Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9292Visninger
AA

14. Kapitel 13.

I samme øjeblik jeg slår øjnene op, er jeg klar over, at Aaden ligger få meter fra mig på gulvet. Hvis jeg rykker mig en smule, vil jeg kunne se ham. Jeg skælder ud på mig selv i tankerne. Jeg burde slet ikke tænke på ham. Han betyder slet ikke noget for mig. Han er bare en tilfældig klassekammerat.. Jeg burde tænke på Hannah. Det er så synd for hende, at hun er syg igen. Hun så virkelig ikke for godt ud.. Hun så bleg og træt ud, det så ud som om, at selv hendes blå striber var falmet. De striber passer så godt til hendes blå øjne. Blå øjne er pæne. Aaden har blå øjne.

Jeg sætter mig halvt op i sengen og virrer med hovedet. Uret på væggen tikker stille. Klokken er kun kvart i fem. Jeg holder vejret, mens jeg lister ud af sengen og prøver at undgå, at den knirker. Al luften går ud af mig, da jeg ser ham. Under dynen kan jeg ane, hvordan hans brystkasse hæver og sænker sig. Hans lyse hår er pjusket, og han ser yngre og mere følsom ud, end jeg før har set ham. Det trækker i mine læber. Gud, hvor føler jeg mig forkert. Helt seriøst, hvad er der galt med mig? Jeg tager stille tøj på, men orker ikke knappe hele den lange række af dumme knapper, eller stoppe den ned i bukserne. Så sætter jeg mig hen til skrivebordet og finder mit malegrej frem.

 

Aaden begynder at røre på sig i det øjeblik, jeg giver den sidste sky et lyserødt skær. Han strækker sig og åbner øjnene.

”Hvad er klokken?” spørger han.

”Snart halv ni,” svarer jeg.

”Halv ni?!” Han springer op. Jeg tager mig selv i at give ham elevatorblikket. 

”Nej, det var for sjov, bare rolig. Den er kun syv..”

Han sender mig et tvært blik. Så kommer han hen og kigger mig over skulderen. Mit hjerte begynder at spille op til afrikansk trommedans, og jeg sidder musestille, ude af stand til at røre mig. Hvis jeg nu var modig nok …

”Det er flot,” hans stemme er dejlig og søvnig, ”jeg er især vild med.. øhm.. billedets klare, øh..” Han skærer ansigt, og jeg griner.

Han læner sig ind over mig, vores læber mødes og en efterhånden velkendt sitren løber gennem min krop. Så hører jeg pludselig, at nogen er på vej op ad trappen, og jeg trækker mig så hurtigt væk fra Aaden, at kontorstolen flyver ind i mit skrivebord og laver et mærke.

”Skynd dig at få tøj på,” hvæser jeg, mens jeg hurtigt knapper skjorten og stopper den ned i bukserne. Aaden sukker, men trækker alligevel hurtigt i tøjet.

Jeg når lige at tage mine vinduesglasbriller på, inden mor braser ind ad døren.

”I er allerede oppe,” konstaterer hun og smiler til Aaden, ”så er der morgenmad om fem minutter!”

 

Først da jeg kan høre, at hun er på vej ned ad trappen, ser jeg på ham.

”Undskyld,” sukker jeg, ”det er bare..”

Han nikker, men er allerede halvt ude af døren, på vej ud til badeværelset. Inden han forsvinder helt fra min synsvinkel, hører jeg ham mumle ganske lavt:

”Og jeg troede, at jeg havde et anstrengt forhold til min mor.”

Jeg sukker og finder mine kontaktlinser frem.

 

”Folk er jo ikke dumme, Aaden!”

Det er koldt og blæsende, og jeg sender længselsfulde tanker mod solen, der har trukket sig om bag en sky.

 ”Nu er det dig, der er dum.”

”Du synes måske, at det virker helt normalt, at to personer bare begynder at snakke og være sammen?”

Han ser underligt på mig.

”Øh, ja … Det kaldes at få venner, Elijah ...”

”Jeg mener bare … Dit stoppested er først meget længere henne, og Rosa - for lige at nævne et eksempel – står på før dig! Tror du ikke hun synes, at det er bare lidt underligt, at du står på før hende? Og så sidder ved siden af mig?”

