Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9156Visninger
AA

22. Kapitel 21.

 

Så snart Aaden er gået kan jeg mærke en forandring hos Hannah. Hun virker igen skrøbelig, og det går op for mig, at hun bare spillede glad og konverserede for alles skyld. Vi sidder tavse i et stykke tid, så siger Hannah: ”Så.. Dig og Aaden?”

”Hvad med os?” svarer jeg for at trække tiden.

”Er I kærester?” Hun lyder træt, som om de sidste timer har udmattet hende.

”Aaden og Rosa er kærester..” siger jeg, men fortryder det straks efter. Hun ser skuffet ud. ”Jeg mener.. Jeg ved ikke.. Og jeg er ked af, at jeg ikke har fortalt dig det med det samme, men i lang tid vidste jeg det ikke selv.” Hun smiler, men pludselig triller der til min skræk og forundring en tåre ned ad hendes kind. Jeg rykker tættere på hende og spørger, hvad der er galt.

”Ikke noget.. Jeg er bare … du ved, efter …” Hun ser desorienteret rundt i rummet mens hun leder efter ordene. ”Jeg vil ikke miste dig, Elijah!” udbryder hun, og ordene efterfølges af tårer. Jeg mærker et stik i hjertet, det går op for mig, hvor højt jeg elsker hende, og det sidste, jeg ønsker, er at såre hende. 

Jeg lægger armene om hende og siger alvorligt: ”Du mister mig ikke, Hannah. Du er den person, der betyder allermest for mig i hele verden, og det ved du godt.”

”I lige måde,” hvisker hun og lukker øjnene.

 

Da vi står ud af bilen, ser hun fuldstændig rolig ud. Hun har endda fundet et smil frem. Men da vi nærmer os skolen og eleverne, der råber og skubber sig forbi, begynder hun at ryste – ikke voldsomt, og ikke så man lægger mærke til det, men jeg kan mærke det, når hendes skulder rører min. ”Her er så meget larm,” siger hun lavt. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget. Hun skal kun være her en time i dag, og hendes forældre har talt med mrs. Evans, der har sørget for, at hende og Aaden bytter plads, så hun kan sidde ved siden af mig. Så vidt jeg ved har hun ikke fået det med Ethan at vide. Bare det at tænke på ham får mig til at dirre af vrede. Heldigvis har han ikke været i skole de sidste tre dage, og nok heller ikke før. Jeg bider tænderne hårdt sammen og spejder rundt mellem eleverne, mens jeg fører Hannah hen ad gangen langs væggen, så hun ikke er fuldstændig omringet af mennesker. Pludselig er der en hånd, der bagfra lægger sig på Hannahs skulder, og jeg snurrer lynhurtigt rundt. Jeg når i samme sekund at registrere Hannah, der taber tasken og glider ned på gulvet, nu vildt rystende og Aaden, der kommer fra den modsatte side og løber hen mod Hannah. Jeg stirrer ind i Ethans grå øjne og mærker hadet, der får blodet til at bruse rundt i min krop.

”Dit svin,” hvæser jeg, ”hvor vover du! Du har fået det til at ramle sammen for fire mennesker på en gang, og så vover du at vise dig i nærheden, at røre ved hende! Det kan godt være, at Hannah ikke har tænkt sig at melde dig, men hvis det stod til mig, ikke? Så skulle du have skåret kuglerne af, langsomt, med en sløv kniv! Hvis du nogensinde rører hende, taler til hende, så meget som ser på hende igen, så..” I det samme ringer klokken ind og drukner mine ord. Jeg vender rundt og går hen til Aaden og Hannah, der står et stykke væk, Hannah stadig rystende og Aaden med et hårdt udtryk i ansigtet, stirrende efter Ethan.

”Vil du hjem?” spørger jeg henvendt til Hannah.

Hun ryster på hovedet. ”Nej, jeg kan godt klare det”.

 

Da Hannah efter timen er blevet hentet (Ethan dukkede heldigvis ikke op), og jeg er kommet tilbage til klassen, er Aaden og Rosa forsvundet.  Og eftersom at der er nogenlunde ro i klassen, trækker jeg en bog op ad tasken og begraver mig lykkeligt i den.

 

Så snart mr. Long begynder at tale, kobler jeg fuldstændig fra. Jeg tror ikke, at han i al den tid, vi har haft ham, har sagt noget, man ikke kan finde i bogen. Jeg mistænker ham for at lære et kapitel i bogen udenad hver aften, og så fortælle om det i en tilsyneladende tilfældig (men sikkert helt igennem planlagt) rækkefølge. Jeg sidder og forsøger i hovedet at finde tre forfatternavne for hvert bogstav i alfabetet, da jeg pludselig får stukket en seddel op i ansigtet fra Aaden, der er rykket tilbage på sin plads. ”Jeg skal snakke med dig,” står der.

