Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9084Visninger
AA

2. Kapitel 1.

 

Acceptér det faktum, at nogle dage er du duen, og andre dage er du statuen.

 

Jeg stirrer ud af den regnvåde busrude. Biler med morgentrætte chauffører suser forbi, og fodgængere med gummistøvler og paraplyer stirrer mut frem for sig, mens de uden at ænse noget, går i hurtigt tempo hen ad gaden. Bussen skramler af sted og giver af og til et lille bump. Jeg flytter blikket, og betragter nu sløvt bussens passagerer. De ser heller ikke for glade ud. Det er jo til at blive helt deprimeret over, faktisk. Bussen sænker farten, og da jeg ser, at vi nærmer os Hannahs stoppested, ånder jeg lettet op. Jeg spejder efter hendes skriggrønne regnfrakke og den flerfarvede paraply, men jeg kan ikke få øje på hende. Ind stiger en lang, ranglet dreng med sort regnfrakke, en lille, tyk pige fra min klasse, som klamrer sig til sin sandwich, og en dreng, jeg genkender fra 10., drivvåd med shorts og t-shirt. Men ingen Hannah. Skuffet synker jeg tilbage i sædet.

 

Da jeg stiger af bussen, er regnen taget til i styrke, og jeg skutter mig og trækker hætten langt ned i panden. Alle eleverne haster hen mod skolens døre under højlydt samtale. Jeg sjokker bare af sted efter dem.

 

Indenfor er der varmt og oplyst, overalt står folk og snakker, mens andre allerede er på vej til klasseværelserne. Jeg henter mine bøger i skabet, og krymper mig indvendig, da nogle piger fra cheerleaderholdet – alle iklædt lårkorte shorts og nederdele (har de lige set vejret?), samt affarvet hår og en maske af makeup – slår en skinger, falsk latter op. Jeg smækker skabslågen og bevæger mig ned mod klasselokalet, hvor jeg inderligt håber, at Hannah er. Hannah er min bedste – og eneste – ven, og jeg trænger virkelig til at snakke med hende. Mor og far, der er meget troende (de er begge præster), brugte morgenen på at skælde mig ud, fordi jeg vovede at spørge, om jeg måtte tage ind til byen til en koncert sammen med Hannah som planlagt på søndag, og så skippe min ugentlige gudstjeneste (jeg havde selvfølgelig tænkt mig at tage den en anden dag), men det ville de slet ikke høre tale om, og hvis de kendte Hannah ret, ville hun ikke foreslå sådan noget, når hun vidste, at jeg havde gudstjeneste. Og ja, man kunne måske sige, at hun burde have lært det, men dette er hendes yndlingsband, der spiller, og det er den sidste koncert, der bliver afholdt i år.

 

Godt nok er mine forældre frygtede af alle under 50, men Hannah plejer at kunne charmere sig ind på alle med sin fantastiske udstråling, høflighed, og generøsitet, så jeg regner med, at hun kan hjælpe med at overtale dem. For selvom jeg ved, at de hader hendes tøjstil, og at hun af og til kan være lidt højtråbende, tror jeg faktisk, at hun er det eneste barn de kan lide. Ja, eneste. Jeg er nemlig ikke helt sikker på, hvor glade de er for mig..

 

I det samme ringer klokken, og langt bag mig kan jeg høre skabsdøre smække og lydene, af elever der spredes. Jeg åbner døren og venter at finde Hannah, men kun Matthew og Elizabeth sidder der som sædvanligt. Jeg synker ned på min stol, slår op i bøgerne, og arrangerer mine noter, så de er lette at finde rundt i. Efterhånden bliver klassen lidt efter lidt fyldt med elever, og i samme øjeblik, de sidste har sat sig, smækker døren op, og Mrs. Watts, vores matematiklærer, vralter hurtigt op til katedret, hvor hun lægger sine bøger.

