Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9087Visninger
AA

21. Kapitel 20.

 

Det tog noget tid, før beskeden sank ind. Jeg mener, hvor tit er det, at ens bøssekærestes bedste veninde bliver voldtaget? Og så af Ethan! Han er irriterende, men han er ikke… ja, en voldtægtsforbryder. Det var han i hvert fald ikke. Jeg ser ud af vinduet fra bagerbutikken. Jeg har fået to dage mere om ugen at arbejde i her. Efter skole, selvfølgelig. Det er kun fordi mor faktisk passer ungerne, når hun og de er hjemme. Og så har hun for øvrigt fået job i et supermarked. Sådan et deltidsjob. Jeg aner ikke, hvad der er sket med hende. Men hun falder snart i, for den kvinde kan ikke holde til at være et ordentligt menneske i længere tid.


”Kan jeg hjælpe med noget?” spørger jeg, da en ung pige træder ind ad døren. Hun er faktisk rimelig lækker.

”Et franskbrød,” siger hun ligegyldigt. Hun har ikke set på mig én eneste gang, siden hun kom ind. Jeg pakker et brød ind til hende, lægger det på bordet og beder om pengene. Hun ser op på mig og spærrer øjnene op.

”Får en flot pige som mig ikke lidt… rabat?” flirter hun og jeg læner mig ind over bordet. Jeg smiler charmerende til hende, og mit ansigt er et stykke fra hendes. Hendes lille opstoppernæse rynker, da hun smiler.

”Nej,” svarer jeg koldt og kontant, mens jeg tager pengene ud af hånden på hende. Hun ser chokeret på mig. Hun troede vidst jeg var med på lidt flirt. Et grin undslipper mig og hun vender rundt på sine høje stiletter. Tydeligvis fornærmet. Jeg ser Rosa gennem vinduet og hun kigger overrasket efter snobben.

”Hej skat,” hilser jeg da hun kommer ind.

”Kan jeg måske byde på… en lille kage?” tilbyder jeg og læner mig over disken. Jeg kysser hende vådt på kinden. Hun nikker så ivrigt, at hendes lange brune hår danser rundt. De lyserøde kager skal Rosa ha’ lov at smage… Lyserød er sådan en kærlighedsfarve. Og jeg føler en masse kærlighed til Rosa. Med min lille hapse-ting, tager jeg kagen fra bakken.  

”Jeg ville bare høre, om du måske ville komme hjem til mig i aften. Der er noget vigtigt jeg skal fortælle dig.” Hun siger det med et usikkert smil.

”Ja, selvfølgelig,” svarer jeg undrende. Hun tager sin kage og går med vrikkende hofter ud af butikken. Så forbandet smuk, altså…

 

Da jeg endelig har fri, føles det som om jeg har stået bag den disk i flere dage. Jeg har pakket alt det overskydende kage ned i poser, som jeg nu bærer rundt på. Georg vil have godt af lidt kage, så jeg retter kursen mod ham.
Det jeg så godt kan lide ved denne by, er at alting er tæt på. Her er så småt, at det ikke tager mere end et par minutter at gå til sine venner eller i supermarkedet. Jeg ringer på døren til Georg og han åbner efter et par sekunder.

”Sikke en overraskelse!” siger han smilende, men gør ikke mine til at lukke mig ind. En ældre dame dukker op bag ham. Hun er i gang med at binde sin badekåbe.

”Hvem er det, Georgimus?” spørger hun, men lukker munden stift sammen, da hun ser mig.

Jeg blinker til Georg, rækker ham en pose med kage og vender rundt på hælen.

”Ses snart!” råber jeg og går ud af opgangen. Han laver damer, gør han! Den gamle køter! Jeg smiler for mig selv og ser op mod solen. Nå, ja… det er faktisk også ret luksus, at solen altid skinner i denne by. Næsten altid, i hvert fald.

 

”Hvad så?” spørger jeg muntert, og træder forbi Elijah. Han ser lidt konfus ud.

