Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9235Visninger
AA

12. Kapitel 11.

Hjerneskadet

 

Bussen skrumpler af sted. Jeg sidder og piller ved weekendtasken, der ligger på sædet ved siden af mig, og prøver at lade være med at tænke på det, jeg er nødt til at sige i dag.

 Jeg finder min mobil frem og ser på baggrundsbilledet. Bare det at se hendes smilende ansigt får mig til at slappe af. Det skal nok gå.

 

”Hej,” hilser hun og giver mig et kram. ”Det bliver klart vejr i nat, så der er masser af stjerner!” Jeg smiler. Hannah er helt vild med stjerner.

Vi går det lille stykke fra busstoppestedet hen til Hannahs hus, der er fint og hyggeligt – ligesom hendes familie er.

Da jeg har afsat min taske på hendes værelse, spørger jeg, om vi ikke skal gå en lille tur. Det er nu, det skal siges, og selvom jeg virkelig ikke har lyst.. Så skal jeg bare gøre det.

 

Da vi har gået et stykke i tavshed, stopper jeg op og tager en dyb indånding. ”Hannah.. Jeg har noget, jeg skal fortælle dig…”

”Åh Gud!” skriger hun, ”du er gravid! Jeg vidste det! Det var slet ikke menstruationssmerter, vel? Åh nej! Skal du have abort, eller vil du beholde barnet? Åh, Elijah, du skal vide, at jeg støtter dig 100 % i det her!”

Jeg stirrer på hende. Hvad f…?

Hun knækker sammen af grin. ”Undskyld, undskyld, jeg kunne bare ikke lade være,” griner hun, ”åh Gud, dit ansigtsudtryk!”

For jeg ved ikke hvilken gang bliver jeg overrasket over, hvor skør hun kan være. Men det er jo sådan, jeg kan lide hende.

”Nå, hvad var det så, du ville fortælle mig?” spørger hun, da hun har leet ud.

”Jo altså..” begynder jeg og går så i stå. Men så ser jeg ind i hendes varme, velkendte ansigt, og jeg tænker: ”Årh, skide være med det, hun får det at vide før eller siden..” Og så flyver det pludselig ud af mig: ”Jeg er homoseksuel, Hannah.”

Selvom jeg godt vidste, at jeg nok ikke behøvede at bekymre mig, bliver jeg alligevel overrasket over, hvor pænt hun tager det. 

”Hvor er det fedt, Elijah!” siger hun med det samme og krammer mig.

”Så.. du synes ikke det er underligt?”

”Jo, selvfølgelig,” siger hun, ”men det er vel derfor, vi er venner. Fordi vi er underlige!”

Jeg trækker ufrivilligt på smilebåndet. ”Jeg tror nu alligevel, du er den værste!” Hun griner og slår med de blå fletninger, og så går vi videre, som om intet var hændt.

 

Om aftenen er vi flyttet ud i haven med soveposer og puder. Vi sidder op ad den store eg i deres have, og kigger på de mange tusinde – millioner – stjerner, der lyser oppe på himlen. Hannah har for en gang skyld ikke snakket så meget, (men stadig meget), så der har indimellem været pauser, hvor vi hver især har siddet og tænkt på vores. Så har vi småsnakket lidt om de kommende eksamener, og jeg spurgte hende, om hun havde besluttet sig for at blive boende hos sine forældre, når vi eksamenerne var overstået, eller om vi stadig skulle flytte sammen og få 53 katte. (”54,” havde hun svaret, ”Ostemis skal også bo hos os!”)

 

”Du fryser jo!” siger jeg og ser på Hannah, der sidder og ryster.

”H-hvorfor tror du d-det?” svarer hun med klaprende tænder og jeg smiler.

”Kom her, så skal jeg varme dig.” Hun rykker lidt tættere på, og jeg lægger armene om hende. Efterhånden som hun får varmen, kan jeg mærke, at hun slapper af. I et stykke tid sidder vi bare og kigger på stjernerne og har det rart. For en gangs skyld tænker jeg ikke på Aaden, jeg nyder bare at være til stede.

Hannah kigger op på mig, og jeg kan svagt føle hendes varme ånde. Hun betragter mig med et uudgrundeligt blik. Så kan jeg pludselig mærke, hvordan hendes krop nærmest stivner, og hun gør sig fri af mine arme. ”Jeg er ret træt, jeg lægger mig til at sove nu,” siger hun og kryber ned i sin sovepose.

Jeg betragter hende mens hun leger med et græsstrå. ”Hvad tænker du på?”

Hun ser op på mig. Smiler lidt. ”Livet og sådan – småting, du ved.”

Jeg undrer mig lidt over den pludselige forandring ved hende, men undlader at kommentere det. ”Sov godt,” siger jeg bare, og hun gengælder med et taknemmeligt blik. Så lukker hun øjnene.

