Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9095Visninger
AA

19. Kapitel 18.

Efter at mor har ændret personlighed, kan jeg godt tillade mig at skride lidt fra det hele. I fredags tog jeg mor i at spille fodbold med Amal. Hun var selvfølgelig elendig, men bare det at hun gad. Jeg har sovet hos Georg hele weekenden. Hvorfor han gider have mig rendende i hans hjem, forstår jeg ikke. Han bor godt nok alene, og han har ingen billeder af familie hængende. Så måske trænger han bare til selskab. Vi har lavet en masse ting sammen i løbet af weekenden, udover at snakke om mine problemer og Georgs barndom. Jeg vender mig rundt i sofaen, så jeg har øjnene rettet mod fjernsynet. Georg ser et uinteressant program om næbdyr.

”Burde jeg ringe til Elijah?” spørger jeg henkastet og Georg tænker sig om et øjeblik.

”Altså… mest af alt, burde du fortælle Rosa om dig selv. Den biseksuelle del. Som sagt før, hvis hun accepterer dig som du er, så snup hende. Men hvis hun afviser dig, så springer du officielt ud,” forklarer Georg, mens jeg enigt nikker. Et par timer efter Rosa var løbet sin vej og jeg forgæves prøvede at indhente hende, sendte hun en besked.
Af og til tager jeg mobilen op, og læser den: ”Jeg siger det ikke til nogen. Kærlighed.” Det var en utrolig lettende besked at få, men hvad hun mener med ”kærlighed” – det forstår jeg ikke. Elijah må være sønderknust. Han er sådan en type, der får dårlig samvittighed over at stjæle en kage fra mors kagedåse… Så hvordan han har det med, at være årsag til Rosas og mit ødelagte forhold, kan jeg slet ikke forstille mig.

”Inden du tager hjem senere, Aaden, så vil jeg gerne vise dig noget” meddeler Georg og tager et hvæs af sin pibe.

 

”Annabel” siger han, og peger på den grå gravsten. ”Lukas” forsætter han, mens han peger på stenen ved siden af.
”Mine elskede børnebørn kørte lige i døden med deres mor” forklarer han, med hånden på hjertet. Mit ellers så hårde jeg, får lyst til at fælde en tåre. Jeg havde ret… ingen familie.

”Deres mor, min datter, ligger i de ukendtes. Det var hendes ønske, lige fra hun var lille af og lærte om døden, at blive begravet med ukendte mennesker.”

”Havde du en kone?” spørger jeg og studerer gravene nærmere.

”Mary. Hun var en dejlig kvinde,” fortæller han, og dvæler et øjeblik lykkeligt ved minderne. Georg smider en blomst og rejser sig op fra stenene.

”Lad os købe en is,” mumler han, med retning mod udgangen. Tavst går vi, side om side, ud af kirkegården.

”Ha’ det godt knægt,” hilser Georg, før jeg træder ud af døren.

”Jeg kommer snart igen. Med flere problemer, selvfølgelig,” lover jeg, trækker tasken over skulderen og smutter ud i den friske luft. Da jeg vender rundt, kan jeg se Georg stå og kigge efter mig fra køkkenvinduet. Han vinker kort.
Jeg beslutter at ringe til Elijah for at høre hvordan det går. I sneglefart hiver jeg mobilen op ad lommen og taster hans nummer. Efter 3 ring bliver det for meget for mig. Hvad skal jeg sige? Kan jeg bare ringe og lade ham føre ordet? Igen ringer jeg op, og denne gang tøver jeg ikke.

”Elijah” hilser han. Bestemt ikke lige så muntert som normalt.

”Hej Elijah, det er mig. Hvordan går det?” spørger jeg, så muntert som jeg kan.

”Dårligt”

”Jeg er også ked af det der skete… men du skal ikke fortryde noget med mig,” svarer jeg selvsikkert, velvidende at vi snakker om det samme.

”Hvad snakker du om?” svarer han koldt. De føles som en kold hånd, der tager fat i mit hjerte. Er han allerede blevet ligeglad med mig?

”Hør, Aaden… Der er sket noget forfærdeligt med Hannah. Så jeg har ikke tid. Farvel.”
Han lægger på. Så må Rosa være den næste, som jeg prøver.

 

”Er Rosa hjemme?” spørger jeg usikkert, og hendes mor nikker.

”Kom ind, kom ind,” synger hun glad, mens hun tager min jakke fra mig. Hendes mor ved nok ikke noget, så. Men Rosa lovede jo også, at ingen fik noget at vide. Jeg går beslutsomt op ad den knirkende trappe, mens jeg optræder inde i hovedet. Forstiller mig, hvordan jeg tager Rosa i mine arme og hun tilgiver mig med det samme. Det er bare ikke helt det der sker, da jeg åbner døren ind til hendes værelse. Da hun får øje på mig, kaster hun sin vase på mig. Den falder ned på gulvet og smadrer. Glasskårene flyver ud til alle sider, og jeg ser chokeret til.

”Bøsseko!” råber hun vredt til mig. I en hurtig bevægelse, er jeg henne ved hende, med et fast greb i hendes håndled.

”Hør, Rosa. Jeg er ligeså chokeret over mig selv, som du er. Jeg vidste ikke, at jeg var biseksuel før jeg mødte Elijah,” forklarer jeg mig, mens jeg presser hende ind mod mig. Langsomt giver hun efter og knuger sig ind til mig.

”Det var bare chokket,” hikster Rosa, mens tårerne strømmer ned af hendes røde kinder.

”Hvis det havde været pige, så… så var jeg død indvendig, Aaden. Jeg elsker dig jo,” forsætter hun grædende. Jeg tror ikke, at hun har forstået det. Jeg er jo forelsket i Elijah. Ligesom jeg er i hende.

 

Da Rosa er faldet i søvn i mine arme, sender jeg en sms til Elijah. Jeg skriver, at Rosa ved at jeg er til drenge også. Eller, at hun nogenlunde ved det. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke rigtig det er gået op for Rosa, er jeg er seriøs. Jeg ER biseksuel. Medmindre det bare er en fase, som Georg har forslået. Jeg tror, at jeg vil tage en fridag i morgen. Skolen virker så uoverskuelig. Og jeg undrer mig gevaldigt over, hvad der kan være sket med Hannah. Jeg mener, Elijah virkede ret oprevet i telefonen. Måske er der faktisk sket noget alvorligt med Hannah?

 

”Hej med dig, Aaden,” hilser Sina, da jeg kommer hjem igen. ”Mor er underlig. Hun har lavet mad, alle de dage du ikke har været her,” fortæller hun, mens hun ser spionagtigt rundt.
”Hun har endda købt slik til os,” hvisker hun til sidst, før hun hiver mig med ind i stuen. Alle ungerne og mor sidder og ser en film. Hun smiler varmt til mig. Selvfølgelig smiler jeg ikke igen, for hun skal ikke tro, at hun bare kan komme her og lege mor. Selvom jeg tænker sådan, må jeg indrømme, at en følelse af håb bobler inden i mig. Tænk sig, hvis vi faktisk kunne blive en helt normal familie… Tanken er absurd. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...