Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9100Visninger
AA

35. Kapitel 34.

 

”Spis nu lidt,” opmuntrer Georg og jeg hæver skeen, men lægger den ned i suppen igen. Sorgen fylder min mave ud, så der kan umuligt være plads til mere. Sina, Amal og Milo rører heller ikke deres suppe. De ville ikke en gang tage i mod det slik, som Georg og Elijah prøvede at proppe i dem tidligere. Keelah og Leelah ligger inde i Georgs seng og ser en eller anden børnefilm. Jeg tror ikke de aner, hvad der foregår. Elijah tager min hånd og klemmer den. Han må selv være ret rystet, eftersom han jo fandt… hende… Jeg lægger hovedet i hænderne. Jeg vil ikke græde foran de små. De må ikke se, at jeg ikke er den stærke af os. Måske burde jeg være et godt eksempel og spise. Jeg fører igen skeen op til munden og lukker munden sammen om det. Suppen smager vel fint nok. Jeg synker det og gentager succesen, hvis man kan tillade sig at kalde det det. Sina tager fat i sin ske og gør ligesom jeg. Amal og Milo følger trop. Elijah smiler til mig. Jeg magter simpelthen ikke at smile til ham. Eller til nogen nogensinde igen.

”Skal du slet ikke ha’ mere, Sina?” spørger Georg trist, da hun skubber tallerkenen fra sig.

”Nej,” mumler hun og rejser sig.

”Kan du ikke få noget slik ned, så?” forsætter Georg og Sina stopper op.

”Jeg er ligeglad med slik,” svarer hun og smider sig i sofaen. Amal, Milo, Elijah og jeg ser alle sammen på hende. Ligeglad med slik? Jep, mors død kommer til at tage meget, meget hårdt på hende.

 

Jeg vugger Keelah og Leelah frem og tilbage. En under hver arm og på hver sit ben. De er faktisk ret tunge, tænker jeg da jeg sætter mig bedre til rette med dem. De stopper begge langsomt med at græde. De ser begge på mig, med deres store blå øjne, som er omkranset af lange, sorte vipper.

”Kommer mor aldrig tilbage mere?” spørger Leelah og jeg ryster på hovedet.

”Nej, det gør hun ikke. Men I har mig, Georg og hinanden. Vi skal altid holde sammen, ikke?” De nikker begge to sørgmodigt. Jeg tror ikke rigtigt de forstår det. Selvom de ved hun aldrig kommer tilbage, tror jeg at de inderst inde tror, at hun selvfølgelig kommer tilbage. Men… det gør hun ikke. Jeg har ikke spurgt mig selv om, hvorfor hun begik selvmord. For det ved jeg godt. Hun har været træt af at skuffe os alle sammen. Og jeg hader mig selv for, at det sidste jeg sagde til hende var ”fuck dig”. Jeg fortryder bittert, det gør jeg.
Rosa er for øvrigt flyttet. Vi skiltes også som uvenner. Jeg er et forfærdeligt menneske, det er jeg virkelig…

 

De små ligger alle sammen på madrasser inde på Georg værelse. De faldt alle sammen i søvn for en times tid siden. Så nu har jeg ro.

”Kan du klare at læse det, tror du?” spørger Elijah bekymret og lægger en arm om livet på mig.

Jeg nikker. Tappert åbner jeg brevet og læser højt:
Kære Aaden. Tak for den flotte halskæde. Det gjorde mig så ubeskrivelig glad. Men jeg bliver nødt til det her… Jeg har aldrig passet på jer, og du og de små fortjener et langt bedre liv, end det jeg har tilbudt jer. I fortjener det bedste. Og det finder I ikke hos mig. Jeg håber at du med tiden, måske og kun måske, kan tilgive mig. Det vil give mig fred i døden. Du skal vide, at jeg altid har været stolt af dig. Du er sådan en kærlig og klog dreng. Jeg elsker dig så højt. Pas nu godt på de små, og sørg for at holde sammen. Det ved jeg, du kan klare. Elsker jer for evigt. – Din mor”

”Min mor!” fnyser jeg og tørrer nogle tårer væk. Hun har aldrig været mor for mig. Aldrig.

