Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9031Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker.

 

 

I samme sekund det ringer til frikvarter, flyver jeg op ad stolen og nærmest løber ud af klassen. Jeg flår min mobil op ad lommen og trykker hurtigt Hannahs nummer, mens jeg med hastige skridt går ned ad gangen.

”Hannah! Hvor er du?” siger jeg så snart hun tager den.

”Hvad er der galt?” Jeg stopper op. Tager en dyb indånding.

”Du lovede, at du ville komme, din lille løftebryder!” Jeg tvinger min stemme over i et drillende tonefald.

Gjorde jeg?" svarer hun.

"Om du gjorde!"

"Jamen, så må jeg nok hellere komme, ikke? Jeg beder lægen om at rende og hoppe!” Jeg kan høre, at hun griner stille. Jeg er endelig nået ud i gården. De tunge regnskyer fra i går er aflyst af en skinnende sol.

”Jeg troede, du var nysgerrig efter at se den nye dreng?”

”Om jeg er!” svarer hun, ”men jeg er der snart. Vi ses!”

”Ja, vi ses,” svarer jeg og lægger på. Jeg sætter mig på en bænk, men kan ikke sidde stille, så i stedet rejser jeg mig og begynder at trave frem og tilbage. Hvad er der galt med mig? Jeg kan høre snakken et stykke herfra, men heldigvis er dette et ret fredeligt hjørne. Jeg kigger ned på mine sko, men i det samme ser jeg en skygge komme bagfra. I samme øjeblik springer Hannah op på ryggen af mig, purrer op i mine krøller og omfavner mig, og glider så ned ved siden af mig. Et smil breder sig på mit ansigt, da jeg ser hende. Og hvordan skulle jeg dog undgå at blive glad, når jeg så på hende? Hun har fået farvet blå striber i sit lyse hår, har afklippede shorts på og sin gule ”Hvis det ikke lykkes første gang, er faldskærmsudspringning ikke noget for dig!”-t-shirt, to forskelligt farvede Converse og 10-15 farverige armbånd dinglende fra håndleddene.

”Hellow!”

”Davs,” siger jeg, ”du ser ud til at have det helt godt. Ærlig talt forventede jeg, at Lost havde forgiftet din hjerne!”

”Lost er sundt, Elijah! Spørg selv min læge!”

Jeg ler. ”Det vil jeg så gøre. Ingen nye citater for dagen?” Det er sådan noget Hannah altid har gjort. Har samlet citater. Hver eneste dag har hun et nyt, og jeg mistænker hende for nærmest at leve efter dem.

”Åh jo. Men jeg har også en historie, og den er helt genial! Hør bare:

To venner vandrer i ørkenen. En dag kommer de op at skændes, og den ene giver den anden en lussing. Sidstnævnte, som får ondt, men ikke siger noget, skriver i sandet:

"I dag fik jeg en lussing af min ven".

De går videre, og kommer til en oase, hvor de bestemmer sig til at bade. Ham der tidligere fik lussingen er ved at drukne, men hans ven redder ham. Da han er kommet til sig selv igen, graverer han i en sten:

"I dag reddede min bedste ven mit liv".

Vennen spørger ham så: "Da jeg slog dig, skrev du i sandet - nu da jeg har reddet dig, graverer du det på en sten. Hvorfor?" Den anden svarede: "Når nogen gør os ondt, skal det skrives i sand, hvor tilgivelsens vind kan viske det ud. Når nogen gør os godt, skal vi gravere det i sten, hvor ingen vind nogensinde kan slette det.”

 

Jeg tygger lidt på det. ”Lær at skrive dine sorger i sand og dine glæder i sten.. Det lyder da meget fornuftigt,” siger jeg.

”Ja, ikke?” Hun smiler stort. ”Og nu vil jeg altså se den mystiske dreng og afgøre, om melet i hans pose er rent!”

Vi går ned ad gangene til klasseværelset, mens Hannah ivrigt fortæller om sidste Lost-afsnit hun så, og den sommerfugl, hun reddede fra et edderkoppespind.

”Jeg ved ikke, om han er derinde,” siger jeg nærmest lidt undskyldende. Jeg tror ikke, at hun hører mig.

I stedet vender hun sig mod mig og spørger: ”Hvordan ser jeg ud?” Det er sådan et almindeligt spørgsmål, og man ville let kunne tage fejl af det, tro, at man skulle komplimentere hende eller noget. Men der var kun ét rigtigt svar, og det er det største kompliment, man kan give hende. ”Som Hannah,” svarer jeg, og hun sender mig et stort smil.

 

Ikke overraskende er der næsten tomt i klassen. Mere overraskende er, at Aaden sidder der – alene, vel at mærke – og jeg spekulerer på, hvor han har gjort af Rosa.

”Hej Elijah,” hilser han venligt, og jeg nikker til ham. Han rejser sig, nu med blikket på Hannah. ”Hej, jeg er Aaden. Jeg så vist ikke dig i går?” Hannah ryster på hovedet, så håret danser. Aaden smiler charmerende til hende, og Hannah tager smilende imod hans fremstrakte hånd.

”Hej. Hannah. Jeg er Elijahs skøre veninde.” Aaden løfter øjenbrynene, stadig smilende. Jeg skuler til ham. Jeg ved ikke hvorfor, og jeg får da også travlt med at kigge alle mulige andre steder hen, da han ser på mig. Det er ikke fordi Hannah er min bedste veninde, det er bare.. Hannah er min bedste veninde.

