Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9052Visninger
AA

38. Kapitel 37.

 

”Jeg kan godt sige dig, han har ondt i røven,” lyder Aadens stemme inde fra værelset. Med bange anelser åbner jeg døren og ser ham stå med min mobil i hånden.

Jeg snupper den lynhurtigt fra ham, og han forsvinder grinende ud i stuen.

”Hannah?” spørger jeg.

”Nej, det er Cecilie,” lyder det fra telefonen, ”gjorde i det virkelig? På toilettet?”

”Nej!” forsikrer jeg, ”det er bare Aaden, der fjoller. Helt ærligt, i hvert fald Hannah burde da vide, at jeg ikke gør sådan noget!” Jeg kan ikke tilbageholde en snert af sårethed i min stemme. Det gør faktisk lidt ondt, at Hannah tror sådan noget om mig. Jeg havde jo ikke for alvor tænk mig …

”Er du sikker?” Cecilie lyder tvivlende.

”Rimelig sikker.. Det er ligesom når piger går på toilettet sammen,” forsøger jeg.

”Ikke helt, tror jeg,” griner hun.

”Nå, men der skete ikke noget.. Overhovedet..” svarer jeg, ”Og hvorfor snakker du egentlig med Aaden?”
”Jeg ringede dig op.”

”Fra Hannahs telefon? Eller for Hannah?”

”Det sidste,” svarer hun, ”hun var skræmt var vid og sans!”

”Virkelig?” Min dårlige samvittighed begynder at stikke næsen frem. Hun er lige blevet voldtaget, og så er jeg næsten sammen med Aaden.

”Nej,” beroliger hun mig, men tilføjer så med sænket stemme: ”Men hun fik det dårligt og måtte gå ud.. Jeg tror, at hun kom til at tænke på.. det.”

”Er hun i nærheden? Kan jeg tale med hende?” spørger jeg bekymret.

”Desværre, hun er lige gået i bad.. Vi skal til at læse – det burde I også gøre, hvis du vil beholde alle 12-tallerne,” svarer hun.

”Jeg ville ellers have spurgt, om vi kunne læse sammen – jeg tror ikke, at jeg alene kan klare at få Aaden til at lave noget,” griner jeg.

”Hey!” Aaden kommer ind ad døren med et fornærmet udtryk i ansigtet.

”Det kan vi vel godt ...” svarer Cecilie, ”kan I selv finde herhen?”

”Du lyder meget begejstret,” fnyser jeg, og hun griner.

”Det tager jeg som et ja..”

 

”Hej!” Cecilie hilser os med et hurtigt kram, og Hannah dukker op bag hende. ”Puh, den er tung – hvad er der i, mursten?” spørger hun, da hun tager min taske over skulderen og går hen mod trappen uden at vente på svar. Aaden følger efter.

”Er du okay?” spørger jeg bekymret, da jeg har givet Hannah et kram.

”Ja,” svarer hun og nikker, ”jeg blev bare forskrækket, det må du undskylde.”

”Hannah, jeg vil ikke.. Vi kan stadig stole på hinanden, ikke?”
Hun svarer med et skævt smil. ”Så hvis dine forældre ringer og spørger, om du er på flugt fra loven, hvad skal jeg så svare?”

”At jeg er – det vil hyle dem helt ud af den!”

Hun griner, og gør et kast med hovedet for at få mig til at følge med. Vi går op ad trappen, og straks skal jeg gennem de tynde vægge høre Aadens stemme. ”Hvad skal det forestille?”

”Det er ikke et bogstav, I har,” svarer Cecilie, i samme øjeblik vi åbner døren. Aaden står og vifter med en cd.

”Har I slet ikke almindelige bogstaver, så?”

”Jo, de har bare tre ekstra,” svarer jeg, og tilføjer, da både Aaden og Cecilie kigger på mig: ”Jeg læser meget, okay?”

”Men hvorfor?” spørger Aaden, og jeg trækker på skuldrene.
”Hør her, det var sådan vi lærte alfabetet i børnehaven,” siger hun og begynder at synge. Vi står alle og ser undrende til. ”Okay, det var vist nok dansk-undervisning i dag,” griner hun, da hun er færdig, ”lad os hellere komme i gang med det relevante!”

 

”Hey Jude, don’t make it bad,” synger Hannah og jeg, mens de to andre sender hinanden lidende blikke, ”take a sad soooong and make it better..”

Mens vi har læst, har vi ladet en afspillingsliste med blandede sange køre, og indtil videre har der ikke været én sang, som vi alle kunne lide og synge med på.

”Seriøst, den der afspillingsliste er ikke god, nu har der været fire Beatles-sange i træk!” stønner Cecilie.

