Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9505Visninger
AA

40. Kapitel 39.

”Er du færdig?” spørger jeg og stikker hovedet ind på Aadens værelse.

”Ja,” mumler han og rejser sig.

”Er du okay?” 

”Ja,” svarer han og skubber med foden et eller andet ind under sengen. ”Jeg kommer ud med kassen om lidt.” Jeg trækker mig tilbage fra værelset og lukker døren til. Jeg bærer kassen fra pigernes værelse ud i entreen og sørger for, at den er ordentlig lukket. Så går jeg tilbage i stuen og sætter mig forsigtigt i sofaen. Hvor ville et par store, fyldte bogreoler lyse rummet op. Jeg forstår ikke, hvordan de kan leve uden bøger. Jeg forstår det simpelthen ikke.

”Kommer du?” Det går op for mig, at Aaden har stået og betragtet mig i et stykke tid.

”I får det godt hos Georg,” udbryder jeg, og han ser underligt på mig. Så smiler han skævt.

”Prøver du at udsætte øjeblikket, hvor du skal til at slæbe kasser?” spørger han og hiver mig op til et kys.



”Vil du med til fest i aften?” Aaden kigger på mig over sit krus.

”Det ved jeg ikke,” svarer jeg tøvende, ”de sidste gange er der ikke ligefrem kommet noget godt ud af det, vel?”

”Cecilie tager med, så det kan ikke gå helt galt..”

”Cecilie? Jeg vidste ikke, at hun gik til fester..” 

Aaden trækker på skuldrene. ”Er det et ja?”

”Det er det vel,” svarer jeg og modtager et stort smil fra ham. Alligevel er jeg ikke helt sikker. Jeg orker næsten ikke, at han skal føjte rundt med alle mulige piger. Det afføder helt sikkert et skænderi, og jeg vil ikke skændes med ham, når han lige har mistet sin mor. Jeg åbner munden for at sige, at jeg har skiftet mening, men han har allerede rejst sig fra bordet. Så beroliger jeg mig selv med, at Cecilie jo er med.. Og hun vil nok gerne hjælpe med at holde lidt øje med ham.

 

”Og du er helt sikker på, at du vil med?” spørger jeg, da vi skal til at gå.

”Hvorfor skulle jeg ikke ville det?” svarer han med rynket pande.

”Fordi.. Du har lige mistet din mor, og jeg ville i hvert fald ikke tage til fest lige med det første, hvis jeg var dig. Og tænk, hvis vi kommer op at skændes igen,” siger jeg.

”Det gør vi ikke, og jeg vil ikke passes på,” svarer han irriteret, ”jeg ved, hvor meget jeg kan tåle, jeg er ikke nybegynder som dig!”

”Se selv,” sukker jeg.

”Se hvad?”

”Vi diskuterer allerede, og vi er ikke engang kommet derhen endnu – jeg tror bare, at jeg bliver hjemme..”

”Søde Elijah, vi diskuterer ikke, vi er bare uenige, og selvfølgelig skal du med!” svarer Aaden og genner mig ud ad døren.

”Jeg kommer alligevel bare til at sidde og snakke med de der uintelligente piger, hvis kjoler nærmest er udringet til navlen – tænk, at de tror, at drenge kun vil have noget med dem at gøre, hvis de ser sådan ud,” siger jeg, ikke helt parat til at give mig. Aaden ser forvirret på mig. ”Okay, det er sådan, de scorer dig og sikkert også en masse andre, men jeg synes sgu, at det er ret trist,” fortsætter jeg, ”jeg kan slet ikke forstå det!”

”Snak med Cecilie,” siger han uden at tage sig af mit tonefald, ”hun er ordentligt klædt på, og hun har noget mellem ørerne.. Men du behøver heller ikke at bekymre dig om at score nogen, du har jo mig!”

”Og du har mig, men du springer alligevel på alt, der har bryster og røv,” svarer jeg. Aaden sukker, han har tydeligvis ikke lyst til at diskutere.

