Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9044Visninger
AA

24. Kapitel 23.

 

”Jeg kan ikke,” siger jeg og rejser mig fortumlet, ør i hovedet af modstridende følelser. ”Og du har Rosa..”
”Hun flytter jo!” svarer han, men begraver så hovedet i hænderne. Jeg ser hjælpeløst på ham, chokeret og fuld af medlidenhed, skræmt af både ham og især mig selv, for jeg lagde selv op til det. Jeg rejser mig, samler min skjorte op fra gulvet og tager den på, frysende uden Aadens varme overkrop.
”Er der en madras, jeg kan låne?” spørger jeg utilpas. Han mumler et eller andet, forsvinder ud af døren, og kommer lidt efter slæbende med både madras og sengelinned.

Mens jeg lægger lagen på, er der dødstille i værelset. Til sidst kan jeg ikke holde det ud mere. 
”Undskyld,” siger vi begge samtidig. Jeg smiler usikkert til ham, og han smiler bredt igen. 
”Skal jeg ikke hjælpe dig?” spørger han i samme øjeblik, som jeg forsvinder ind i dynebetrækket. 
”Nej nej, jeg klarer det!” svarer jeg og drejer mig mod lyden af hans stemme. Jeg snubler i dynebetrækket, falder, og triller rundt på gulvet. Av. Aaden begynder at grine, og jeg smiler til det hvide overdække af stof. 
”Kan du selv komme ud, eller skal jeg klippe hul til hovedet?” spørger han smilende (jeg kan næsten høre, at han smiler).
Jeg finder åbningen og kravler ud. ”Du har et hårdt gulv, du har,” siger jeg og gnider min skulder. 
Han ser på mig med glimt i øjet. ”Jeg havde da heller ikke tænk mig, at vi skulle gøre d…” begynder han, men stopper så pludselig. ”Jeg er træt,” siger han tamt.

 

”Vågn op, skatter!” Aadens muntre stemme lyder alt for høj, og mit hoved dunker fælt. Jeg åbner øjnene, men må hurtigt lukket den igen, da det skarpe lys bidrager til yderligere smerter i hovedet. Jeg vender mig stønnende.
”Kan du ikke slukke lyset?” 
”Det er solen, desværre..” svarer han, men det lyder ikke, som om han er den mindste smule ked af det på mine vegne. Han stiller et glas og en balje på gulvet nær mit hoved. ”Tømmermænd?” spørger han muntert.
”Jeg drikker aldrig igen!” erklærer jeg og åbner øjnene for at stirre ondt på ham. Han sidder i sin seng med uglet hår og åbentstående skjorte og ser alt for dejlig ud.
”Det går over!” svarer han, og jeg spekulerer på, om han ved, hvad han taler om. ”Der står vand og opkastebalje der,” siger han og peger, ”prøv om du kan sove lidt mere, så har du det – hvis du er heldig – bedre, når du vågner.”

“Det var dig, der vækkede mig,” mumler jeg surt, og han griner og forlader mig i al min elendighed.

 

Ved syvtiden har jeg – efter at have kastet op fem gange, drukket halvfems liter vand og taget 3 hovedpinepiller – fået det bedre. Aaden har fået den idé, at vi selv skal lave mad, så vi har brugt den sidste halve time på at finde ud af, hvad vi vil lave. Problemet er, at jeg er vegetar, og at Aaden sværger til kød.

”Hvad med paella?” spørger jeg.

Aaden ser op fra en kogebog og rynker på næsen. ”Hvad er det?”

Jeg skubber bogen hen til ham, og han lader øjnene løbe ned over siden, hvorefter han ryster på hovedet.

”Hvad med spaghetti?”

”Er det ikke lidt kedeligt?”

”Vi kan lave vegetarisk kødsovs til – det smager glimrende, du vil sikkert ikke kunne smage forskel!”

”Er det så lavet af bønner eller sådan noget?” siger han tvivlende.

”Køderstatning – kom nu, Aaden, jeg er sulten, og vi skal også nå at lave det!”
”Okay så.. Bered dig på verdens bedste spaghetti!”

”Verdens bedste spaghetti” viser sig at være en hård, uspiselig spaghetti-klump.
”Hvad har du slået ihjel?” spørger jeg og kigger ham over skulderen. ”Jeg troede, at vi skulle have spaghetti!”

 Han ser surt på mig. ”Det plejer ikke at se sådan ud! Og burde du ikke være i gang med at hakke grøntsager?”

”Jo jo, jeg er i gang!” griner jeg og går tilbage til skærebrættet, hvor jeg begynder at pille og hakke løg. Det svir i øjnene, og da Aaden ser, at mine øjne løber i vand, siger han: ”Det må være hårdt at skære løg, når man har så ondt af grøntsager!”