”Om hvad?” skriver jeg under. Vi er begyndt at sende sedler i stedet for at hviske – ikke af hensyn til undervisningen, men mere til hensyn af Rosa. Jeg ved stadig ikke hvad det var, han undskyldte sig med, da hun opdagede det, men jeg er ikke sikker på hvor glad hun ville blive for, at vi sad og hviskede sammen i hver eneste time. Ikke at vi gør det, selvfølgelig.

”Senere,” står der på den seddel, Aaden har skubbet hen til mig, og på de anden side står der: ”Hvad sagde du egentlig til Ethan??”

”Jeg bad ham bare om at lade være med at komme for tæt på Hannah en anden gang, hun havde det ikke så godt med det..”

Aaden stirrer på mig, og skriver så: ”Virkelig?”

Jeg smiler af hans ansigtsudtryk og ryster på hovedet.

 

Da det endelig ringer ud til weekend, læner Aaden sig over mod mig og hvisker: ”Kan vi mødes i parken om en time? Så skal jeg nok fortælle dig det. Jeg skal lige følge de små hjem.” Så trækker han sig tilbage, kun et splitsekund før Rosa vender sig om.

 

Utålmodigt ser jeg på mit ur. Jeg skulle ikke have ladet mobilen blive derhjemme. Er det overhovedet det rigtige sted? Jeg ser utålmodigt rundt og får øje på en ældre herre, der kommer fra den modsatte side af parken.

”Undskyld,” siger jeg, da han kommer nærmere, ”men De har vel ikke set en dreng på min alder derhenne? Høj, lyshåret og med blå øjne?”

Han ser vurderende op og ned ad mig, så spørger han med et glimt i øjet: ”Det skulle vel aldrig være Aaden, du talte om?”

Jeg er så overrasket, at jeg i nogle sekunder bare står og glor på ham. ”Så må du være Elijah, formoder jeg,” fortsætter han. Jeg nikker, noget forvirret. Hvor kender han mit navn fra?
”Skal vi ikke sætte os indtil han kommer? Jeg har hørt så meget om dig!”

”Øh, jo,” svarer jeg, for det er det mest intelligente, min hjerne kan opbyde på nuværende tidspunkt. Da vi har sat os på en bænk, og han i nogen tid har betragtet mig med sit rolige gammelmands-blik, åbner jeg munden, men han kommer mig i forkøbet ved at række hånden frem.

”Georg,” hilser han, og jeg besvarer hans håndtryk. ”Så du er altså Elijah,” gentager han smilende, og jeg nikker.

”Du kender Aaden?” spørger jeg og dropper ”De”.

”Ok ja, vi har snakket meget i den sidste tid – en hel del om dig, faktisk,” svarer han.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal svare til det, for jeg ved ikke helt om jeg skal finde det foruroligende eller godt. ”Hvor kender du ham fra? Han har ikke fortalt om dig,” siger jeg nærmest undskyldende.

”Jeg mødte ham en aften hvor han ventede på dig,” svarer han, og jeg genkender pludselig hans stemme.

”Det var den aften han opdagede, at han var biseksuel,” siger jeg.

”Ja,” smiler han, ”men selvom dét nu var slået fast, så blev der ikke tilnærmelsesvis færre problemer at bekymre sig om, snarere tværtimod. Du har virkeligt fået ham til at ligge søvnløs om natten.”

”Han har også fået mig til at ligge søvnløs,” indrømmer jeg, dog ikke sikker på om det var ment som et kompliment.

Han gnægger tilfreds. ”Det er godt for jer unger, jo tidligere at I lærer, at livet ikke altid går som man vil, jo lettere bliver det senere.”

”Det vil det vel,” svarer jeg tvivlende, ”men det slutter vist snart. Han har jo Rosa..”

”Jeg tror nu …” Jeg når ikke at høre, hvad han tror, for i det samme kommer Aaden gående.

”Hej, undskyld at jeg først kommer nu, det tog lidt længere tid end jeg havde forventet,” siger han, da han kommer nærmere, og tilføjer så med et frækt glimt i øjet henvendt til Georg: ”Hvad så, hyggede du dig i går?”

Georg gnægger lidt og rejser sig så. ”Jeg må hellere se at komme hjem, I kom vist for at tale med hinanden og ikke mig,” siger han og begynder at gå ned ad stien. Vi står lidt og ser efter ham.

”Sjov fyr,” siger jeg, og vender mig så mod Aaden med hånden skyggende for sollyset, ”hvad var det, du ville snakke med mig om?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...