Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9084Visninger
AA

36. Kapitel 35.

 

”Hej mor, jeg er stadig ikke blevet kidnappet eller slået halvt ihjel, og jeg har det godt. Jeg beder ikke min aftenbøn,” skriver jeg og sender den.

”Hvem skriver du med?” spørger Aaden.

”Min mor. Bare så hun ikke tror, at der er sket mig noget. Selvom hun sikkert ville ønske det nogle gange,” svarer jeg grinende. Så tilføjer jeg: ”Undskyld, hvis jeg..”

”Du skal ikke undskylde,” afbryder han med en snert af irritation i stemmen, ”jeg er ikke lavet af glas.”

Jeg svarer ikke, men vender tilbage til matematikopgaverne. Jeg stirrer på dem, ude af stand til at koncentrere mig. Så løfter jeg hovedet og ser op på Aaden, der sidder og betragter mig.

En pludselig trang til at kysse overvælder mig, og jeg kommer til at fnise. Tænk, hvordan folk – og ikke mindst ham selv - ville reagere, hvis jeg pludselig kyssede ham.

”Hvad er der?” spørger han med rynket pande.

”Jeg fik bare lyst til at kysse dig,” svarer jeg lavt.

Hans ansigt lyser op i et selvtilfredst smil. ”Jeg kan godt sige dig, skatter, du er ikke den eneste!” hvisker han, og jeg må kvæle et grin.

”Det ville jeg være, hvis alle vidste, hvor klam og selvfed, du er,” svarer jeg, ”og at du bruger øjenvippebukker og plukker bryn!”

Han ser slet ikke ud til at være flov over det. ”Tro mig,” siger han overbevisende, ”om nogle uger gør du det samme!”
”Aldrig!” fnyser jeg.

 

”Kommer du i morgen?” spørger Cecilie bekymret.

”Der er nok ikke en god idé..” svarer jeg på Aadens vegne, men han skubber til mig.

”Selvfølgelig! Jeg vil ikke gå glip af jer to i kjole,” siger han, og jeg giver ham en velfortjent albue i ribbenene.

”Nogle gange er du altså for meget,” siger jeg opgivende, og Hannah og Cecilie griner.

”Så regner vi med, at I kommer i det tøj, vi valgte til jer!”

”Ja, altså, jeg kan jo sagtens finde ud af at klæde mig,” siger jeg, ”men ja, det bliver spændende at se Aaden.”

”Og du mener ikke, at Obey er godt nok til dig?” svarer Aaden grinende.

”Kan du overhovedet selv lide det?” spørger Hannah ligefremt.

”Det ved jeg ikke.” Han trækker på skuldrene.

”Det er ellers synd,” siger Cecilie, ”det er så smagsløst.”

”Hov,” bryder jeg ind, ”nu skal I ikke tvære ham fuldstændig!”

Han ser taknemmeligt på mig og skal til at sige noget, da jeg tilføjer: ”Han kan jo ikke gøre for, at han både kan lide Nickelbræk og Obey, vi skal have faktisk have ondt af ham..”

Han ser surt på mig. ”Jeg troede, at vi var stoppet med at mobbe mig!”

”Synes I ikke, at vi skal se, hvor I bor?” spørger Cecilie, og jeg smiler. Det var nogenlunde sådan Aaden sagde, den dag vi kyssede første gang.

”Der er fyldt med unger,” svarer Aaden.

”Jeg har det!” siger Hannah og lyser op.

”Hvad har du?” svarer vi alle tre i kor.

”Vi tager til Toronto Island!”

”Ja, lad os det!” svarer Aaden og jeg.

”Jeg føler lidt, at jeg burde vide, hvad det er,” svarer Cecilie.

”Det skal du nok få at se!”

 

”Årh, her er skønt,” udbryder Cecilie, da vi står af færgen.

Og det er der virkelig, der er smukkere, end sidste gang, vi var her. Luften er tung af blomster, solen skinner varmt, græsset er grønt, vandet blåt og blomsterne farvestrålende. Vi går ned ad stien, til vi er kommet forbi madkurve-familierne. Så slår vi os ned i græsset.

 

”Tænk engang, om få dage sidder vi alle og sveder over eksamensopgaverne,” sukker Hannah.

”Men inden da er der gallafest, og der må vi så bare nyde det, så meget som muligt,” svarer jeg.

”Jeg glæder mig altså helt vildt!” svarer hun.