 

Jeg beslutter mig – lige inden det ringer ind – for, at jeg vil begynde at tale til ham. Bare så han ikke tror, at jeg er en freak. Selvom sandsynligheden for, at han allerede tror det, er rimelig stor. Da Mrs. Watts vralter ind ad døren, har jeg allerede fundet mit hæfte frem, og er fuldt bevæbnet med en blyant. Jeg ser over på Hannah, der grinende holder sit hæfte oppe også. Aaden har fulgt mit blik, og ser nu spørgende på mig. Jeg ryster på hovedet.

”Intern joke.” Jeg smiler venligt til ham, og roser indvendigt mig selv.

 

Jeg opdager i slutningen af dobbeltleksionen, at de streger, jeg har sat, ikke er for Mrs. Watts fejl, men derimod hvor mange gange Aaden har smilt til mig eller tilfældigt rørt mig. Jeg river siden ud og kyler den i skraldespanden, og da Hannah spørger, hvor mange jeg fik, ser jeg undskyldende på hende.

”Jeg stoppede efter 20,” siger jeg, og håber på, at hun ikke mod al forventning fik under.

Hannah ser bebrejdende på mig. ”56,” siger hun så.

 

Solen varmer behageligt da vi får fri, så vi beslutter os at gå hjem.

”Han virkede da meget flink, ham Aaden,” siger Hannah.

”Hmm,” svarer jeg. Hun ser på mig med rynkede bryn.

”Noget galt?”

”Neeej,” svarer jeg, ”jeg tænkte bare på den engelskstil, vi har for.” Og det er sandt. Aaden spurgte, om jeg kunne hjælpe ham. Hannah himler med øjnene. Hun finder sin iPod frem og rækker mig den ene høretelefon. Jeg smiler. Det gør jeg altid, når jeg er sammen med Hannah. Og især når hun sætter sine elskede The Beatles-sange på. Resten af turen hjem skråler vi ”Hello goodbye” så højt, at folk vender sig om og kigger efter os.

 

Hvor jeg dog elsker Hannahs værelse. Man føler sig så hjemme. Mere end jeg gør på mit eget værelse. Væggene er hvide, men på den ene har hun malet et kæmpestort vægmaleri sammen med sin mor, døren har hun indrammet med billeder, på en anden væg har hun skrevet alle sine yndlingscitater med forskellige farver, og over hendes seng hænger en enorm The Beatles-plakat. Og hendes ting! Alle mulige fantastiske souvenirs fra hendes mange rejser, farverige nipsting, det hvide skrivebord, som hun har overklattet med farver (der lyder mærkeligt, men det ser fantastisk ud), bogreolen og den enorme filmsamling, og den røde kasse, som bliver brugt som skammel. Hendes seng er dækket af et hjemmelavet patchworktæppe og pyntet med puder. Jeg sætter mig i sengen i samme øjeblik som Hannah kommer ind med te og nødder. Hun sætter forsigtigt bakken på sit sengebord, og jeg skænker te op mens hun tænder sine duftlys og sætter The Beatles på. Da klokken nærmer sig syv, har vi udover The Beatles været igennem forskelligt verdensmusik (som hun også har fra sine rejser) og danset en del skøre danse. Da vi var trætte af det, forsøgte vi at gribe nødderne med munden (jeg greb ni, hun greb kun fire. Hun påstod, at det var fordi min mund var meget større. Som om.), og til sidst så vi en gyserfilm.

 

Jeg slukker for tv’et, og Hannah sidder tilbage, dødbleg. Hannah er alt andet end en tøs, men når det kommer til gyserfilm… Lad os bare sige, at både hendes bamse Teddy og jeg næsten er blevet kvalt, når der er sket noget uhyggeligt. ”Nu skal jeg hente noget mere te til dig,” siger jeg og rejser mig.

Da Hannah har fået lidt mere farve i ansigtet, og vi har drukket en halv kande te mere, kommer Hannahs mor ind.

”Vil du spise med, Elijah? Sove?”

”Ja, mange tak. Jeg skal lige have snakket med min mor.”

Jeg går ud af værelset, fisker mobilen op ad lommen, og ringer til mor. ”Hej mor, er det i orden at jeg sover her hos Hannah?”

Der er stille lidt. ”Selvfølgelig,” siger hun tøvende, ”men, Elijahskat? Der er mulighed for, at du kan sove på gulvet, ikke?”

Det tager nogle sekunder, før det går op for mig, hvad hun mener. ”MOR,” udbryder jeg forarget. ”Hannah er min bedste ven!” Tanken er så absurd, at jeg er lige ved at grine.

”Jeg mener bare..” begynder mor, men jeg afbryder hende.

”Mor, tro mig, jeg skal nok prøve at styre mine lyster.” Så lægger jeg på.

 

Da vi er kommet i seng (tre timer senere, end mor ville have syntes om), er jeg igen begyndt at tænke på Aaden, og jeg prøver desperat at tænke på noget andet. Da det ikke virker, snupper jeg Hannahs iPod, og ser, om der mod alt forventning skulle være musik fra det 21. århundrede. Og faktisk finder jeg en hel del sange med en vis Ron Pope, som jeg ikke har hørt om før. Jeg sætter sangen ”A drop in the ocean” på, og den er faktisk meget god. Men da jeg efter tyve sange stadig ikke er faldet i søvn, lægger jeg iPod’en tilbage. Tankerne kommer straks væltende igen, og jeg rykker mig lidt. Så hamrer jeg hovedet ned i gulvet, stille, men så det stadig får mig til at tænke på noget andet. Jeg holder inde, lytter efter om Hannah skulle være vågnet, men der er helt stille. Jeg skal lige til at banke hovedet ned i gulvet igen, da jeg hører hendes stemme oppe fra sengen. ”Du mister hjerneceller!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...