Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9081Visninger
AA

20. Kapitel 19.

Sorg er som en dyrbar skat – den kun vises kun til rigtige venner

Vækkeuret bliver ved med at ringe insisterende. Jeg ligger på maven med puden presset ned over nakken og ørerne. Hvorfor ringer det? Jeg skal alligevel ikke i skole. Jeg vil ikke i skole. I det samme bliver jeg opmærksom på en anden lyd, og jeg rækker i blinde ud efter min mobil. Det er en fællesbesked om, at alle timer indtil 12 er aflyst. Jubi, fire timer ekstra en anden dag … Jeg er total ude af stand til at føle noget som helst. Jeg har det som om at jeg er fuldstændig udtømt fra følelser efter søndag nat og i går.

 

Ethan var med det samme dejset om i en busk, og jeg var løbet, knuget af rædsel, tilbage til huset, hvor jeg ringede Hannahs forældre op. De havde straks hentet mig i bil, og vi kørte tilbage, hvor jeg havde efterladt Ethan, for at få ham til at fortælle, hvad han havde gjort. Han ville dog ikke sige noget om det, og Mr. Flores slog og truede ham. Det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle se. Til sidst efterlod vi ham, og han vaklede hjem. Jeg havde en grim smag i munden, og jeg forestillede mig de værste ting. Jeg ventede hele tiden at finde hende banket ihjel eller sådan noget. Vi ledte i lang tid, det føltes som dage, og vi var alle tre trætte og syge bekymring. Til sidst fandt Mr. Flores hende bevidstløs, og vi kørte til hospitalet. En sygeplejerske kom og snakkede med Hannahs forældre og henviste til et center. Så sagde de, at hun havde slået baghovedet og skulle sys. Jeg havde kvalme, den stærke lugt af hospital gjorde mig en smule svimmel, og jeg rystede over det hele, selvom jeg prøvede at lade være. Der blev ikke rigtig taget notits til mig, før Mrs. Flores tre kvarter efter ankomsten til hospitalet sagde, at jeg nok burde tage hjem, og at hun nok skulle køre.
 

Da jeg kom hjem sov mor og far heldigvis, og jeg listede op i seng, vel vidende, at jeg ville høre for det dagen efter. Resten af natten lå jeg vågen, opfyldt af vrede og sorg. Først da det begyndte at lysne udenfor faldt jeg i søvn. Jeg blev ublidt vækket af mors skingre stemme. Hun ville vide, hvorfor jeg kom så sent hjem. Jeg havde åbnet munden for at svare, men da var det hele kommet væltende tilbage, og jeg mumlede en eller anden forklaring. Mor var stram i ansigtet gået, for derefter at dukke op med et lille apparat, som min endnu ikke vågne hjerne først efter nogle sekunder genkendte som en alkoholtester. Hvis ikke jeg havde haft det så elendigt, ville jeg nok have haft svært ved ikke at grine. Jeg havde fulgt hende med øjnene, mens hun satte mundstykket fast. Jeg åbnede munden for at sige noget, men hun benyttede muligheden til omtrent at stikke den ned i halsen på mig. Bagefter fik jeg lov til at blive hjemme, fordi jeg sagde, at jeg havde det skidt. Så havde jeg sovet til klokken tre, og havde straks derefter ringet til Mrs. Flores der sagde, at jeg ikke kunne komme lige nu, men måske en af de næste dage.

 

Jeg står ud af sengen, ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg hører bilen køre ud af garagen, og skynder mig hen til vinduet, hvor jeg kan se mor sætte sig ind. Gad vide, hvad de skal? Jeg klæder mig på og går nedenunder, hvor jeg finder en seddel fra far og mor, der tog af sted til moster Agnes, der pludselig er blevet syg. Jeg overvældes af en pludselig trang til at sætte mig i et hjørne og græde, ikke fordi Agnes er syg, selvfølgelig, men fordi.. Jeg føler, at det er min skyld. Hvis bare jeg var taget hen til hende i stedet. Eller var gået hende i møde. Et eller andet!
 
