Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9025Visninger
AA

26. Kapitel 25.

 

Der er stille lidt. ”Måske burde du gå hjem,” siger jeg. ”Jeg har lektier, der skal laves.”

”Det kan ikke være dit alvor! Jeg er sgu da ikke som Ethan!”

”Ud!” råber jeg, ”jeg mener det, skrid med dig! Hvordan kunne jeg tro et ord af, hvad du sagde? Bange for at miste mig? Er det noget, du siger til alle? Jeg troede, at jeg kendte dig og.. og elskede dig!”

Aaden rejser sig og går hen mod døren. Inden han går ud af værelset, vender han sig om. Den stille, blå sø i hans øjne har forvandlet sig til et mørkt, oprørsk hav. Det skræmmer mig lidt, men jeg tvinger min stemme over i et roligt tonefald.

”Farvel, Aaden.”

 

I samme øjeblik, jeg sagde det, gik det op for mig, at jeg mente det. At jeg elskede ham. Men har jeg nogen grund til at elske ham? Han virker til at være ligeglad med, hvad jeg mener, og han.. Han nævnte ham. Jeg skulle aldrig, aldrig, aldrig nogensinde være gået med til den fest. Alkohol er noget lort. Og hvad skete der i øvrigt for, at jeg drak? Der var jo ingen, der tvang mig. Jeg mærker pludselig et voldsomt savn til Hannah. Jeg finder min mobil frem og ringer hende op. Efter fjerde ring tager hun den.

 

”Hej Hannah!”

”Hej..” Hun lyder lidt fjern.

”Har du gang i noget særligt? Jeg savner dig. Må jeg komme over?”

”Ja, selvfølgelig.”

”Jeg er der om tyve minutter, så. Vi ses!”

”Ja, vi ses.”

 

Er jeg fuldstændig paranoid, eller lød hun lidt ligeglad? Jeg håber ikke, at jeg har såret hende på en eller anden måde. Men jeg ville sagtens kunne forstå hende. Jeg har været sammen med Aaden hele weekenden i stedet for hende, jeg har været til fest og drukket mig fuld, jeg har kysset med piger, jeg knap kender, og jeg.. Jeg har generelt bare været en dårlig ven. Jeg føler mig falsk, både over for mig selv og Hannah, men også over for Aaden og de andre. Det er ikke mig, det er ikke sådan, jeg er. Jeg passer ikke ind i klassen, for jeg holder af at læse og være skør sammen med Hannah, og ikke at gå til fester og prøve at imponere folk. Jeg opfyldes pludselig af et latterligt ønske om at være hetero, engang at kunne gifte mig med Hannah eller en anden sød pige, der forstår mig, som hun gør. Men jeg er åbenbart dømt til enten at være alene resten af livet eller være sammen med Aaden, som er verdens dejligste, men som presser mig og sårer mig.

Mine tanker bliver afbrudt af bussen, der stopper, og folk, der begynder at mase sig ud. Jeg springer op fra sædet og når lige at komme ud, inden dørene lukker bag mig.

 

”Hej!” siger jeg og krammer hende.

”Hej Elijah,” siger hun stilfærdigt, men smilende. Hun ser sød ud med en kort, hvid nederdel og en tætsiddende, mørkeblå sweater og Beatlesøreringe.

 