”Er alle kommet?”, spørger hun og ser plirrende på os gennem brilleglas, der får hendes øjne til at se unaturligt store ud. Ingen gør sig den ulejlighed at svare hende. Mrs. Watts er mørkhåret, bebrillet, og rimelig.. stor. Det eneste, der er sjovt ved hende, er hendes engelske accent, og vi kan bruge et helt frikvarter på at parodiere hende. En af de ting, der virkelig irriterer mig ved hende - og der er en del - er, at hun ikke er særlig.. ja, lad os bare sige, at jeg er glad for, at det er matematik hun underviser i. Jeg har endda altid et lille hæfte, som jeg kan krydse af i, når hun laver en sproglig fejl. Hendes mest udbredte fejl må være, at hun konstant bytter om på ’lægger’ og ’ligger’.

”Godt så, i dag skal vi ikke bruge bøgerne, så hvis I ligger dem væk..” Jeg tager mig til hovedet, kan ikke få mig selv til at sætte en streg allerede. ”Lægger, lægger, lægger,” hvisker jeg ud mellem sammenbidte tænder, mens jeg uden at opdage det læner mig fremad.

Ethans hoved ryger omgående op. ”Lækker? Hvem er det, der er så lækker? Er det Mrs. Watts?” Hele klassen bryder ud i latter. Jeg synker tilbage i stolen. Hvor jeg dog hader den dreng. Mrs. Watts ser bare forvirret ud.

 

Efter timen har jeg sat femten streger i mit hæfte, hvilket klart er en forbedring. Måske lærer hun det helt en dag? Jeg finder engelskbøgerne frem, og i det samme skrider vores klasselærer, Mrs. Evans ind. Jeg kan godt lide Mrs. Evans. Hun er høj, slank, og holder sig utroligt godt af en 50-årig kvinde at være. Og så er hun ekstremt dygtig. Hun ser misbilligende på tavlen, hvor Mrs. Watts, der i et forsøg på at forklare så godt som muligt, har lavet omkring fem sproglige fejl.

”I dag,” siger hun myndigt, ”vil vi få en ny dreng i klassen..” Straks bryder alle ud i forventningsfuld samtale. Mrs. Evans slår i bordet med flad hånd. ”Dette var ikke et diskussionsemne! Hans navn er Aaden, og han kan være her hvert øjeblik det skal være, og jeg forventer selvfølgelig, at I tager godt imod ham.”

Abigail rækker tøvende hånden op. ”Ja, Abigail?”, spørger Mrs. Evans. ”Hvor kommer han fra?” Der er en kort pause, og jeg kan se, at Mrs. Evans overvejer, om hun skal svare, eller bare ignorere det. ”Han kommer fra Vancouver,” siger hun så. En spredt mumlen lyder igen, og Mrs. Evans slår hånden i bordet igen. Da der er blevet stille igen, rækker Emily hånden op. ”Hvordan ser han ud?”, spørger hun fnisende.

Mrs. Evans når ikke andet end at sende hende et dødsblik, for i det samme bliver spørgsmålet besvaret. Ind træder en høj, lyshåret dreng. Jeg mærker et stød i kroppen, da jeg lader blikket løbe over hans muskuløse overarme, kønne ansigt, og selvsikre smil. Så får jeg det pludselig meget, meget dårligt.

 

Resten af dagen sidder jeg som på nåle, for selvfølgelig har Mrs. Evans valgt at placere ham ved siden af mig. Jeg har svært ved at holde blikket fra ham, og jeg kan slet ikke koncentrere mig. Flere gange er jeg ude på toilettet i et forsøg på at kaste op, men kvalmen bliver bare siddende i min mave som en stor, hæslig klump. På et tidspunkt rører han let ved min arm, og berøringen sender et elektrisk stød igennem mig. Jeg kigger op i et par strålende, blå øjne, og hører slet ikke hvad han siger, så betaget er jeg.

”Undskyld,” hvisker jeg - af hensyn til undervisningen – og virrer forvirret med hovedet. Han smiler skævt.