 

Jeg sidder i lang tid lænet op ad det store træ, mens jeg betragter stjernerne og den sovende Hannah. Så dukker der en sang op i mit hoved, vistnok Hannahs yndlings. Jeg kan kun huske et par linjer. ”Blackbirds singing in the dead of night,” synger jeg prøvende. ”Take these broken wings and learn to fly.” Stilheden sluger mine ord og lader dem falde til jorden. Jeg ser hen på Hannah, der ved første øjekast ser ud, som da hun faldt i søvn. Men så ser jeg alligevel et lillebitte smil om munden på hende. Uden at fjerne blikket fra hende kravler jeg ned i min sovepose, og der ligger jeg så og betragter hende indtil mine øjne glider i.

 

Mandag morgen går jeg ikke glad i skole. For det første kludrede jeg i det til den dumme gudstjeneste i går, og de dumme unger, som var sure over at skulle sidde stille i en hel time, fnisede og lo af mig. For det andet har jeg ikke tænkt så meget på Aaden, hvilket jo burde være godt, men.. Og for det tredje, så puttede mor baconstykker i omeletten her til morgen – hvornår fatter hun, at jeg ikke spiser kød? Jeg har forhelvede været vegetar siden jeg var ni – selv hun burde kunne lære så simpel en ting på otte år!

Da jeg træder ind i klasseværelset, er jeg klar til at hælde det hele ud over Hannah (undtagen det med Aaden – det behøver hun ikke vide endnu), men da jeg kommer hen til hendes bord, ser hun fuldstændig forfærdelig ud – altså, hun ser ikke ud til at have det godt. ”Hvad er der galt?” spørger jeg, ”du ser ikke for godt ud.”

Hun smiler, men det ser en smule anstrengt ud. ”Jeg har bare den styggeste kvalme..”

”Burde du så ikke tage hjem?” spørger jeg bekymret, men hun vifter mig væk.

”Nej nej, det går sikkert over igen. Du ved selv, at vi har brug for så mange af lærernes mere eller mindre vise ord som muligt – der er som sagt eksamener om en måned..”

”Ja, det har du ret i,” svarer jeg. ”Nå, der kommer Mr. Long, jeg må hellere smutte over til min egen plads.”

Jeg finder min bog frem og undgår bevidst at se på Aaden. Faktisk ignorerer jeg ham næsten. Jeg føler mig næsten nøgen, som jeg sidder her, føler, at mine tanker er blottede for omverdenen, og at en eller anden idiot (f.eks. Ethan) når som helst vil begynde at synge ”Aaden og Elijah er kærester”.  Da Mr. Long (der kun er omkring 1,65 og har verdens kedeligste stemme), beder os slå op på side 83, sukker jeg indvendigt. Jeg ved præcis hvilket kapitel det er, og jeg kan det udenad, for jeg gennemgik det for flere uger siden.

”Hey.” Stemmen, der tilhører Aaden, har samme effekt på mig som et virkeligt smukt stykke musik; den får mig til at slappe af, men samtidig får jeg gåsehud over det hele af fryd. ”Må jeg kigge med i din bog? Jeg har vist glemt min derhjemme.”

”Ja, selvfølgelig,” svarer jeg og undertrykker et smil, da jeg ser hjørnet af hans bog stikke op ad hans taske. ”Faktisk må du gerne låne bogen, jeg har læst det her afsnit flere gange.” Han ser på mig med et ansigtsudtryk, jeg ikke kan tyde. Det kunne være måske være hemmelig skuffelse.. Eller måske et ”okay”-agtigt et. 

 

Da læreren er gået, ser jeg op fra de ekstraopgaver, jeg fik af ham. Jeg lægger mærke til, at Ethan ser misbilligende rundt i klassen. Ingen af hans sædvanlige mobbeofre er i skole. Heldigvis for dem. Så falder hans blik på Hannah.

”Nå, Hannah, sker der snart noget mellem dig og Elijah-boy? Vi venter alle spændt!”

”Kæft, Ethan,” siger jeg med det samme.

”Jeg mener bare,” fortsætter han uanfægtet til Hannah, ”at det måske var på tide at komme lidt i gang med det forhold, så andre piger ikke springer på ham i mellemtiden. For det er jo ikke fordi han ser helt værst ud, vel Hannah? Og du heller ikke – I ville kunne blive årets par!”

Hannah stirrer bare ud i luften. Hun ser virkelig dårlig ud.

”Hold nu kæft Ethan, kan du ikke se, at hun ikke har det godt?”

”Årh,” svarer han og slår hænderne sammen, ”I bekymrer jer om hinanden! Hvor sødt!”

”Ethan,” siger jeg advarende.

”I benægter det jo ikke,” smiler han, ”Hannah gør i hvert fald ik…”

I det samme krummer Hannah sig sammen og brækker sig ud over Ethans dyre taske, der ligger på bordet. Jeg skynder mig over til hende. ”Kom, jeg hjælper dig hjem,” mumler jeg, ”du kan godt gå, ikke?” Hun nikker svagt. I baggrunden kan jeg høre Ethan hyle op, men jeg ænser det ikke rigtigt. Jeg tager Hannahs taske over skulderen og hjælper hende op.

”Er der ikke en eller anden, der kan sige til Mrs. Evans, at vi blev nødt til at tage hjem?” Jeg ser rundt i klassen og får øje på Aaden, der har sat sig i et hjørne.

