Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9098Visninger
AA

18. Kapitel 17.

Vi kan ikke nå at kaste os væk fra hinanden. En selvironisk tanke om, at nu er mit liv for alvor forbi, når lige at flagre lidt frem og tilbage inde i mit hoved, inden jeg vender mig om.

Jeg mærker knap lettelsen over, at det ikke er mor, for i det samme bliver den afløst af frygt. Rosa står, allerede farveløs i ansigtet og stirrer på Aaden, der nu har sat sig op. Der er helt, helt stille i rummet, og jeg kan høre hans vejrtrækning, eller måske er det min egen. Rosas øjne er blanke, og jeg koncentrerer mig om den første tåre, der snart vil trille ned ad hendes kind. Med et bryder hun stilheden ved at dreje om på hælen og flygte ud af værelset. Vi lytter begge til hendes løbende fodtrin ned ad trappen og døren, der smækker. Aaden stirrer bare på den åbne dør uden at røre sig. Jeg skubber til ham.

”Forhelvede Aaden, så løb dog efter hende!”

Han vender sig mod mig, hans blå øjne er fulde af fortvivlelse, og jeg bliver pludselig irriteret. Nok fordi, at jeg er så sur på mig selv. Jeg gør et kast med hovedet mod døren, og han rejser sig langsomt og forsvinder ud af værelset. Jeg skynder mig hen til vinduet, hvorfra jeg kan se hele vejen. Rosa løber af sted, det brune hår pisker aggressivt efter hende. Jeg ser efter Aaden, der i det samme springer over vores havelåge og følger hende. Han har næsten indhentet hende, da hun løber om et hjørne, og jeg ikke længere kan se dem. Sukkende smider jeg mig i sengen.

Hvor mange liv har jeg lige ødelagt? Rosa fortjener det ikke, hun har aldrig gjort nogen noget. Og uanset om hun slår op med Aaden eller ej, så er det her et kæmpe brud på hendes tillid, og Aaden vil med garanti have skyldfølelse resten af livet eller noget. Og jeg kan uanset hvad ikke ses med ham mere. Jeg føler mig så alene, som jeg aldrig har gjort før.

 

Hverken Aaden eller Rosa er i skole fredag, men det regnede jeg heller ikke med, at de ville være. Hannah er der heller ikke. Mrs. Watts, der lige har spildt sin kaffe ud over katedret, og nu prøver at tørre det væk med et papirlommetørklæde, lægger slet ikke mærke til, at Ethan laver ansigter og holder tegninger af en ballon med briller og ”Mrs. Watts” skrevet over sig, op. Da hun endelig begynder at undervise, er folk allerede begyndt at sende sedler rundt, og jeg orker slet ikke at tælle hendes fejl.

 

Jeg ser op, da jeg hører lyden af dræberhæle mod gulvet i retning af min plads. Emily står foran mig med top, der nærmest er nedringet til navlen, og et betydningsfuldt blik på mig (nej, man ser ikke særlig betydningsfuld ud med stiletter, nedringet bluse og hotpants). En stank af jordbærtyggegummi og parfume er ved at kvæle mig. Jeg ser spørgende på hende.

”Ved du hvor Aaden er?”

”Han er vel syg,” svarer jeg med en skuldertrækken.

”Åh,” hun ser tænksom ud et øjeblik, men fortsætter så: ”jeg ville ellers have spurgt, om han ville med i biografen.”

Og hvorfor skal jeg vide det? ”Emily, han har allerede en kæreste..” Håber jeg.

”Og? De har vel ikke tænkt sig at blive sammen i lang tid?”

Jeg stirrer på hende. Hvordan kan man være så … Men så alligevel ... Hvis ikke Aaden har klaret det med Rosa, så har hun jo ret.

”Ja okay, fedt svar, tusind tak for hjælpen!” Hun vender rundt og går tilbage til sine veninder i bedste catwalk-stil.


Jeg har allerede fundet mobilen frem og er begyndt at skrive til Aaden, da jeg stopper mig selv. Jeg er nok ikke lige den rette til at spørge, hvordan han har det. 
Jeg ser mod hans tomme plads og ville ønske, at han sad der med de smilende blå øjne. Da jeg er færdig med at pine mig selv går jeg udenfor, hvor jeg ringer Hannah op.

”Hej, hvordan har du det?”

”Det går,” svarer hun hæst – men hun snakker da i det mindste.

”Du har det altså ikke bedre?” sukker jeg.

”Nej, det er noget møg. Det er dødssygt at være hjemme!”

”Skal jeg komme over efter skole?”

”Bare du kunne, men jeg er bange for at smitte dig..”

”Hvad hvis jeg tager gasmaske på eller noget?”

Hun ler. ”Jeg tvivler stærkt på, at du kan finde sådan en!”

”Hvad så med et par flasker desinficeringsmiddel?

”Det er sødt af dig, men nej. Jeg skal nok prøve at blive rask til mandag!”
I det samme ringer klokken. ”Det håber jeg! Det ringer ind nu, vi ses!”

”Vi ses.”

 

Sukkende sætter jeg dvd’en på pause. Hele weekenden har jeg set Lost eller læst, kun afbrudt af måltider. Alligevel har jeg ikke kunnet slippe af med tankerne, der hele tiden spøger. Jeg har ikke haft kontakt med Hannah siden fredag, og heller ikke Aaden, så jeg ved stadig ikke, hvordan det er gået med dem. En del af mig håber, at de har fundet ud af det, også selvom det betyder, at vi ikke længere kan ses, og en anden del er træt af hemmelighedskræmmeri og vil gerne have ham for mig selv.
Pludselig lægger jeg mærke til en gnavende sult, og jeg rejser mig for at gå på jagt i køkkenet. Nedenunder møder jeg mor, der sender mig et misbilligende blik og derefter retter opmærksomheden mod sit strikketøj igen. Hun har stort set ikke sagt noget til mig siden hun opdagede det med tøjet, men for min skyld kan hun blive ved på den måde. Far har bevidst undgået at se på eller snakke til mig overhovedet.
Jeg åbner køleskabet, der er fyldt til randen med kødpålæg, lammesteg og kyllingesalat. Bare for at genere mig garanteret. Jeg smækker lågen i igen og snupper et æble fra frugtskålen. I det samme får jeg en besked.
”Hej, kan jeg komme over? Jeg har noget ret vigtigt at sige,” skriver Hannah.

Jeg skriver hurtigt tilbage: ”Selvfølgelig!”
Glad lægger jeg mobilen fra mig. Endelig er hun rask! Og endelig en mulighed for at få tankerne lidt på afstand.

 

Bekymret spejder jeg ud af vinduet. Det er en time siden, hun skrev, at hun ville tage af sted, og hun svarer ikke på mobilen. Men hun er vel blevet forsinket.
Jeg ser op på uret. Der kørte en bus fra hendes stoppested for fem minutter siden. Jeg tager jakke og sko på for at gå hende i møde. Det er ved at mørknes, og en kold vind går gennem min tynde jakke. Ikke langt fra busstoppestedet får jeg øje på Ethan, der slingrende krydser gaden i retning af mig. Han har tydeligvis fået alt for meget at drikke. Jeg går videre, mens han nærmer sig. Da han er omkring en halv meter fra mig, stopper han, i stedet for at gå videre forbi, op. Han læner sig lidt frem mod mig, og en stærk stank af alkohol rammer mine næsebor. Så hvisker han meget højt: ”Jeg har gjort noget meget dumt,” han kigger sig bagud som for at se, om nogen lytter, ”mod din kæreste.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...