Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9028Visninger
AA

28. Kapitel 27.

Det eneste virkelige er dette øjeblik

 

Det første, jeg ser, da jeg slår øjnene op, er Aadens fredfyldte ansigt, kun få centimeter fra mit. Jeg ligger og ser på ham, indtil han pludselig åbner øjnene. Jeg smiler og trykker mine læber mod hans, så sætter jeg mig op.

”Kom nu op, klokken er mange,” siger jeg og dasker til ham, da jeg ser på uret. Han rejser sig på den ene album og trækker mig ned ved siden af sig med den anden arm.
”Skal vi ikke pjække?” spørger han med hovedet på skrå.

”Aa-den,” sukker jeg, ”er du klar over, at før du startede i klassen, så var jeg i skole hver dag?”

”Men tænk på hvor meget sjovere du har det nu,” svarer han med et selvtilfredst smil, ”og vi ved begge to at det udelukkende er min skyld!”

”Så, skru lige ned for charmen, du,” siger jeg leende, ”jeg har det faktisk også sjovt uden dig!”

”Så du mener, at det er sjovere at synge med på det der skæve bands sange end at være sammen med mig?” spørger han med en påtage såret mine.

”Til tider,” svarer jeg, ”men du skal ikke dømme uden at have hørt dem, ligesom jeg gjorde med dit Nickelbræk.”

”Du sagde, at du godt kunne lide dem!”

”Jeg løj,” siger jeg og griner, ”ej, de er fine nok, men vi får et problem, når vi bliver gift og får børn, for hvordan skal de opdrages? Med eller uden kød? Med god eller dårlig musik? Hvornår skal de begynde med ansigtsmasker?”

”Det er Rosas,” forsvarer han sig, ”og vi kan opdrage et barn hver – vi adopterer et russisk barn til dig og et almindeligt, amerikansk til mig!”

”Først giver du mig bøssedynen, og nu vil du give mig det russiske barn? Er der slet ingen retfærdighed til?!” spørger jeg fornærmet og tilføjer grinende: ”Og desuden tror jeg ikke på, at det er Rosas maske, indrøm bare, at du er mere bøsset end jeg!”

”Aldeles ikke! Men siden vi begge er bøssede, synes jeg, at vi skal blive hjemme og holde bøssedag!”

 

”And I was like baby, baby, baby, ooooh, ”skråler vi med pibende stemmer, ”like baby, baby, baby, nooo!” Vi danser rundt i stuen med ansigtsmasker og håret skubbet væk fra ansigtet med lyserøde bånd, som vi fandt et sted i Georgs skab. (Han stod op kort tid efter os og forlod så huset).

”Jeg er sulten!” siger jeg midt i et af Aadens ekstra skingre ”ooooh”, der får hans maske til at revne.

”Og hvad havde du tænkt dig, at vi skulle gøre ved det?” spørger han drillende, ”vi kan jo ikke lave mad, husker du nok!”

”Vi kan vel lave pandekager eller sådan noget? Det er bare æg, mælk, mel og sukker..”

”Og du tror ikke, at mad med fire ingredienser og en varm pande rækker over vores evner?”
”Nej, slet ikke,” forsikrer jeg, men tilføjer så: ”Men vi burde måske lige tjekke, at røgalarmen virker…”

 

Efter at have fjernet maskerne, går vi på jagt i køkkenet. Vi er meget påpasselige med ikke at spilde, men på en eller anden måde ender vi alligevel med mel udover det hele.

”Det ligner da pandekagedej!” siger Aaden muntert og tænder for en kogeplade.

”Derfor bliver det ikke nødvendigvis pandekager,” siger jeg en smule skeptisk, ikke helt overbevist om hans evner som kok.

Da panden er varm, hælder han dej på, og det begynder straks at sprutte lystigt.
”Et kys på, at du ikke kan vende den i luften,” siger jeg.

Han løfter øjenbrynene og smiler så. ”Se så her!” Han løsner pandekagen i kanten, træder et skridt tilbage og vipper panden, så pandekagen slipper. Jeg dukker mig, da den kommer susende mod mig.

”Hoooold nu op, hvor er du dårlig,” griner jeg, da den lander på gulvet, ”selv hvis du prøvede at ramme mig, var du langt forbi! Lad mig lave den næste.” Jeg tager panden ud af hænderne på ham og hælder en ny portion på.
”Der var for meget fedtstof på,” mumler han og samler pandekagen op. ”Har Georg ikke en hund et eller andet sted?”
”Hvor skulle den være?” svarer jeg muntert og løsner pandekagen i siderne. ”Jeg har aldrig mødt nogen, der var så god til det her som mig!” udbryder jeg, da pandekagen vender i luften og lander på panden igen, ”jeg laver resten, du kan dække bord!”

”Ikke om jeg vil!” protesterer Aaden.

”Kend din plads!” griner jeg og lægger pandekagen over på en tallerken.

 

En halv time senere har Aaden fejet mel op og dækket bord, og af portionen af dej har jeg fremtryllet en nydelig stabel pandekager.

”Okay, lad os smage på dem,” siger jeg, da vi har sat os, og gafler en pandekage, som jeg drysser sukker ud over og ruller sammen med gaflen.  ”Jeg sagde jo, at vi kunne lave pandekager!”

”Andre ville nok ikke have været lige så lang tid om det, og de havde sikkert også været bedre, men ja! Endelig noget, vi kan finde ud af!” griner Aaden.



”Jeg kan rigtig godt lide dine øjne,” siger jeg, ”de minder mig om en sø, man har lyst til at svømme i! Og når du smiler, er det som når solen skinner på søen.”

Aaden griner. ”Det er du sgu god til! Nå, okay.. Jeg kan godt lide dine krøller. De er så flotte og verdens blødeste, og du ser så sød ud – hvordan bærer du dig ad?”

”Med at se sød ud?”

”Nej,” svarer han og slår ud efter mig, ”med at holde dem så flotte og bløde..”

”Øh, vasker hår, tror jeg,” griner jeg.  Vi besluttede os for, at nu hvor vi afholder bøssedag, kunne vi lige så godt være vammelt-romantiske samtidig. ”Jeg kan godt lide, at du tør sige din mening til alt og alle – det beundrer jeg dig for.”

Han smiler skævt. ”Jeg kan godt lide, at selvom du prøver en masse nye ting, så forbliver du stadig dig selv. Der er så mange ting, du ikke falder for,” siger han, pludselig alvorligt, ”såsom.. altså, du virker bare så ærlig omkring alting, men alligevel kunne du aldrig i livet finde på at såre nogen med vilje.”

”Og alligevel kommer jeg til det, ikke?” svarer jeg tøvende, ”jeg tror, at jeg i den sidste tid har såret Hannah flere gange.. Og ved at være sammen med dig, kommer du til at såre Rosa, og det er jo lidt min skyld.. Og jeg kommer sikkert også til at såre dig nogle gange..” Pludselig føles det, som om alle problemerne kommer væltende igen, som om der bliver mørkere i rummet og som om at Aaden er længere væk.

”Selvom det er tæt på, så er der ingen, der er perfekte,” svarer han og trækker mig ind i et langt kys, der gør mig ør i hovedet. Da vi trækker os væk fra hinanden igen, er rummet blevet lyst igen, det eneste, der betyder noget er, at jeg sidder sammen Aaden.

Jeg sender ham et skævt smil. ”Jeg elsker også dig, Aaden.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...