Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9096Visninger
AA

5. Kapitel 4.

”To tebirkes,” siger damen og blinker ivrigt med øjnene. Hendes røde læbestift sidder rundt i hele kæften på hende. Jeg bider mig i læben for ikke at grine, mens jeg pakker tebirkesene ind. ”Så skal jeg bede om 12 kroner,” siger jeg og damen ryster sin pung. Sig mig, er hun underlig eller sådan noget? Hun hiver småmønter op ad pungen og rækker mig dem.  ”Ha’ en god dag!” råber jeg efter hende, da hun vimser ud af butikken. I samme øjeblik kommer en meget velkendt krøltop ind i butikken:

”Elijah!” hilser jeg, og han krymper sig. Hans blik farer rundt i hele butikken.

”Hej,” mumler han, og jeg ryster opgivende på hovedet.

 ”Jeg banker dig altså ikke, eller noget,” forsøger jeg, og han smiler forsigtigt til mig. Han ser på mig med sådan et ømt og forsigtigt blik, at jeg for en stund mister besiddelsen. Hvad er der galt med mig? Han blinker med de lange, sorte øjenvipper. Hans brune øjne flakker.

”Hvad… skulle det være?” prøver jeg, og han ser igen op på mig.  

”Sådan et brød der”. Han peger mod et grovbrød, som ligger øverst. Havde det været bagerkonen der stod ved kassen, havde hun ikke kunne nå det. Men med mine næsten to meter, er det nemt og ligetil. Jeg pakker det ind i en af vores poser, og rækker ham det.

”Så må jeg desværre frarøve Dem 21 kroner,” griner jeg, og nu ser Elijah bare forvirret ud. ”Jeg skal bede om 21 kroner, ok?” forklarer jeg, lettere irriteret. Han finder sin pung frem, og jeg ser, at hans kinder har fået en svag, rød kulør. Da han har betalt, skynder han sig ud af butikken.

 

”Jeg har kager og brød med!” råber jeg, da jeg er trådt ind i lejligheden. Mine søskende omfavner mig, og Milo hiver den store pose ud ad mine hænder.  

”Lækkert,” hører jeg min mor sige inde fra stuen. Der bliver skramlet med tallerkener ude i køkkenet. Det er nok Sina, der er ved at dække bord. Mor sidder alene i sofaen. Hendes blik er fæstnet på en gammel, udtørret plante i vindueskarmen. Jeg gav hende den på hendes fødselsdag sidste år.

”Du er sådan en god dreng, Aaden,” mumler hun. Hendes blanke øjne møder mine, og jeg gransker hendes ansigt. Efterhånden har hun fået en del rynker. Hendes hår hænger løst og er langt fra glansfuldt. Elijah popper frem for min nethinde, for hans hår er så krøllet, glansfuldt og flot. Det er mors ikke. ”Jeg ville ønske jeg kunne gøre mere for jer børn,” sukker hun, og vreden bobler inden i mig. Det KAN hun godt. Men hun GIDER ikke. I alle de år hun har været alene med os, har det været MIG der har taget mig af HENDES børn. Jeg elsker mine søskende, det gør jeg. De betyder hele verden for mig. Men det burde ikke være mig, der tager mig af dem.

”Du ha’ den med chokolade?” spørger Keelah med sit barnlige sprog. Jeg ryster på hovedet, men smiler i stedet stort til hende. Hun elsker chokolade, og alligevel vil hun ofre sin chokoladebolle på mig. De andre kaster grådigt kagerne i sig. Men mor har uden tvivl heller ikke lavet aftensmad til dem.

”Skal du ud i aften?” Jeg ser op mod døren til køkkenet, hvor mor står med en joint i hånden. Hun holder den mellem sine beskidte fingre. Lugten fra den giver mig kvalme.

”Ja,” mumler jeg og jeg ser skuffelsen i de smås øjne. Hun går igen, og Leelah tager min hånd.

”Sig, at mor skal putte mig,” beder hun.

”Heller put’ af Aaden,” indvender Keelah. Jeg purrer op i hendes blonde hår, og hun hyler af fryd.

 

Bassen dunker tungt i mellemgulvet, dunker i ørerne, og pulsen på diskoteket er høj. Svedende mennesker danser tæt og op ad hinanden. I hjørnerne står par med tungerne i halsen på hinanden. Charmerende beskrivelse, tænker jeg for mig selv. Straks får jeg øjne på Rosa, da jeg bevæger mig tættere på baren. Hun spurgte i går, om jeg ville mødes med hende her. Hun ser så sød ud, med sin lilla top og et par stramme jeans. Hendes sko er tilpas høje.

”Jeg har bestilt til dig,” siger Rosa og smiler. Kort efter rækker bartenderen os to øl. Vi er tavse et stykke tid, og jeg mærker hendes mørkeblå blik på mig. Langsomt åbner hun munden for at snakke. Eller, råbe. Musikken er så høj, at vi umuligt kan snakke almindeligt, hvis vi skulle kunne høre hinanden. Jeg tiltrækkes af hendes perfekt formede læber, der oftest buer opad i et perfekt, hvidt smil. Som hun sidder dér og ser sød ud, får jeg lyst til at kysse hende. Efter lang tids råben, trækker hun mig ud på dansegulvet. Justin Biebers sang ”Boyfriend” bliver spillet, og jeg ved, at Rosa elsker hans musik. Hun vrider sig til musikken. Hendes hofter her, røv der, arme derovre og håret, der flyver rundt i luften. Så dejlig, altså…

 

Tæt. Tættere. Tættest. Rosa og jeg danser så tæt, som overhovedet muligt. Hendes hoved hviler mod min skulder, og jeg holder rundt om hende. En sjæler spilles, og selvfølgelig udnytter vi muligheden for at være tætte på hinanden. Hendes mund nærmer sig min, og jeg holder vejret, inden vores læber mødes. Eksplosioner af følelser, vilje, modvilje og forelskelse overvælder mig, da hendes bløde læber rammer mine. Hun suger sig fast til mig, holder rundt om mig og vi vugger blidt frem og tilbage på dansegulvet. Jeg er bare så nede med hende.