”Aaden… Tænk på de gode ting, ikke? Det nytter ikke noget at være vred,” siger Georg forsigtigt. Jeg kan umuligt blive vred på ham, efter alt hvad han har gjort for mig, Elijah og mine søskende. Jeg forstår mig stadig ikke på, hvorfor han gider. Hvorfor han tager sig af os. Jeg har lyst til at sige, at jeg ikke har oplevet nogen gode ting med min mor. Men det er faktisk lidt løgn… Dengang Keelah og Leelah blev født, var hun en mor. Kun i en kort stund, selvfølgelig. Men jeg kan tydeligt huske, da hun lå på fødeafdelingen med dem. Hvordan hendes øjne skinnede, da hun lå med dem i sin favn. Vi gik sammen ned i hospitalets store kiosk og købte nogle små huer til dem. En lilla og en lyserød. Hun smilte, grinede og var glad. Og jeg var glad. Det er nok det bedste, jeg nogensinde har oplevet med hende.

 

”Vil du ikke nok holde om mig?” hvisker jeg, da Elijah og jeg har lagt os på luftmadrassen. Den knirker, da Elijah bevæger sig hen i mod mig. Hans varme arm sniger sig rundt om mig, og jeg mærker hans krop mod min.

”Hvad føler du?” spørger Elijah og nusser mig på brystet.


”Jeg føler… fred, på en måde. Jeg er ikke ked af det, lige nu. Tænk, hvis hun har ret. Hvis det er bedre sådan her,” svarer jeg, og Elijah lægger sit hoved på min skulder. Jeg får hans krøller i øjnene.

Jeg puster dem væk. Jeg holder vejret i et øjeblik og puster så ud. Jeg føler rent faktisk fred. Mit hjerte føles let og fri for følelser. Udover de, som føler en masse for Elijah lige nu…

 

”Jeg vil godt være der. Det kan være folk har købt ting til mig, fordi de har ondt af mig,” siger jeg til Elijah, og han smiler skævt. Vi diskuterer, om jeg skal i skole eller ej.

”Du er simpelthen utrolig, du er,” svarer han og griner kort.

”Så lad os komme af sted.” Elijah svinger sin taske over skulderen og jeg gør det samme. Jeg kan umuligt blive ked af det henne i skolen. Og hvorfor skulle jeg også blive ked af det? Jeg mener, mor valgte ligesom selv livet fra. Måske kan jeg godt lide det, som det er. Eller… nej, der er noget, der nager mig. Det føles som uro i kroppen, som jeg havde da jeg var mindre. Ikke decideret sorg eller smerte.

”Tror du ikke, at folk har mega ondt af mig?” spørger jeg og Elijah kigger på mig og sukker.

”Det er jo forfærdeligt, det der er sket… Så alle har nok totalt ondt af dig.” Elijah tager kort min hånd og klemmer den. Så giver han slip igen.

”Da jeg fortalte Hannah det i telefonen, blev hun helt ude af den. Hun hader verden lige for tiden. Hun har sørget for, at folk ved det. Det gør vel ikke noget, kunne jeg tænke mig,” forklarer han og jeg trækker på skulderne.

”Så længe de køber ting til mig og har medlidenhed, så er det fint nok” mumler jeg og Elijah smiler.

”Det er SÅ typisk dig,” griner han, og jeg ser spørgende på ham.

”Glem det. Du ved, hvad jeg mener.” Jeg smiler skævt og sparker til en sten.

 ”Det gør jeg vel.”

 

 

Hannah omfavner mig, lige da hun ser mig. Hun presser sig ind i mod mig, og jeg kan mærke hendes store… Stop! Jeg har lidt et stort tab, plus at hun er Elijahs bedsteveninde. Jeg skal slet ikke lægge mærke til sådan noget!

”Jeg er virkelig ked af det!” siger hun og aer mig på kinden. Hvor er hun sød.
”Det er jeg også,” siger jeg og ser ned. Hun krammer mig igen.
Jeg ser Cecilie og Emily titte frem bag Hannah.
”Hvordan har du det?” spørger Cecilie medfølende og krammer mig.
”Ikke så godt,” snøfter jeg og hun aer mig også på kinden. Åh, alt den opmærksomhed fra piger.
Emily går også hen til mig og krammer mig længe.
”Livet skal nok gå,” siger hun og jeg tænker, at det er det mest intelligente der nogensinde er kommet ud af hendes mund. Hvis det overhovedet er intelligent.

”Jeg har købt en æske chokolade til dig,” siger Hannah, og jeg smiler meget stort indvendigt.
”Det havde du slet ikke behøvet…” begynder jeg, men hun holder hånden op.
”Selvfølgelig! Du må være knust!” Jeg ser Elijah rulle øjne. Det er forkert af mig at udnytte situationen, men… Hun har købt chokolade til mig!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...