”Hannah er her altså,” mumler han og jeg stopper op. Det kan jeg da godt klare… Jeg giver hende et kram, viser min medlidenhed og går igen. Nå ja, og fisker et lille kys fra Elijah. Det gør vel ingen skade. Rosa opdager det alligevel ikke.

”Hej Hannah,” hilser jeg, da jeg kommer ind på Elijahs værelse. Hun sidder i hans seng, med dynen helt op til næsen. Hun ser så lille og skrøbelig ud. I hendes hånd holder hun et krus, fyldt til randen med kakao. Hendes farvede fletninger ser pludseligt ikke så muntre og livlige ud mere.

”Hvordan har du det?” spørger jeg venskabeligt, mens jeg sætter mig ved siden af hende i sengen.

Hun ser blot med tårevædede øjne på mig.
”Jeg kan altså godt give ham Ethan nogle bank,” tilbyder jeg, og et lille grin undslipper Hannah.

”Det var da et sødt tilbud,” svarer hun lavt, så lavt at jeg knapt kan høre hende.
Elijah sætter sig også i sengen, og kigger med et ømt blik på Hannah. Hun smiler modigt til ham.

”Jeg kom egentlig bare for… Øh… Jeg kan ikke huske hvorfor jeg kom,” mumler jeg til sidst og rejser mig.

”Nej, bliv endelig, Aaden,” siger hun.

”Nå, ja! Jeg har kage med!” jubler jeg, og de lyser begge op i smil.

”Så du havde faktisk et formål med dit besøg!” oplyser Elijah. Jeg kysser ham på kinden, og ser hvordan hans ansigt forvandles fra mælkehvidt til ildrødt. Jeg ved godt Hannah er der, men jeg mener… De er bedstevenner, så selvfølgelig ved hun det. Og som jeg havde forventet, tager hun det helt cool.

Jeg går nedenunder og henter en pose med kage. Ude i køkkenet finder jeg Elijahs mor, som ser ret så tvær ud. Alligevel smiler hun til mig, da jeg fortæller om kagen.

”Nu skal jeg finde nogle tallerkener frem,” siger hun og går hen til skabene.

”Må jeg nuppe et stykke?” spørger hun og jeg nikker smilende. Tallerkenerne tager jeg med op. Hannah sidder med hovedet på Elijahs skulder, og i et kort øjeblik mærker jeg et stik af jalousi.

Tænk sig at have en ven, som de to har i hinanden. De har været venner i så mange år… Den bedste ven jeg nogen sinde har haft, var Elizabeth, som jeg var kærester med i et halvt år i min gamle by. Jeg øser kage op på deres tallerkener og de kaster frådende i sig.
”Hun har ikke spist i flere dage,” hvisker Elijah undskyldende til mig.
Hannah sender ham det der: ”jeg sidder lige her, så jeg kan godt høre jer”-blik.

”Hvad er så din undskyldning?” spørger jeg drillende Elijah, som trækker på skulderne.

”Jeg er vel bare deprimeret,” svarer han, og jeg tjatter til ham.

 

På vej hen til Rosa, begynder jeg at undre mig. Hun ville fortælle mig noget vigtigt… Gad vide, hvad det er? Jeg håber ikke det er noget alvorligt. Det er efterhånden blevet mørkt og blæsten er kold, så jeg trækker jakken tættere om mig. Da jeg når Rosas store, hvide hus stopper jeg op. En dyb indånding, og jeg er klar til at banke på.
Jeg håber godt nok ikke, at det har noget med mig og Elijah at gøre.

”Hej sødeste,” siger hun og lukker mig ind. Hendes smil er ikke ægte. Hun ser så sørgmodig ud, at jeg slet ikke kan holde ud at kigge i hendes dybe havblå øjne.

”Kom med op,” mumler hun og jeg tager hendes hånd. Vi sætter os i hendes seng, med det lyserøde sengetæppe. Det er faktisk utrolig grimt, men det nænner jeg ikke at sige til hende.
”Hvad er det så?” spørger jeg ivrigt, og hun ser ned.

”Jeg skal flytte, Aaden.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...