Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9080Visninger
AA

16. Kapitel 15.

Spørgsmålet er ikke hvorfor, eller om man bliver forelsket, men hvad man har tænkt sig at gøre ved det.

 

 

Note til mig selv: Ring aldrig mere Aaden op.
Men altså, det kunne jo ske, at jeg ikke havde skrevet dagens lektier ned. Og at jeg ikke kunne få fat på andre. Muligheden er der. 
Årh, det her er virkelig, virkelig ikke godt. Jeg bliver sindssyg. Hvorfor kunne jeg ikke bare være helt normal? Frustreret sætter jeg mig på sengen. Mit blik bevæger sig hen til det sted, hvor vi sad og spillede kort i går. Det føles så længe siden. Og i dag har han været sammen med Rosa. De har ligget tæt, helt tæt, og de har snakket og kysset og kælet. Og jeg har brugt dagen på at lave lektier.

Mobilen, jeg stadig har i hånden, blinker, og et stød af glæde går gennem min krop. Det er … Hannah. Jeg smider mobilen fra mig, skuffet, men får så den sorteste samvittighed og besvarer hendes besked. Vi skriver lidt frem og tilbage, og til sidst spørger jeg, hvornår hun har tænkt sig at komme i skole igen.

- Savner du mig da? ;-)

- Selvfølgelig, altid! svarer jeg, men tilføjer tavst: Og du skal distrahere mig fra Aaden!

- Lige over. Men min mor siger, at jeg nok ikke kommer i skole de næste par dage … :(

 

Hvorfor mig? Jeg overlever det ikke. Jeg overlever det simpelthen ikke! I frustration kyler jeg en pude mod papirkurven, som vælter. Jeg ruller ud af sengen og går hen for at rejse den. Så sætter jeg puden på plads. Jeg trisser lidt rundt i værelset uden noget formål.
Jeg kunne forberede mig til næste uges gudstjeneste. Gøre rent. Skrive et essay om homoseksualitet. Haha, hvor er jeg vittig.

Jeg går nedenunder, hvor mor sidder i stuen og strikker (hvorfor?) og far læser Kirkebladet.

”Hej skat,” siger mor, og jeg krymper mig, da jeg kommer til at tænke på Aadens indledende bemærkning i telefonen.

”Hej …”

Jeg bliver opmærksom på mor, der sidder med løftede øjenbryn og et spørgende udtryk, og det går op for mig, at jeg det sidste minuts tid har kigget på en ufattelig grim glasvase.

”Ville du sige noget, skat?”

”Nej, skat,” har jeg lyst til at vrænge, men i stedet svarer jeg: ”Jeg har ikke noget at lave.”

”Har du lavet dine lektier?”

”Ja.”

”Hvad med at invitere Hannah herhen? Hvis hun går klokken syv har I et par timer at lege i, og så har du en time til at gøre dig klar til at gå i seng.”

”Hun er syg,” svarer jeg, og undlader at kommentere ”lege”.

”Så kan du forberede dig til gudstjenesten.”

”Det har jeg gjort.. Er der ikke noget spændende, jeg kan lave?”

”Hvad med ham den søde Aaden? Ham med de døde forældre?”

Jeg træder ufrivilligt et skridt tilbage, da hans navn bliver nævnt. Så stikker jeg mor en eller anden undskyldning og går ovenpå, mens jeg både smiler og bliver rød i hovedet (mest det sidste), da jeg tænker på, hvordan det ville have lydt, hvis mor havde spurgt om ”Aaden kunne lege”.

Jeg sætter mig ved skrivebordet og piller ved det mærke, stolen lavede i går. Jeg skulle ikke have opført mig sådan overfor ham. Jeg burde ikke gå så meget op i mine forældre. Men hvordan ændrer man på noget, man har været vant til hele livet?
Jeg trænger til at se Hannah. Jeg går ud på badeværelset og vasker voksen ud af håret, lægger mine sko og voksdåsen i en taske og går nedenunder, hvor jeg til den lukkede stuedør råber: ”Jeg tager over til Hannah, er snart tilbage. Farvel!”