Han sukker. Åbner munden for at sige noget, men lukker den så igen. I det samme ankommer bussen, og vi stiger ind. Jeg smutter hurtigt ind på en plads ved siden af en ældre dame. Aaden ser ikke på mig, går bare ned bagerst i bussen.

 

”Hej,” hilser Rosa, da hun står på, og jeg nikker tilbage. Jeg vender mig og ser ned bagerst i bussen, hvor hun planter et kys på Aadens mund. Da hun sætter sig, flyver hans øjne hen til mig et kort sekund, så bliver han igen opmærksom på hende. Hans kæreste. Jeg sukker, og håber halvt om halvt, at Hannah pludselig på magisk vis skulle være blevet rask.

 

Det viser det sig, at hun ikke er. Jeg går et stykke bag Rosa og Aaden, der pjatter og holder i hånden, og jeg føler næsten fysisk smerte ved at se dem. Jeg orker end ikke at skælde ud på mig selv. Jeg er forelsket, og det kan jeg ikke gøre noget ved!

Et par elever ser nysgerrigt på mig.

Sagde jeg det højt? I så fald håber jeg ikke, at Ethan hørte det.

 

Vi fremlægger i engelsk i første time. Vi fik ikke øvet i går, men Aaden klarer det fint. Jeg kan se Rosa, der sidder og leger med sit hår og nærmest lyser af stolthed.

Folk klapper, da vi er færdige, og Rosa får travlt med at læse sin fremlæggelse igennem igen, og har ikke tid til at kigge efter Aaden.

Den næste, der fremlægger, er Ethan. Han gør det så dårligt, at jeg får helt ondt i maven. Jeg håber ikke, at gruppen får fælles karakter. Mrs. Evans, der ser noget stram ud i ansigtet, stopper ham efter cirka 50 sekunder og siger, at han måske skulle vente med resten, til Hannah kommer i skole.

Jeg vil gerne sige noget til Aaden, men i det samme rejser Rosa og Abigail sig og går op til tavlen. De begynder at fremlægge, men hele tiden ser Rosa på Aaden. Mrs. Evans bemærker det også og siger noget om, at det næsten er lige så slemt som at stå med næsen i papiret. En let rødmen breder sig over Rosas kinder og får hende til at se endnu sødere ud. Ikke så sært, at Aaden er faldet for hende.

Gad vide, hvorfor han kan lide mig – burde han ikke være helt opslugt af hende og ikke tænke på andre? Og så lige mig! Gad vide, hvad der foregår i hovedet på ham. Hvor kunne jeg godt bruge Hannah nu! Men så meget …

Irriteret kigger jeg op. En eller andens mobil vibrerer voldsomt og blander sig med Abigails monotone stemme – det er jo ikke til at tænke i den larm.

Jeg skæver til Aaden, der sidder og ser ud til at kede sig bravt. Han møder mit blik og smiler. Jeg prøver at smile igen, men det virker pludselig som en kæmpe anstrengelse at løfte mundvigene. Jeg vender mig væk.

 

Da vi får fri, springer alle op og pakker hurtigt og øvet deres tasker. Snakkende og leende maser de sig ud af døren. Ved siden af mig svinger Aaden sin taske om på ryggen og følger efter Rosa, der er på vej mod døren. Lige inden han forsvinder ud af lokalet, vender han sig og ser spørgende på mig. Langsomt, nærmest modvilligt, begynder jeg at pakke sammen.

 

Vejret udenfor passer perfekt til mit humør. Koldt og blæsende og med en bidende støvregn. Jeg går ned mod bussen, men da jeg ser Aaden og Rosa med tungerne nede i halsen på hinanden, skifter jeg hurtigt retning. Jeg forstår ikke hvordan han bare kan … Men hun er jo trods alt hans kæreste. Men hvorfor er han sammen med mig? Igen stiller jeg mig selv det spørgsmål. Det er til at få ondt i hovedet af – det må være i samme kategori som ”hvad kommer efter universet?”. Sådan nogle ting, som man ikke skal tænke over.

Jeg står lidt og overvejer, om jeg skal købe en blomst til Hannah og tage ud med den. Så kunne jeg også få de dvd’er. Men egentlig har jeg mest lyst til at komme hjem. Jeg ser tilbage mod bussen. Rosa og Aaden har trukket tungerne tilbage, og Aaden møder mit blik. Jeg tror godt at han ved, at jeg så dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...