”Haha ... Av for satan,” råber jeg, da jeg skærer mig i fingeren.

”Så blev det alligevel ikke helt vegetarisk, hva’?” griner Aaden, da der drypper blod ned på køkkenbordet.

 

En time senere har vi stadig ikke fået et spiseligt måltid ud af det. Der var ikke mere spaghetti tilbage, så Aaden forsøgte at lave frikadeller ud af køderstatningen, men det ville ikke hænge sammen, og han tabte et æg. Da jeg begyndte at grine, fik jeg en håndfuld mel lige i synet, og så smed jeg spaghetti-klumpen i hovedet på ham. Køkkenet ser forfærdeligt ud, og hans mor og søskende er hjemme om to timer. Vi har ringet efter pizza, og sidder nu i sofaen med lyserøde gummihandsker og prøver at tage os sammen til at begynde på oprydningen.  ”Undskyld for i nat, for resten,” siger jeg pludselig, uden at vide hvorfor, ”men.. Udover alt det med Rosa og det, så ville jeg ikke være fuld, når det skete, det skulle ikke være sådan, at jeg skulle have bekræftet dagen efter, jeg ville gerne husk… Jeg mener ...” stammer jeg flovt og kan mærke, at jeg rødmer.

Aadens ansigtsudtryk røber ikke, hvad han tænker, men han siger: ”Undskyld, at jeg overhovedet prøvede ... Det var tankeløst og dumt, jeg ved ikke, hvad der gik af mig …” Jeg venter på mere, men han er henfaldet i tanker, og jeg prøver at slå mig til tåls med det svar. Han sagde jo det, jeg gerne ville høre? … Ikke?
I det samme ser han op, smilende. ”Må jeg så få et kys nu?”

 

”Endelig!” udbryder jeg, da det ringer på døren. Vi skynder os ud i gangen og åbner. En ung fyr står i døren med to bakker pizza. Han løfter øjenbrynene og spørger, til vores store chok: ”Hva’ så, skal jeg ikke lige have jeres nummer?” Jeg stirrer på ham. Aaden ser også ud til at have mistet fatningen.

”Hvorfor?” kvækker jeg. Han ser på mig, som om jeg er komplet idiot.
”For at I,” han peger med sin frie hånd på os, ”kan få lidt af dette,” siger han og peger på sig selv. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Det er fuldstændig surrealistisk.

”Jeg tror bare, at vi nøjes med pizzaerne!” svarer Aaden og efterligner fyrens tonefald, ”jeg henter lige pengene..”

Jeg står tilbage – ene og forladt – med pizzafyren, der ryster på hovedet. ”Det er typisk,” siger han, ”når de når op over 1,82 i højden bliver de sådan!”

Jeg er over 1,82,” svarer jeg, og har det som om jeg befinder mig i en eller anden mærkelig drøm.

”Er du? Nå, jeg har heller aldrig været god til at bedømme højder..”

”Hvorfor..” prøver jeg, men han afbryder mig.

”Men det gør ikke noget, du ser sød ud! Jeg kan godt lide krøller!”

”Jeg er altså sammen med ham,” siger jeg for at slippe af med ham.

Han klikker med tungen. ”Er det et problem?”

”Sååå,” siger jeg og snupper pengene fra Aaden, der i det samme kommer ud i gangen, ”her har du dine penge, farvel og mange tak!” Jeg smækker døren i hovedet på ham og tager en dyb indånding. ”Hvad … skete der lige der?” spørger jeg.

”Han var vel trængende,” svarer Aaden med en skuldertrækken og et smil.

”Du skulle have hørt, hvad han sagde, da du ikke var der!”

”Det må du fortælle imens vi spiser, jeg er dødsulten,” svarer han.

 

”Nå, så du ville altså ikke vælge andre frem for mig,” siger han veltilfredst, da jeg har gengivet den sære samtale.

”Nej, det er klart,” svarer jeg og snupper et stykke pizza mere. Han løfter øjenbrynene. ”Men han var også grim,” tilføjer jeg.

”Enten betyder det, at han var ualmindeligt grim, eller at du har fået ualmindeligt høje standarter efter at have mødt mig!”

Eller at jeg bare slyngede noget ud, fordi jeg gerne ville spise, ” svarer jeg.
”Jeg holder på en blanding af mine forklaringer – at han var ualmindeligt grim OG at du har fået ualmindeligt høje standarter efter mig,” griner han og læner sig ind over bordet.

”Du er i hvert fald ualmindeligt selvglad, og jeg gider ikke kysse dig, når du lige har spist kød,” svarer jeg og propper det sidste stykke af min vegetarpizza i munden. ”Vi burde rydde op nu, din mor og søskende kommer snart, og mine forældre vil nok ikke synes om, at jeg kommer alt for sent hjem.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...