 

”Det er bare for lækkert,” komplimenterer jeg og tager endnu en bid af Rosas mors hjemmebagte brød. Jeg skal møde på arbejde om en halv time, så jeg spiser så hurtigt, jeg kan. Rosas mor går ud, og Rosa læner sig ind over bordet. Hun planter et forsigtigt kys på min kind. Jeg tog med hende hjem efter festen, og har så sovet her.  

”Kan du komme her efter arbejde?” spørger Rosa, mens hun blinker indsmigrende til mig. Jeg har lyst til at sige ja, men jeg ved, at det ikke kan lade sig gøre. De små kan ikke være alene hjemme.

”Altså, vi kan mødes i parken. Men jeg skal passe mine søskende… Så de kommer med,” forklarer jeg.

Hun nikker ivrigt. ”Dem glæder jeg mig til at møde!”

 

Jeg tænker rigtig meget på Elijah og Rosa, da jeg arbejder i butikken. Hvorfor jeg tænker på Elijah, ved jeg ikke. Han kører bare rundt i mit hoved. På en eller anden måde, føles det forkert at have noget med Rosa, når Elijah eksisterer for mig. Men det er jo en underlig ting, så jeg prøver at skubbe tankerne fra mig og koncentrere mig om kunderne. Jeg tænker også lidt på, at Rosa skal møde mine søskende. Kan hun ikke lide dem, kan jeg heller ikke lide hende. En kunde river mig brat ud af tankerne med et ønske om nogle kanelsnegle.

 

”Og I opfører jer vel pænt, ikke?” spørger jeg de små, og de nikker alle. Jeg har Keelah på ryggen, og Leelah i hånden. Hendes lille hånd klemmer hårdt om min. Amal holder en plastikbold i armene, Sina holder et sjippetov og Milo har armene over kors. Han synes det var uretfærdigt, at mor ikke ville med i parken. Jeg er godt nok lykkelig for det. Tanken om at Rosa skal møde min mor… Tanken er uudholdelig. Da vi når parken, kan jeg se en, der sidder på et tæppe. Da vi kommer tættere på, kan jeg se hende. Hendes smil får det til at kilde i maven. Hun ser rundt på de små.  

”Hej med jer,” hilser hun smilende. Sina træder frem og giver hende hånden. De andre gemmer sig bag mig.

”I skal ikke være generte. Jeg bider ikke,” griner hun. Jeg ånder lettet op. Hun kan vidst godt lide mindre børn alligevel. Her er vindstille, solen bager ned på os og himlen er skyfri. Perfekt vejr. Rosa holder en stor, flettet kurv op.  

”Jeg har taget mad med,” siger hun, og de små dukker frem fra sit skjul.

”Mad?” spørger Amal forundret.

”Eller, faktisk er det sandwich og kage. Er det okay?” driller hun og Amal hopper ned på tæppet. Jeg sætter Keelah ned. Hun vralter hen til tæppet, åbner langsomt og besværligt sine lyserøde sko. Hun sætter sig ved siden Rosa, og hendes små hænder finder vej til hendes hår. Keelah aer det og griner, så man kan se hendes bittesmå mælketænder. Så sød hun er. Rosa haler nogle små brikjuice op fra kurven, og giver dem én hver.

”Det havde du altså ikke behøvet,” mumler jeg. Langsomt nærmer hendes ansigt sig mit, så langsomt, at jeg brænder efter at kysse hende. Hun kysser mig blidt.

”Jeg vil gerne gøre et godt indtryk på dem,” hvisker hun, mellem vores kys. Vi sidder et stykke tid og spiser, mens Rosa forsøger at holde samtaler med de små i gang. De kan godt lide hende.

 

”Hvad laver din mor så?” spørger Rosa, for derefter at tage en stor bid af sin sandwich.

”Altså… Hun… Øh,” stammer jeg nervøst, men Sina er hurtig: ”Hun er luder.”

”Sina!” skælder jeg, men hun trækker bare på skulderne. Rosa ser ned i jorden. Sina løber ud til de andre, som spiller bold i græsset. Vi sidder længe i tavshed. I stedet for at snakke, lægger Rosa sit hoved på mit bryst. Jeg lægger en arm om hende. Vi sidder sådan længe, helt uden ord. Efter adskillige kys, åbner hun munden for at sige noget:

”I har det svært derhjemme, ikke?” spørger hun med stor sympati i hendes dejlige øjne. Jeg kan jo lige så godt være ærlig.

”Jo,” mumler jeg, hvilket gør, at hun rykker tættere på mig. Måske er det ikke så slemt, at en enkelt ved hvordan det står til derhjemme. Rosa tager Sinas sjippetov, for så at løbe ud til de små. De rykker alle ud på stien, som går gennem hele parken. Med latter, råb og skrig sjipper de. Keelah og Leelah er mildt sagt hamrende elendige til det. Jeg afløser Milos plads, og hjælper Rosa med at svinge torvet rundt. Det er meget, meget længe siden jeg har hygget mig så meget som nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...