et forsigtigt kys på mine læber, og skal til at trække sig væk, da jeg forhindrer ham med min hånd om hans nakke.

”Niks, du. Du skal blive tæt på…” siger jeg. Han afbryder mig med et stort kys.

 

”Er du klar?” spørger Georg, og jeg ser forvirret rundt.

”Skal de små ikke også se det?” spørger jeg og løfter undrende øjenbrynene.

”De få år jeg nåede at have børnebørn, lærte jeg, at man aldrig skal sætte deres forventninger, før man er sikker,” fortæller han. Jeg får næsten helt ondt af ham. ”De skal ikke få falske forhåbninger, hvis nu jeg ikke får tilkendt forældremyndigheden,” afslutter Georg med et pludseligt trist blik.

”Lad os gå,” siger jeg friskt og smiler, ”ses, Elijah. Og du må ikke give Sina slik!” råber jeg, inden jeg smækker døren efter mig.

”Jeg håber, du kan lide det ligeså godt som jeg” siger Georg, da vi er kommet ud. Det føles som at blive smækket i fjæset med en rygende varm bradepande. Hold nu kæft, hvor er det varmt!

”Jeg er sikker på, at det er flot!” Jeg ser rundt. Børn render ude midt på vejen, og sjipper og tegner hæslige tegninger med kridt på den brandvarme asfalt.

”Det er ikke så langt væk, faktisk,” siger Georg, og jeg støder foden mod en løs sten i fortovet. Jeg er lige ved at snuble.

”Jeg har styr på det,” mumler jeg, da Georg lægger hånden på min skulder.
Vi går i tavshed i nogle minutter.

”Her er det så..” Georg stopper op og svinger armen. Jeg ser på et stort, hvidt hus. Malingen er skallet af nogle steder, men ellers er det flot. Det ser ud til, at der er mindst tre etager. Indgang til kælder, vinduer oven over hinanden. Jep, tre etager. Og en stor altan. Aldrig i mit liv eller i de smås liv, har vi boet i noget lignende. Eller, det er ikke sikkert…

”Der er I!” En høj, ranglet mand kommer hen til os. Han giver os hver især hånden.

”Lad mig vise jer rundt. Lad os håbe du er ligeså vild med det, som din far er,” siger manden og smiler stort. Ordet giver et ubehageligt sug i maven. Georg skæver til mig. Jeg trækker på skulderne og lader som ingenting.

 

”Du skulle ha’ set det, Elijah! Det var perfekt. Der var endda badekar på toilettet! Jeg har aldrig været i badekar. Hvilket minder mig om… Jeg har hørt, at sex er ret godt i et badek…” Elijah holder hånden op.

”Tak for info, Aaden. Men hvor mange værelser var der?” spørger han, og jeg niver ham i røven. Han hopper af forskrækkelse, og sender mig et vredt blik. Jeg blinker til ham.

”7. Inklusiv stuen, selvfølgelig” svarer jeg stolt. Vi er på vej over til Cecilie. Hannah kommer også, og så skal vi totalt holde tøseaften. Sådan noget med ansigtsmasker og pudekamp, tror jeg.

 

”NEEEJ!” skriger Elijah og jeg i kor, da Charlie er blevet hængt i lianerne.

”Jeg hader Lost,” mukker Elijah, med armene over kors.

”Han må ikke dø,” hvisker Cecilie. Hannah sidder og ser overlegent på os alle. Den ko har set alle sæsoner, og ved hvad der sker. Jeg sparker blidt til hende.

”Det er ikke min skyld, at I er så pjevsede. Jeg troede, I kunne holde til at se Lost.” Cecilie og Hannah griner i kor.

”I er værre end os, når vi ser film,” siger Cecilie. Jeg tager Elijah i hånden og klemmer den.

”Hvad siger du til, at vi lige smutter på toilettet?” spørger jeg og blinker frækt til ham. Han ser chokeret på mig.

”Du er så ulækker, Aaden,” siger Cecilie.

”Totalt klam.” Hannah lægger armene over kors.

”Og mega dejlig,” hvisker Elijah og kysser mig på næsen. Ih, hvor er han sød.

 

Jeg ligger på en madras, med Elijah tæt op ad mig og ser op i loftet. Hannah og Cecilie ligger oppe i sengen.

”Hvornår bliver I egentlige offentlige?” spørger Cecilie ud i mørket. Elijah stivner ved siden af mig.

”Øh…” mumler jeg, og Elijah stemmer i.

”Har vi overhovedet lyst til det, skatter?” spørger jeg ham. Han ryster på hovedet, kan jeg mærke da hans dejlige krøller kærtegner min hud. Han lægger hånden på min mave. Lige stykket under navlen, og i et øjeblik glemmer jeg, at Cecilie og Hannah er i rummet. Jeg tager Elijahs hånd, og fører den længere ned og…

”I skal altså ikke bolle her,” griner Cecilie, og Elijah trækker straks hånden til sig. Hvordan fanden kunne hun høre det? Jeg fniser.


”Vi boller ikke,” svarer jeg igen. Elijah kærtegner min kind med den ene hånd, og lægger den anden på mit bryst.

”Men I svarede aldrig på mit spørgsmål,” forsætter hun. Jeg tænker mig om et øjeblik.

”Vi vil ikke behandles som bøsser. De bliver altid gjort nar ad, og ingen vil være sammen med dem,” forklarer jeg. Cecilie tænder sengelampen, og jeg kan se hun sidder i bh… uha, en frækkert.

”Helt ærligt, Aaden. Du er homo, jeg troede godt, at man kunne være i undertøj uden du blev helt vild,” klager hun, da hun ser mit blik. Hannah griner højt. Elijah fniser ved siden af mig. Så bliver han seriøs:

”Men jeg synes, at det kunne være fantastisk at gå hånd i hånd gennem parken, og kunne præsentere Aaden som min kæreste over for alle. Jeg har lyst til at vise ham frem til hele verden.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...