Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9042Visninger
AA

32. Kapitel 31.

 

”Hvor har du været?” I samme øjeblik, jeg træder ind i klasseværelset, springer Hannah op fra stolen og hiver mig udenfor. ”Jeg har været så bekymret for dig! Du har ikke svaret på din mobil i flere dage, og da jeg var henne ved jeres hus, var du der ikke, og din far sagde, at de ikke havde set dig i lang tid – de var i øvrigt vildt sure, og efter at jeg havde ringet otte gange, svarede de ikke længere, jeg tror, at de trak stikket ud eller sådan noget!” Hun stopper for at trække vejret. Så ser hun op på mig, hendes blå øjne er en smule blanke, og hun træder et skridt tættere på mig og giver mig et kram. Overvældet krammer jeg igen.

”Jeg var..” begynder jeg, da hun har sluppet mig, ”jeg kom op at skændes med min mor, og siden har jeg overnattet hos en ven..”

”Hvem? Ikke hos Aaden, jeg så ham gå med sine søskende forleden.”

”En.. anden ven..” svarer jeg, og hun rynker panden, ”af familien,” tilføjer jeg.

”Hvorfor skændtes du med din mor?” spørger hun.

”Ikke for noget, sådan rigtigt..” siger jeg undvigende.

”Hvorfor bliver du ved med at lyve, Elijah?” Hendes stemme ryster en smule.

Jeg lader hånden køre gennem mit hår. ”Hannah, du har ikke lyst til at høre det, tro mig,” sukker jeg, ”det var over dig, at vi blev uvenner.”

”Så er der da endnu større grund til at fortælle mig det!”

”Det er flovt. Jeg er flov over mine forældre,” siger jeg lavt, ”og jeg vil ikke såre dig.”

”Sig det!” Hun har hævet stemmen, o g et par forbipasserende stirrer efter os.

En enkelt siger muntert: ”Nå, problemer med kæresten, hva’?”

”De sagde.. De sagde, at jeg ikke måtte se dig mere, fordi du er uren,” siger jeg sammenbidt.

Før hun kan nå at vende rundt, griber jeg hende i armen. ”Men det er jo bare lort, de lukker ud, fordi de i forvejen er sure på mig. Selvfølgelig har jeg ikke tænkt mig at lytte til dem, og om nogle måneder flytter jeg alligevel, og så kan vi bo sammen med 108 katte og Ostemis,” siger jeg, ”og hvis du er uren, hvad er min mor så ikke? For et års tid siden havde hun en affære!”

Hannah slår hånden op for munden. ”Nej!” griner hun, ”med hvem?”

”Du vil ikke vide det, jeg ødelægger fuldstændig dit syn på ham!”

”Er det en, jeg kender?”

Jeg nikker, trækker hende tættere på og hvisker i hendes øre: ”Det var med mr. Long!”

Hun ser på mig med et udtryk, der ligner en blanding af chok og fryd. ”Mr. Long? Vores mr. Long? Som er omkring 20 centimeter lavere end din mor? Gad vide, hvordan han er i sengen,” fniser hun.

”Tak for det, nu får jeg helt sikkert mareridt, indtil nu var det lykkedes mig ikke at tænke på det!”

”Tror du, at din far vidste det?” spørger hun.

”Jeg ved det ikke.. Hvis ikke, så skulle jeg måske være blevet der alligevel. Det ville fryde mig at se dem skændes!” svarer jeg og tilføjer: ”Vi må nok hellere komme ind i klassen nu, det ringer snart ind. Er du okay?” Hun nikker smilende og følger efter mig ind i klassen.

Jeg lader mig dumpe ned på stolen ved siden af Aaden, og han retter sine blå øjne mod mig. ”Hvad handlede det om?” spørger han.

”Det rager da ikke dig,” griner dig, og han sætter en fornærmet mine op. I det samme kommer drengene over til vores bord. Pigerne – bortset fra Emily – er stimlet sammen om Rosa, hvor de efter tur krammer hende og sender vrede blikke i retning af Aaden.

”Shit, du var sgu da helt vild, Elijah! Du var så fuld, at vi næsten ventede at finde dig hjemme hos en eller anden stakkels fyr!” joker G, og Aaden sender mig et hurtigt blik.

Jeg griner. ”Jeg kan slet ikke huske det!”