Udenfor udfører jeg min daglige rutine, hvorefter jeg går mod busstoppestedet. På vejen sms’er jeg til Hannah, at jeg kommer over. Mens jeg sidder i bussen stiger mit humør et par grader. Det hele skal nok ordne sig. Jeg ser ud af vinduet, hvor en mørkhåret pige og … Ethan(!) står. Jeg følger dem med blikket, mens vi kører forbi, det ser ud til, at pigen råber af ham. Lige inden de forsvinder ud af mit synsfelt, løfter hun hånden og smækker ham en lussing. Jeg undertrykker et grin. I det samme stopper bussen ved mit stoppested, og jeg får travlt med at komme af i tide.

Mens jeg går mod familien Flores’ hus, glider mine tanker igen tilbage til Aaden. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Det er vel ikke nogen løsning. Men når han bliver træt af mig.. Det bliver endnu værre.
Jeg ser op, og når lige i sidste sekund at springe til side for en surt udseende ældre dame på cykel. Hun løfter truende en knyttet næve af mig, og jeg løber i sikkerhed for tanker og cyklister det sidste stykke hen til huset.

Det er Mrs. Flores, der åbner døren. ”Hej Elijah,” hilser hun, ”hvad laver du her?”

”Jeg ville bare lige se til Hannah,” svarer jeg og tilføjer: ”Jeg skal nok lade være med at blive så længe.”

Jeg stiller skoene i entreen og smutter op på Hannahs værelse med tasken over skulderen. Døren står på klem, og jeg skubber den langsomt op. Hun sidder med ryggen mod tre store puder, hendes lyse hår er forpjusket og hendes øjne matte. På sengebordet står et halvt drukket glas vand, en æske Panodiler, en pakke papirlommetørklæder og en pose halspastiller. I fodenden af hendes seng ligger Ostemis og spinder.

”Hej,” siger jeg lavt. Hun lyser op og smiler, men må krumme sig sammen, da hun overmandes af et voldsomt hosteanfald. Jeg ser bekymret på hende. ”Går det?” Hun stopper med at hoste for at nikke, og begynder så igen. Jeg går hen mod hende, men hun holder en hånd op og peger derefter på en stol et par meter fra hendes seng. Jeg sætter mig, og betragter hende, mens jeg venter på, at hun skal sige noget. Hun peger undskyldende på sin hals.
”Du har mistet stemmen?” Hun nikker. Åh. Hvad så? Skal jeg bare tale, mens hun lytter? Men hvad skal jeg sige?

Det virker pludseligt uendeligt svært at starte samtalen. Det ryster mig en smule. Jeg troede aldrig, at jeg ville komme i en situation, hvor jeg ikke kunne føre en samtale med Hannah. Men altså, det er jo ikke kun fordi, hun ikke kan sige noget. Det er bare mig, der ikke har noget at sige.
”Jeg så Ethan få en lussing af en pige i dag.” Hun løfter mundvigene en smule. Ellers tavshed. Hvad er der galt med mig? Og hende, for den sags skyld. Jeg mener, dengang jeg havde mistet stemmen, kunne vi da sagtens snakke alligevel.

Jeg trækker min mobil op ad lommen og ser, at jeg har fået en besked. Det er en eller anden servicemeddelelse. Med lidt dårlig samvittighed siger jeg:
”Åh, jeg er ked af det, men mor skriver, at jeg skal komme hjem til mad nu..” Hun nikker med et halv-trist smil.
”Måtte jeg låne dvd’erne med hjem, eller skal du selv se dem?” Hun ryster på hovedet skærer en grimasse, som jeg tolker som et tegn på hovedpine. Så peger hun på de to ølkasser, som fjernsynet står på, og jeg går hen og trækker første sæson ud.

”Jeg nøjes bare med en sæson til at starte med..” Jeg vender mig om mod hende. ”Jeg ville gerne give dig et farvelkram, men jeg vil helst ikke smittes (jo jeg vil så!), så vi ses bare, og god bedring!”
Jeg kan ikke helt tolke hendes ansigtsudtryk, men hun ser noget trist ud. Hun løfter hånden til farvel.

Jeg løber fra busstoppestedet med dvd-boksen under armen, til jeg når huset. Den dejligste duft af mad strømmer mig i møde, da jeg åbner døren. Jeg stikker hovedet ud i køkkenet, hvor mor står og laver mad.

”Hej skat,” siger hun og vender sig. Så bliver hun helt, helt stille. Jeg opdager et lille tic under hendes venstre øje, og i det samme slår det mig. Med bange anelser ser jeg ned ad mig selv. Shit.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...