”Jeg spurgte, om du kunne vise mig ned til kantinen, når vi når dertil. Og hjælpe mig med at få fat i mine bøger,” hvisker han tilbage. Jeg mærker rædslen komme krybende, men smiler hurtigt for at dække over det. ”Selvfølgelig.”

 

Da jeg omsider kommer hjem, styrer jeg direkte op på mit værelse, hvor jeg smider mig på sengen. Hvad er der galt med mig? Spisefrikvarteret var som en drøm og som et mareridt, og jeg både ønskede, at det skulle stoppe, og at ikke skulle. Jeg prøver at få styr på mine forvirrede tanker, men det er selvfølgelig helt umuligt. Heldigvis ved jeg lige præcis, hvem der kan få mig på andre tanker.

- Hvorfor var du ikke i skole i dag? ):

Tre sekunder efter blinker min mobil, og Hannah har svaret. 

– Halsbetændelse og feber.. Jeg har haft det hele weekenden. ):

- Hvorfor har du ikke sagt det?, skriver jeg anklagende.

 

Der går lidt tid før hun svarer, så jeg bruger tiden på at hente mig et glas mælk nede i køleskabet. Far sidder i stuen og zapper lidt frem og tilbage med fjernbetjeningen, mens mor er optaget af at læse kirkebladet. Pludselig dukker der et billede af Ian McKellen op. Han er ved at blive interviewet.

”Årh, nu ikke den homo igen! Tænk sig, at han ikke skammer sig! En voksen mand!”, udbryder far. Mor ser op, og hendes ansigt udtrykker den dybeste væmmelse. Mor lider af homofobi. Det samme gør far. På en måde. Han har i hvert fald ikke noget problem med at råbe op om, hvor ubegavede, unaturlige, klamme, osv. homoseksuelle er. Han er stærkt imod vielse af homoseksuelle, og han synes i hvert fald slet ikke, at de må adoptere. Ifølge ham er homoseksuelle blevet straffet af Gud, og derfor skal vi for alt i verden ignorere dem, eller i hvert fald behandle dem som de misfostre de er. Jeg åbner munden for at protestere, men hvis jeg vil gøre mig noget håb om at komme til koncert med Hannah, er det måske ikke det bedste tidspunkt at tage det op på. Apropos Hannah. Hun må have skrevet nu.

Og ganske rigtigt, oppe på mit værelse blinker mobilen lystigt.

- Havde jeg fortalt det, ville du straks være kommet over med ækle Strepsiler, og insisteret på, at jeg skulle ud i haven og trække frisk luft eller sådan noget, og du ville helt sikkert spørge ind til en eller anden opgave, som jeg lykkeligt har glemt, og jeg ville føle mig forpligtet til at lave den. Nej, i stedet har jeg helliget mig fuldstændig til dyner, kamillete, æbleråkost og Lost, og selvom jeg sikkert er syg i længere tid, foretrækker jeg klart min metode. :D

Jeg griner lidt for mig selv. Alle tanker er som blæst ud af hovedet på mig. Hannah er bare den bedste.

- Det var da noget af en beskyldning. ;-) Jeg har dog min tvivl om, hvorvidt Lost kan hjælpe på noget som helst!

- Det er bare fordi, du ikke har set det! Det er verdens bedste serie!

- Jaja, så siger vi det.. Der er for resten kommet en ny dreng i klassen.

- Hvordan er han? Hvad mener han om dyrs rettigheder? Donerer han penge til velgørenhed?

Jeg trækker på smilebåndet. Typisk Hannah at spørge om sådan noget.

- Han er okay, skriver jeg.

- Hvordan ser han ud? Hvordan er han? :D

- Det kan du se i morgen – lov, at du kommer!

- Okay, jaja, kartoffelsuppe og så videre. Vi ses, jeg skal i bad. (:

 

Okay. Det er Aaden også. Helt okay.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...