Jeg har brug for.. Brug for Aaden.

 

Med rystende hænder finder jeg min mobil frem og trykker Aadens nummer. Han tager den med det samme.

”Hvad så, skatter?”

Jeg prøver at smile, selvom han ikke kan se det, men det bliver kun til en grimasse. Jeg prøver at sige noget, men ordene sætter sig fast i halsen på mig. Jeg rømmer mig. ”Skal du noget nu, i dag?” spørger jeg, og prøver af alt magt at få billederne af Hannah til at forsvinde.

”Beklager, er på vej over til Rosa.”

”Så det er okay mellem jer nu?” spørger jeg, egentlig ligeglad med svaret.

”Jeg er ikke helt sikker,” jeg kan fornemme, at han skærer en grimasse, ”men jeg arbejder på det. Hvad skete der egentlig i går? Du sagde, at der var sket noget med Ha…” Af ren refleks smider jeg telefonen fra mig. Den lander med et dumpt bump på gulvet. Jeg kan ikke tænke. Jeg ville ikke mindes om det, jeg ville.. Jeg sætter mig på gulvet, lænet op ad køkkenskabet, og ser på mobilen, der med Aadens stemme spørger: ”Elijah? Elijah, er du der?” Jeg er ude af stand til at røre mig, ude af stand til at samle telefonen op. Jeg lader panden hvile mod knæene, siger til mig selv, at jeg skal samle telefonen op. Men det kan jeg ikke, det var for meget, at han spurgte ind til det. Nu kan jeg ikke længere lade som om det foregår inde i mit hoved, at det er et mareridt, der stadig sidder fast.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg har siddet her på køkkengulvet. Sikkert ikke mere end et kvarter, selvom det føles sådan. Det ringer på døren, en lang og insisterende kimen. Udenfor står Aaden med et bekymret ansigtsudtryk. Da jeg ser ham, eksploderer et følelseskaos inden i mig, en blanding af lettelse, glæde og.. følelser, der er ret upassende for situationen.
”Hvad skete der?” spørger han bekymret.

Jeg svarer ikke, træder bare til side, så han kan komme ind. ”Jeg troede, at du havde fået et hjertetilfælde eller noget,” siger han en smule anklagende, ”hvorfor svarede du ikke, da jeg ringede igen?”

”Jeg hørte den ikke …” svarer jeg, næppe hørligt, og følger efter ham ud i køkkenet, hvor min telefon stadig ligger på gulvet. I et stykke tid er der ingen af os, der siger noget. Så samler han den op og siger nøgternt: ”Din skærm er smadret.”
Jeg kan ikke lade være med at grine, og han siger, smilende: ”sådan! Nu kan jeg kende dig igen!”
”Undskyld,” svarer jeg, ”det har bare været nogle hårde dage, jeg er ikke..”
”Ikke hvad? Vil du ikke fortælle mig det?”
Min hals har snøret sig sammen, så jeg nikker bare. Jeg vil gerne sige noget, men mit stemmebånd lystrer ikke. Aaden ser bekymret ud og tager mig så i hånden, for at trække mig med op på mit værelse.

 

”Det var i søndags,” begynder jeg, da vi har sat os, ”Hannah havde ringet til mig. Hun sagde, at hun ville komme over, men hun kom aldrig. Efter en time besluttede jeg mig for at gå hende i møde, for hun svarede ikke på sin mobil. Jeg.. På vej hen til busstoppestedet mødte jeg Ethan. Han var.. Han sagde..” Jeg stopper, afbrudt af tårer, der pludselig løber ned ad mine kinder. Aaden siger ikke noget, men han trækker mig ind til sig. Vi sidder sådan i lang tid, jeg græder ikke mere, jeg føler mig bare uendeligt træt. Til sidst vender jeg mig mod ham og ser ind i hans efterhånden velkendte, blå øjne, der betragter mig. Så læner han sig frem for at kysse mig, og da hans ansigt er et par centimeter fra mit, hvisker jeg: ”Ethan voldtog Hannah.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...