Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9244Visninger
AA

34. Kapitel 33.

 

 ”… ved han det slet ikke?” Cecilies bekymrede stemme er det første, jeg lægger mærke til, da jeg træder ind i klassen næste morgen. Hun sidder sammen med Hannah, der ryster på hovedet.

”Hej,” hilser jeg, og de vender sig begge om.

”Davs!” svarer de i kor. ”Tak for i går!”

”Hvor har du gjort af Aaden?” spørger Cecilie og kigger bag mig, som om hun forventer at se ham bag mig.

”Han kommer vel,” svarer jeg.

”Men det ringer snart ind!”

”Som om det bekymrer ham,” griner jeg. Jeg kigger på klokken. Jeg har faktisk en lidt sær følelse.. Hans mor kom og afleverede Leelah og Keelah hos Georg for en times tid siden. Hun lød meget underlig, og det plejer at være Aaden, der afleverer dem, så vi kan følges i skole. Jeg slår det hen, og går hen til min plads. Det er nok ikke noget..

 

I frikvarteret ringer jeg til Aaden, der stadig ikke er kommet. Bekymret lægger jeg mobilen ned i lommen igen, da den slår over på telefonsvarer. Der er en halv time, til den ringer ind. Jeg kan vist lige nå at tage hjem til ham og se, om han har det godt. Han er forhåbentlig ikke blevet syg, det ville være kedeligt, hvis han skulle blive hjemme på fredag.

 

Jeg banker hårdt på døren igen. ”Hallo? Aaden?” råber jeg.

Jeg tager i håndtaget, og døren glider langsomt op. Han jeg stille skoene i entreen, og går ind i stuen.
Jeg må tage fat i dørkarmen, da jeg ser hende. Midt i en sø af blod ligger Aadens mors livløse krop. På mindre end et sekund, har jeg opfanget alle detaljerne på det billede, der siden ofte dukkede op på min nethinde. Hendes læber er let adskilte, i hånden knuger hun et blodplettet brev, og ved siden af hende ligger en kniv, hvis blad er rødt af blod. I sekunder, minutter eller timer står jeg og stirrer på hende, så kommer der pludselig liv i mig. Jeg løber hen til hende, falder ned på knæ, og leder febrilsk efter hendes puls. Hendes hud er allerede kold, og som forventet finder jeg den ikke. Jeg prøver at rejse mig, men mine rystende ben giver efter under mig. ”Vil du ikke nok vågne?” hvisker jeg, ”han elsker dig, og livet er for værdifuldt til at smide væk. Vil du ikke nok vågne?”

Gentagne gange prøver jeg, før det lykkes mig at trykke Aadens nummer.
”Tag den nu,” beder jeg. Da den går på telefonsvarer, ringer jeg straks op igen.
”Aaden, søde, søde Aaden, tag den nu!” For hver gang, den går på telefonsvarer, bliver min stemme mere og mere desperat. Gråden sender rystelser igennem min krop.
”AADEN! TAG DEN NU! AADEN! AADEN! AADEN!” Min stemme har hævet sig til skrig, der gentager hans navn til den tavse telefon. Ude af mig selv smider jeg telefonen på gulvet.

 

Omsider hører jeg hoveddøren gå op. Jeg vakler derud, grædende af lettelse. ”Aaden,” hvisker jeg og omfavner ham, før han når at sige noget. Han vrider sig fri af mit greb og ser med rædsel på mig. ”Elijah, du.. Hvorfor har du blod på dig?”

”Lad være, Aaden!” Han hører mig ikke, men skubber sig forbi mig ind i stuen. Jeg lukker øjnene og lader panden hvile mod væggen. Så går jeg ind til ham.

Han sidder med brevet og en sølvhalskæde i hånden. Han siger ikke noget, men hans kæbe er anspændt, og han har striber af tårer i sit snavsede ansigt. Først nu går det op for mig, hvordan han ser ud. Han tøj er beskidt, han har et par rifter, og hans hår er uglet.

”Aaden, jeg er virkelig ked af det,” siger jeg stille.