”Hvad med dig, Aaden, vi kan jo gætte os til, at eftersom kællingeflokken derhenne har samlet sig med deres falske ”åh, han fortjente dig heller ikke” og ”han er bare et svin, du er for god til ham”, så har du slået op med Rosa?”

Aaden trækker på skuldrene, ansigtet er i de rette folder, men jeg kan mærke, at han ikke bryder sig om at tale om det. Klokken, der i det samme ringer, bliver hans redning. Folk får travlt med at finde deres pladser. Ind træder mr. Long, der sender et surt blik i retning af Hannah, der er begyndt at sprutte af grin. Hun fanger mit blik, og jeg kan ikke lade være med at grine selv.
”Det var da vidunderligt så glade I to er i dag,” spørger han og kører stolen ned i passende højde. ”Hvem er det, der har leget med min stol igen?” tilføjer han og ser vredt ud over klassen.
”Mrs. Evans,” er der en, der råber, og klassen bryder ud i latter. Mr. Long er rød i hovedet og banker i bordet. ”Stille!” kommanderer han som en ringe efterligning af mrs. Evans.

 

I frikvarteret kommer Hannah hen til vores bord sammen med en europæisk pige, der hedder Cecilie, og hvis navn virkelig slår knuder på tungen. Jeg har aldrig rigtig snakket med hende, men jeg ved, at hun er utrolig dygtig, og hun virker rigtig sød. ”Hej,” hilser hun med sin sjove accent.

Vi nikker til hende. ”Cecilie og jeg snakkede lige om det der gallahalløj på fredag,” siger Hannah.

”Gud ja,” svarer jeg, ”er det allerede? Så er det for alvor snart slut med at gå i skole – eksamenerne er i næste uge.”

”Rosa når ikke at komme med, gør hun?” spørger hun henvendt til Aaden.

”Nej, ikke så vidt jeg ved,” svarer han.

”Det bliver mærkeligt at se dig i fint tøj, Aaden!”

”Hvad med dig selv?” giver han igen, ”gule og grønne Converse går ikke rigtig til en pæn kjole.”

”Hvis Emily og de andre så også kommer i kjoler, hvor man ikke kan se hverken det ene eller andet, så besvimer jeg!” siger jeg, ”vær klar til at gribe mig, Cecilie!”

Hun smiler. ”Det skal jeg nok, men ja, det bliver utrolig mærkeligt. Men Hannah har i hvert fald givet mig lov til at hjælpe hende med at gøre så klar – så skal jeg nok få hende til at se både normal og spændende ud!”

”Tror du virkelig, at du kan klare det?” spørger jeg, og Hannah slår mig på armen. ”Men så kunne det være, at jeg skulle hjælpe Aaden, så han..” Jeg er lige ved at nævne det med øjenvippebukkeren, men jeg vil ikke såre hans ego foran to piger. Jeg griner lidt indvendigt.

”Jeg kan da sagtens klæde mig pænt uden din hjælp, ellers mange tak!” siger Aaden fornærmet.

”Ja, jeg glæder mig i hvert fald under alle omstændigheder til at se jer alle pænt klædt,” siger Cecilie.

”Hører du så også sådan noget gammelt, mærkeligt musik?” spørger Aaden pludselig. Cecilie ser forvirret på ham.

”Nej, desværre, ikke hele tiden, men hun har bedre musiksmag end dig, kunne jeg forestille mig,” svarer Hannah hurtigt.

”Jeg har god musiksmag!” siger Aaden fornærmet.

”Nickelbræk,” griner jeg, og han sender mig et surt blik.

”Hvad hører du så?” spørger han Cecilie.

”Jeg kan godt lide Enrique Iglesias,” svarer hun og rødmer en smule.

”Den der slikkede fyr?” Cecilie ser ud som om hun har lyst til at smide noget meget tungt i hovedet på ham, og jeg skynder mig at sige: ”Det skal du ikke tage dig af, han er nødt til at nedgøre andre for at få mere selvtillid. Egentlig utroligt trist!”

Hannah og Cecilie griner, og Aaden åbner munden for at svare igen, men denne gang er det os, der bliver reddet af klokken. Pigerne går ned til deres plads (de sidder sammen nu), og Aaden vender hovedet væk.

”Er du såret i dit inderste nu?” griner jeg.

”Ja!” svarer han dramatisk, ”jeg går ud og hænger mig. ”Mobbeoffer begik selvmord” vil der stå i avisen, og alle vil vende sig mod jer!”

”Ja, klart,” svarer jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...