Cecilie er begyndt at nynne ”One day at a time” og ser ud til at være i sin egen verden.  Aaden ligger i græsset med lukkede øjne og hænderne bag nakken. Hannah er begyndt at flette en blomsterkrans. Pludselig ser hun op. ”Du ser fortabt ud,” griner hun.

”Lær mig at flette en af de der kranse,” siger jeg og tager en blomst op.

 

”Hold da helt op, du ser jo godt ud!” udbryder jeg. Jeg går tættere på ham og lægger hovedet på skrå. ”Du har heller ikke bukket øjenvipper, har du?”

”Forandring fryder,” svarer han med en grimasse.

 Han er klædt helt efter reglerne med hvid skjorte og mørk blazer. Jeg tør jo slet ikke tage ham med til fest af skræk for, at alle pigerne overfalder ham.

”Jeg er meget heldig at have dig som bøssekæreste,” siger jeg og tager hans hånd.

”Endelig indser du det!” svarer han med et grin, og jeg ryster på hovedet. ”Skal vi gå?”

Vi går ud i stuen og siger farvel til Georg, der med et glimt i øjet ønsker os en god aften.

 

Udenfor blæser den kølige aftenluft os i møde. Blomsterne har lukket af for natten, og gadelygterne er tændt i det svindende lys. Jeg siger det ikke højt, men inderst inde håber jeg ikke, at der sker noget til denne fest. Men der skulle vist heller ikke være så meget alkohol indblandet. Selvom det nu ikke vil være en forhindring, hvis først Aaden har fået lysten til Emily igen. Uden at vide det, sukker jeg, og Aaden ser nysgerrigt på mig.

”Jeg håber bare, at det bliver en rigtig vellykket aften,” siger jeg.

”Du skal se, det gør det garanteret,” svarer han og tilføjer:  ”Jeg der jo!”

”Det er simpelthen forfærdeligt, så selvglad du er!”

”Jeg har bare selvtillid, der er forskel,” griner han.

”Ja, men du er så langt væk fra grænsen mellem selvtillid og selvglæde, at du ikke kan se den!”

”Selvglæde? Hedder det det?”

”Det ved jeg da ikke,” svarer jeg, ”men det er ikke pointen!”

”Måske ikke din, men det kan være, at det er min.”

Jeg ser opgivende på ham.

 

Da vi ankommer, bliver vi hilst af glade mennesker, alle festligt klædt. Jeg bemærker, at alle de piger, vi kommer forbi, har anstændige (og flotte) kjoler på.  Mens vi på tur uddeler og modtager kram, spejder jeg efter Hannah. Jeg synes, at jeg så et glimt af Cecilie før, men jeg er ikke sikker.

”Hej!” Ved lyden af Hannahs stemme vender jeg rundt. Hun ser helt igennem fantastisk ud. Hun har den blå kjole på, stiletter, så hun er i øjenhøjde med mig, en enkel sølvhalskæde med matchende øreringe og håret, som nu ikke længere er stribet af blåt, er sat flot op. Jeg kan svagt ane hendes parfume.

”Hvor er du smuk,” siger jeg og krammer hende.

”Der er gået et kvarter, og mine fødder er allerede smadrede – hjælp!” hvisker hun ind i mit øre, og jeg griner.

”Man må lide for skønheden,” svarer jeg, ”har du ikke skiftesko med?”

”Nej,” svarer hun med en grimasse.

”Får jeg også et kram eller er du færdig med at hilse?” spørger Cecilie, der nu er dukket op, friskt.

”Siden det nu er dig,” smiler jeg og giver hende et kram. ”Nå, både Aaden og Hannah er pænt klædt, hvad med Emily? Hende har jeg ikke set..”

”Det har vi heller ikke,” svarer hun, ”men jeg er klar til både at gribe dig og mig selv, hvis hun dukker op i en anstændig kjole..”

Hun bliver afbrudt af Hannah, der griner, så hendes skuldre ryster. ”For sent,” gisper hun mellem grinene.

Vi vender os om og ser Emily, der netop er trådt ind ad døren. Hun har nok verdens højeste stiletter på, og selvom kjolen godt nok er lang, er den udringet næsten til navlen, og den er åben i den ene side, så hendes ene ben ses. Hun slår med håret og lader et øvet, flygtigt blik løbe gennem rummet.

”Jeg vidste ikke, at hun havde dårlig stil,” siger Cecilie og rynker på næsen.

Aaden, der i samme øjeblik slutter sig til os, følger vores blikke. ”Hold da kæft,” siger han, og i det samme får hun øje på ham.

”Aaden!” hviner hun og stolprer over mod os på sine høje stilletter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...