”Hvad så, hvis jeg lover, at jeg ikke springer på nogen overhovedet, men kun holder mig til dig?”

”Som om du kan holde det,” mumler jeg, men begynder alligevel at gå.

 

Vi samler Cecilie op på vejen. Hun står uden foran sit hus og ryster lidt af kulde. Hun smiler skævt, da hun ser os.
”Endelig! Jeg har oprigtigt glædet mig til i aften – det er ikke hver dag, at man er i byen med et par homodrenge!”

Aaden tager åbenbart det sidste som en fornærmelse. ”Jeg er aldeles ikke homo,” siger han og tilføjer med et blink, ”men til gengæld er jeg meget seksuel!” De lyder så dumt, at jeg ikke kan få mig selv til at gøre noget. Hvis det var et scoretrick var det meget, meget lamt.
Cecilie ser på os med latter i øjnene, men hun kommenterer det ikke. I stedet siger hun:

”Kom, lad os komme af sted!”

 

Musikken dunker ubehageligt i hele kroppen. Hvinende piger overfalder Aaden, der som sædvanlig ser ud til at nyde opmærksomheden. Han siger et eller andet til en af dem, og hun fniser højlydt. Jeg ruller med øjnene. Cecilie er forsvundet i mængden. Med halvhjertede kram hilser jeg på folk. Jeg hører ikke rigtig, hvad de siger, jeg er konstant opmærksom på Aaden. Hvis han så meget som ser ud til at overveje at gå på en eller anden, så tager jeg altså hjem.

”Her,” siger Cecilie, der i det samme er dukket op, og rækker mig et glas. Jeg ser tvivlende på indholdet. ”Det er ikke giftigt,” siger hun muntert, og vi drikker samtidig. Det smager helt og aldeles forfærdeligt.

”Ikke giftigt, siger du?” Jeg skærer ansigt, og hun griner. Aaden dukker op ved siden af mig, og Cecilie er væk igen.

”Har du fået hilst på alle?” spørger han højt for at overdøve musikken, og jeg ryster på hovedet. Han stiller sig tættere på mig og sætter munden ud for mit øre. ”Når vi er fulde nok, er der nok ikke nogen, der lægger noget i, at vi snaver hinanden i gulvet. Så når du ikke kan gå lige, så ræk et eller andet i vejret, så kommer jeg straks!” Jeg kan ikke lade være med at grine.

”Hvad hvis jeg ikke kan vente så længe?”

”Så sørger vi for, at strømmen tilfældigvis går, og så kan folk ikke se, hvem der kysser hvem.”

”Hvorfor ikke bare snuppe et toilet, det sparer dig for en del besvær?” griner jeg.

”Uha, nej,” svarer han med påtaget rædsel i stemmen, ”på toiletterne sker der slemme ting og sager, som min lille Elijah slet ikke har godt af at se – eller opleve.” Han roder mig i håret og skal til at sige noget mere, da Satan selv iført neongul kjole og stilethæle dukker op.

”Aaden,” spinder hun og blinker med sine mascaretunge og forlængede øjenvipper.

”Hej Emily,” siger jeg, ”jeg er ked af, at øjenvipperne begrænser dit udsyn, men jeg er her også - havde det ikke være for din kjole, der råber ”se mig”, så var vi nok gået forbi hinanden. Og det ville jo være en skam, ikke?”

Emily ser ud som om, at hun har slugt noget grimt. Så svarer hun koldt: ”Jo, det ville have været en skam.” Hun vender opmærksomheden tilbage mod Aaden, der ser ud til at more sig herligt. ”Hvis du føler dig ensom, skat, så kald, ikke?” siger hun kælent og tager ham på røven. Så valser hun væk med vrikkende hofter og flagrende hår.



”Ups,” fniser pigen, da jeg næsten får hendes bryster presset op i ansigtet. Jeg forsøger at skubbe dem tilbage, men det får hende til at kysse mig vildt igen, mens hun tager mig op ad låret. Jeg ser efter Aaden i den utydelige masse af mennesker, der vrider sig op og ned ad hinanden.