”Det er da ikke vores skyld,” svarer jeg, ”den vælger jo bare tilfældigt – før det hørte vi en masse musik, som I kunne lide.” Jeg slår ud med armen i retning af hendes Enrique Iglesias-papfigur, som står og smiler charmerende.

”Hvis I hørte dansk musik, så ville I sikkert høre Kim Larsen eller Lars Lilholt,” fnyser hun.

”Hvem er det?” spørger Hannah interesseret.

”To gamle mænd, der synger – hver for sig, altså,” svarer hun, ”Lars Lilholt synger ikke på dansk, men jeg har vist et eller andet sted en cd med Kim Larsen, hvor han synger på engelsk.” Hun rejser sig og giver sig til at rode mellem sine cd’er.

”Her,” siger hun og rækker os en cd med fire mænd på en mark med ryggen til og et logo øverst, hvor der står ”Gasolin”.

”Kan vi høre den?” Hannah er allerede ved at sætte den på.

”Nummer 7 og 12 er vist engelske..”

Aaden sidder og skærer ansigter, og Cecilie ansigt er forvrænget i en grimasse, der vist nok er en blanding af et smil og noget andet.

”Han har da en fed stemme,” siger jeg. Hannah rejser sig og giver den gas med luftguitaren.

”Nu må det være min tur til at vælge,” siger Aaden og springer på benene. En sang – med Nickelback, så vidt jeg kan høre på stemmen – begynder. Cecilie og Hannah er allerede begyndt at skære ansigter for sjov, da han pludselig rejser sig og mumler noget om, at han skal på toilettet. Jeg ser efter ham, og kommer til at lytte til teksten, der nemt kunne tolkes til noget andet, men når man lige.. Jeg rejser mig og modtager overraskede blikke fra pigerne. Det tager lidt tid, før jeg finder toilettet. Forsigtigt trykker jeg håndtaget ned, og da der ikke er en lås, der stopper mig, skubber jeg døren op. Aaden sidder med ansigtet begravet i hænderne. Jeg lister hen ved siden af ham og fjerner hans hænder.

”Du må gerne græde derinde,” siger jeg stille, mens jeg prøver at fange hans blik. Han siger ikke noget. ”Hvorfor satte du den på? Vidste du ikke, at du ville blive ked ad det?”

Endelig ser han på mig. ”Jeg var nødt til det,” svarer han, ”jeg var nødt til på en eller anden måde at presse mig selv psykisk … Altså … Du forstår det ikke, det er lige meget.” Han sukker. Jeg ser tavst på ham.

”Måske forstår jeg det ikke helt, nej,” siger jeg tøvende, ”men hvis du vil, må du gerne forklare det. Jeg er altid klar til at lytte. Og det håber jeg, at du ved, at jeg mener. Og bliver ved med at mene. Jeg glemmer det aldrig, og hvis du har lyst til at snakke om det, så snak. Det er ikke sært.”

Han smiler taknemmeligt til mig. Jeg giver ham et kram, og sådan sidder vi i lang med armene om hinanden, mens jeg nusser ham i nakken. Jeg føler mig tættere på ham, tættere, end hvis vi havde kysset. Til sidst trækker han sig væk.

”Er du klar til at gå ind igen?” spørger jeg.

”Kan man se, at jeg har grædt?” spørger han, og jeg griner.

”Du er alt for hård,” siger jeg, og han smiler.

 

Pigerne ser mistænksomt på os, da vi kommer ind på værelset igen og slår os ned ved siden af dem.

”Han blev lidt ked af det,” hvisker jeg til Hannah, hvis ansigtsudtryk lynhurtigt skifter. Hun sender ham et medfølende blik, som han ignorerer. Cecilie stirrer fortsat på ham.

”Så,” siger jeg højt, ”nu er det vist på tide, at vi hører While my guitar gently weeps!”

”Yes!” råber Hannah, og vi kommer alle til at grine.

 

”Tænk engang, jeg har lige lært jer at kende, og nu skal vi om nogle måneder skilles igen!” sukker Cecilie.

”Det er hårdt at blive voksen,” svarer jeg, ”men mon ikke vi kan finde ud af et eller andet? Er dine forældre ikke blevet helt vilde med Canada?”

”Jooo,” klager hun, ”men de savner også Danmark! Og jeg ved jo ikke, om de gider at tage hertil i hver eneste ferie fremover!”

”Kan vi ikke komme og besøge dig engang?” spørger jeg.

”Ellers tak, jeg skal godt nok ikke have noget af det der rugbrød,” siger Aaden hurtigt, og Cecilie griner.

”Det er altså ikke det eneste, vi spiser!”

”Hvorfor tænke på fremtiden?” lyder det fra sengen, hvor Hannah har smidt sig, ”kan vi ikke bare leve i nuet og nyde den tid, vi har sammen?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...