På fødderne har hun engang hvide Converse, nu fulde af tekststykker fra Beatles-sange. Jeg smiler indvendigt. Hun kan bare ikke klæde sig helt normalt, kan hun?
”Jeg tænkte, at vi kunne gå en tur,” siger hun og genner mig ud ad døren, ”jeg skulle lige til at gå, da du ringede.”
Vi går ned ad stien i retning mod parken. Solen skinner, himlen er blå og græsset grønt. Alligevel kan jeg ikke slappe fuldstændig af, jeg begynder at fortryde, hvad jeg sagde til Aaden.
”Hvordan har du det?” spørger jeg hende efter et stykke tid, og hun ser smilende op på mig.
”Det går bedre, jeg har haft en dejlig afslappende weekend,” svarer hun.
”Så er du heldigere end mig,” udbryder jeg.
”Jeg hørte, at du var til fest i weekenden,” siger hun.
”Ja..” jeg trækker lidt på det, ”men jeg fortryder det af hele mit hjerte. Alkohol er noget lort!”
”Det kunne jeg godt have fortalt dig..” 
”Du kan seriøst ikke forestille dig, hvilke problemer, jeg har rodet med,” siger jeg med en pludselig trang til at komme ud med det hele. Hun ser skarpt på mig.
”Nej, jeg kan ikke forestille mig, hvilke slemme problemer, du kan have haft!” siger hun med hævet stemme, men tilføjer så stilfærdigt: ”Du er altså ikke den eneste, der har problemer..”
Jeg ser overrasket på hende. Jeg troede, at hun sagde, at det gik fint. ”Det ved jeg da godt,” svarer jeg en smule såret, ”jeg ved godt, hvad du går igennem..”
”Det er jeg ikke sikker på, at du gør. Du virker så blind, det er som om, at du slet ikke kender mig så godt, som du har gjort. Der er så meget, du ikke ved, men som du burde vide.”
”Men så fortæl mig det!” 
”Det kan jeg ikke. Jeg ville gerne, men jeg kan ikke. Og du har, som du selv siger, nok at se det. Måske skulle du tale med Aaden i stedet.”
”Det er nok ikke lige det rette tidspunkt,” mumler jeg.

Hun ser forvirret ud. "Var I ikke.. Er I ikke..?"
Jeg har simpelthen ikke tænkt mig at fortælle, hvorfor vi kom op at skændes. Eller at vi har været oppe at skændes overhovedet. ”Bare glem det,” siger jeg. ”Det er… ikke noget.”


”There are places I remember,” synger vi med, ”all my life, though some have changed..”

Efter gåturen gik vi op på Hannahs værelse, og pludselig føltes alt som det gamle – først så vi film, hvor vi kommenterede alt, hvad der blev sagt og gjort, og bagefter gik vi ned og spiste. Nu sidder vi i sengen og synger så højt, at ruderne klirrer.
”Har du hørt, at Rosa flytter,” spørger jeg, for jeg kommer pludselig i tanke om noget.

”Nej,” svarer hun og stopper sin sang, ”hvornår?”

”Jeg er ikke sikker.. Men hun tager sin eksamen hjemmefra, i hvert fald,” svarer jeg, ”og jeg tænkte, at du måske skulle overveje det samme. Det kan være, at du har det meget bedre til den tid, men jeg er bekymret for dig, når jeg ved, at du skal sidde flere timer i træk og besvare eksamensspørgsmål, når du lige har været ude for noget så slemt.”

Hun ser tænksom ud i øjeblik. ”Det er en mulighed.. Men som du siger, så kan de være, at jeg har det bedre til den tid..” siger hun langsomt.

”Tænk i hvert fald over det, ikke?”

 

Da jeg kommer hjem, spørger mor, hvor jeg har været.

”Hos Hannah,” svarer jeg, og mor ser ud, som om hendes værste mistanke netop er blevet bekræftet.

Hun lægger ansigtet i bekymrede, men forstående folder, og siger så: ”Ja, Elijah, det kan jeg forstå. Men.. Jeg er ikke så glad for, at du er sammen med hende mere..”
”Hvad?” Jeg ser undrende på hende, ”hvorfor? Det er jo bare Hannah!”

”Jeg sagde ikke noget sidste gang, hun var her, for jeg forstod, at hun havde brug for omsorg, men..” hun tier et øjeblik, ”din far og jeg bryder os ikke om, at du er sammen med hende, nu hvor hun er … uren.”

Uren?” Min mund reagerer før mine tanker, ”hun blev fandeme voldtaget! Hvad tror du, at hun vil gøre det samme mod mig? Hvis hun er uren, hvad er du så ikke? Hvad med den affære, du havde med ham advokaten sidste år? Som I troede, at jeg ikke kendte noget til? Du er simpelthen.. Noget af det mest latterlige og dobbeltmoralske, jeg nogensinde har hørt!” Med de ord smækker jeg døren i hovedet på hende og tramper rasende op af trappen. Hvor vover hun? I samme øjeblik, jeg når ind på mit værelse, ringer min telefon, og jeg flår den op af lommen. ”Hvad?” spørger jeg, uden at have set, hvem det er.

”Wow, rolig nu,” siger Aaden, ”jeg ville bare sige undskyld for tidligere. For det hele. Men hvis du..”

”Nej,” afbryder jeg sammenbidt, ”jeg gør det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...