Han nikker. ”Jeg skal nok – kom godt hjem, og god bedring, Hannah.” Flere gentager mumlende, og nogle smiler opmuntrende.

 

”Klæd dig af og gå i seng, så kommer jeg om lidt,” siger jeg, da vi omsider står på hendes værelse. Hun begynder rystende at tage sin jakke af, men da hun samtidig svajer faretruende, griber jeg fat i hende og hjælper hende.

 

”Skal jeg hente andet til dig?” spørger jeg og sætter et glas vand på natbordet. Hun drejer hovedet en millimeter hver vej og lukker øjnene. ”Nå men, så sov godt,” siger jeg og går hen og kysser hende på panden. Jeg kunne ligeså godt have kysset glødende kul, så varm føles hun. Jeg går lidt rundt i værelset og kigger på hende ting. Finder så en bog og bladrer lidt i den. Så falder mit blik på gulvet foran hendes fjernsyn. Jeg sætter bogen på plads igen og går derhen. Det er coveret til en Lost-dvd. Jeg tager det op. En koreansk kvinde pryder forsiden, og der står: ”Volume 6, LOST, episode 21-24”. Jeg sukker. Jeg har ikke rigtig noget valg, har jeg?

 

”Elijah?” Det giver et sæt i mig, og jeg trykker hurtigt pause.

”Hannah! Hende den mærkelige kvinde! Hun har taget babyen! Og The Others kommer! Åh nej dog, hvordan skal det dog nogensinde ende godt?” nærmest råber jeg og vender mig om mod Hannah. Hun ser forfærdelig ud. ”Åh nej, det må du undskylde,” siger jeg bestyrtet og rejser mig. ”Har du det bedre?”

Hun lukker øjnene. Noget siger mig, at hun ikke har det bedre. ”Din tøs,” hvisker hun hæst, ”det er snyd at begynde ved sjette dvd! Og hvad med alt det du sagde? Om at Lost ikke er godt for noget?”

”Okay, du har ret,” svarer jeg smilende, ”jeg tog fejl. Men du fortalte ikke hvor spændende og helt igennem fantastisk det var!”

”Du kan låne alle sæsonerne med hjem, men så skal du også se dem i rigtig rækkefølge.” Hendes stemme er som sandpapir. Glinsende svedperler dækker hendes pande. ”Kan jeg bede om noget vand?”

”Ja, selvfølgelig,” svarer jeg og henter et glas vand ude i køkkenet. Hun drikker grådigt af det. Jeg åbner vinduet og lader den friske luft strømme ind. ”Skal jeg ikke ryste din dyne?” spørger jeg, ”du må være ved at gå til af varme!” Med rystende hænder sætter hun glasset fra sig og lægger sig ned igen. Jeg tolker hendes tavshed som et ja. Jeg tager forsigtigt dynen af hende, og hun strækker benene ud.

Mens jeg ryster hendes dyne ude på altanen, spekulerer jeg på, om jeg burde ringe til hendes forældre. Jeg egner mig i hvert fald ikke som sygeplejerske.

I det samme hører jeg hoveddøren gå op, og jeg skynder mig ned i stuen.

”Elijah! Hvad laver du her? Burde I ikke være i skole?” Hannahs mor, Mrs. Flores, ser overrasket på mig.

”Jo,” svarer jeg, ”men Hannah har vist fået influenza – du må hellere komme med op.”

Mrs. Flores sætter sine bæreposer fra sig og følger mig op til Hannahs værelse.

”Hannah! Er du okay?” Mrs. Flores lægger bekymret hånden på hendes pande. Hannah rykker sig væk fra hendes hånd. ”Du er jo brændende varm, barn!”

Jeg står og ser på og føler mig en smule overflødig, mens Mrs. Flores hjælper Hannah ud af sengen. Så får hun øje på mig. ”Mor,” siger hun, og jeg krymper mig indvendigt ved lyden af hendes tørre stemme, ”kør Elijah hjem. Han er træt.”

”Jeg tager bare bussen,” svarer jeg hurtigt, og hendes mor nikker.

Men Hannah er stædig. ”Gør det nu bare, mor. Se selv, han er dødtræt og han kommer snart til at ligne mig, hvis ikke han får noget søvn!”

Jeg åbner munden for at protestere. Jeg er ikke træt!

Mrs. Flores ser hen på mig og sukker. ”Du har ret. Jeg kører ham hjem.”

 

På vej op af trappen til mit værelse finder jeg min mobil frem. Klokken er kun halv tre, men nu hvor jeg er hjemme igen, føler jeg mig som en zombie. Jeg styrer ind på værelset og flår bukser, strømper og skjorte af, hvorefter jeg smider mig i sengen. Mobilen, som jeg har i hånden vibrerer, og jeg ser, at jeg har fået en sms fra Aaden. ”Hey, jeg kommer over med din taske, hvis du ikke er hjemme stiller jeg den bare udenfor, okay?” Jeg når knap at læse den færdig – og slet ikke tænke over den – før mine øjne glider i, og jeg helt og aldeles overgiver mig til søvnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...