Han vender sig mod mig, og der er mord i hans blik. ”Den lille so,” hvæser han, ”hun har aldrig gjort noget godt for os. Hun er ikke min mor. Jeg er glad for, at hun tog livet af sig.”

Det skærer i hjertet at høre ham sige det. Jeg sætter mig ved siden af ham og trækker ham ind til mig, mens jeg aer ham over håret. Hans krop gennemrystes af hulk.

”Hør her,” siger jeg efter et stykke tid. ”Nu ringer jeg først til Georg, og derefter til en ambulance. Det skal nok gå, ikke?”

Han nikker og prøver at smile. Jeg rejser mig og henter ham et køkkenrullen. Så taster jeg Georgs nummer.

”Elijah?” spørger han forvirret, ”burde du ikke være i skole?”

”Georg,” siger jeg tager en dyb indånding, ”Aadens mor har begået selvmord. Det undrede mig, at han ikke var kommet i skole, så jeg tog hjem til ham og fandt hende. Han var der ikke, men kom først senere. Jeg følger ham hen til dig, okay? Og så henter jeg de små.”

Der er stille lidt. Så lyder der et halvkvalt ”ja”, og han lægger på. Derefter ringer jeg efter en ambulance, og de lover, at de vil komme med det samme.

Jeg går ind til Aaden igen. ”Kom,” siger jeg stille og hjælper ham op. Han knuger brevet og halskæden i hånden. ”Er der andet, du skal have med?”

Han ryster på hovedet, men efter et øjebliks betænksomhed går jeg alligevel ind på Leelah og Keelahs værelse og henter de to dukker, de plejer at slæbe rundt med.

”Er du klar til at gå?”

 

Udenfor bliver vi mødt at en ambulancen, der blinker og hyler. To mænd springer ud og løber fordi os op ad trappen. En tredje går hen mod os. ”Vil I med? Hvor er jeres far?”

”Det ville jeg fandeme også gerne vide,” mumler Aaden og går forbi ham.

”Det tror jeg ikke.. Men I kan ringe til mig, når.. Ja, du ved,” siger jeg og giver ham mit nummer. Så løber jeg efter Aaden.

 

”Min søde dreng,” mumler Georg og åbner armene til et kram, da han ser Aaden. Inde fra stuen kan jeg høre tvillingerne pludre. ”Jeg henter de andre,” siger jeg og vender rundt. Mens jeg går, er jeg lige ved at græde igen. Det er så uretfærdigt. Hvad hvis de små kommer på børnehjem? Georg kan passe dem i et stykke tid, men han kan umuligt have plads til dem på længere sigt.

På vejen går jeg forbi et supermarked, og jeg smutter hurtigt ind og får mit kort til at bløde af alt det slik, jeg køber.

 

”Der er fire muligheder,” siger Sina, da hun ser bæreposen med slik. ”1: Du prøver at købe vores venskab. 2: Aaden prøver gennem dig at købe vores venskab. 3: Du er en helt igennem venlig person – men det er der ingen, der er. Eller 4, der er sket et eller andet.”

Jeg får straks dårlig samvittighed og undlader at svare hende.

Jeg tager Milo i hånden og begynder at gå. De andre følger efter, bange for at slippe slikket ud af syne.

 

Georg modtager os i døren. ”Aaden sidder derinde med de små,” siger han, og jeg nikker.

Sina slæber slikket ind i stuen og stiller det inden for rækkevidde. Så sætter hun sig i sofaen hos de andre. ”Hej, I små,” hilser han. Man kan næsten ikke se, at han har grædt, hans øjne er bare en smule mere blå, end de plejer at være.

”Nu skal I høre,” siger han, ”der er sket noget med mor.. og.. hun kommer nok ikke tilbage..” Leelah og Keelah rører uroligt på sig.

”Det betyder, at hun er død,” siger Sina hurtigt og skarpt. De andre begynder at græde, og Aaden ser ud som om han er ved at græde igen, da han trøster dem. Så triller der pludselig en tåre ned ad Sinas kind, og hun siger: ”Jeg kunne godt bruge det der slik nu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...