”Jeg er til drenge,” siger jeg i håbet om, at hun vil lade mig være i fred, da hun omsider har sluppet mig, og jeg har fået vejret igen.

”Det er jeg også,” svarer hun fnisende, ”men jeg vil meget gerne vise dig, hvor smuk og smidig en piges krop kan være!”

”Beklager skatter, men han er altså optaget,” siger Aaden, der i det samme er dukket op. Han trækker mig på benene, og vi forsvinder, før jeg kan nå at se pigens ansigtsudtryk.

”Jeg tror måske,” siger jeg, ”at jeg ikke kan gå lige nu..”

”Sætter vi så kurs mod toiletterne, eller bliver vi bare her?” spørger Aaden, og jeg mærker hans hånd, der har sneget sig op under min skjorte, og nu kærtegner min ryg.

”Jeg er slet ikke stor nok,” griner jeg, ”men jeg ved, hvad vi kan gøre! Cecilie må bare ikke se os, så vi skal skynde os og være stille!” Aaden sætter fingeren for læberne og spejder rundt, som om nogen pludselig skulle komme løbende og prøve at stoppe os.

 

Jeg vågner op med dunkende hovedpine og kvalme. Fortumlet sætter jeg mig op og gnider mig i øjnene. Cecilie ligger mellem Aaden og mig, og som om hun kan mærke mit blik, slår hun øjnene op.

”Godmorgen,” hilser jeg, men tilføjer så: ”Hvad laver du her?”
Hun sender mig et tvært blik. ”I skulle hellere være taknemmelige for, at I også er her, og ikke ligger i en eller anden skummel gyde! Pludselig forsvandt I bare, og sidst jeg havde set jer, kunne I knapt nok gå, så jeg var bekymret for, hvilke ulykker, I kunne finde på. Så jeg gik – som den gode veninde, jeg er – ud i byen for at lede efter jer. Solen var ved at stå op, da jeg fandt jer, og jeg var dødtræt. Det var et værre mas at få jer hjem. Du blev ved med at sige, at Aaden ikke turde, at han skulle tage sig sammen og opføre sig som en mand – det var vildt underligt!”

”Wow, øh.. tak, tror jeg,” siger jeg, for hvad svarer man ellers?

”Du har bare også at være taknemmelig,” siger hun og sætter sig også op. ”Nå, jeg går lige ud og ordner mig – ikke, at der er nogen grund til at prøve at se godt ud overfor dig..”

”Jeg sætter ellers pris på, at folk ser nogenlunde ud, uanset køn,” svarer jeg tørt, ”så stik du bare af med dig. Så prøver jeg at få liv i ham der..” Jeg nikker over mod Aaden. Cecilie rejser sig og forsvinder ud ad døren.

”Aaden, vågn op,” kalder jeg. Han rører på sig, og vender så med en sagte stønnen om på den anden side. ”Nu!” griner jeg. Han åbner øjnene.

”Hvad er klokken?” spørger han. Jeg trækker på skuldrene og rejser mig. Cecilie har ikke gjort sig den ulejlighed at hjælpe os med at klæde os af. Jeg åbner skabet og finder rent tøj frem til både mig selv og Aaden. Aadens smider jeg i hovedet på ham.

”Hvad er det, du har på ryggen?” spørger han, da jeg trækker skjorten af.

”Hvad har jeg på ryggen?” spørger jeg og drejer hovedet for at se. Aaden springer op og kommer hen til mig. Han er stille i noget tid. Så lader han fingeren køre over min hud, og jeg flytter mig uvilkårligt. ”Av,” siger jeg, ”jeg er helt øm der – kan man se noget?”

”Ja..” Han stemme lyder underlig, og jeg vender mig om. Han ser på en gang begejstret og bekymret ud.

”Hvad er det?”

”En tatovering,” svarer han, ”du har fået tatoveret mit navn!”

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...