Forever Young - 1D

Da Veronica finder ud af at hun har kræft, er det eneste hun ønsker, at hun kan nå at se drenge-bandet One Direction inden hun dør. Men kan det også lade sig gøre, når hun er så syg? Vil dem i hendes familie tage afstand, for at gøre tabet lettere? Læs med!

25Likes
15Kommentarer
3004Visninger
AA

4. Kræft?

Jeg bliver vækket af min mor, der siger at vi skal køre om 15 minutter. Christ! De næste 15 minutter vil jeg ikke beskrive for dig, for så ville du ikke kunne følge med, men jeg kan sige at jeg bliver færdig til tiden. Geo og Hay kører med for det er lørdag, og de har fri. Da vi ankommer, bliver jeg ført ind på en stue og et hold læger tjekker mig. Da de er færdige siger de, at de har et resultat om et par timer. Vi sætter os ind i venteværelset og venter på de kommer tilbage, og da de endelig kommer sidder hele familien og ser Stardust på min Macbook. "Vi har kigget på det, og det ser desværre ud til at du har fået modermærkekræft. Du skal i behandling, men vi kan ikke love noget. Det ser ud til at du har haft det i ca en måned, så du skal desværre blive her." siger en af lægerne.

Hele min verden går i sort, lige der hvor han siger de ikke kan love noget. Mine øjne fyldes med tårer, jeg prøver at holde dem tilbage, men det ender med at det strømmer ned ad mine kinder i stride strømme. Alle i min familie sidder og græder, undtagen min far der bare går. Det gør så ondt, at jeg bare løber ud af venteværelset selvom jeg kan høre dem kalde på mig. Det kan også være lige meget, de opgiver mig nok allesammen, som min far gjorde da han gik. Jeg løber bare, jeg ved ikke hvorhen indtil mine ben giver efter og jeg lander på kantstenen på parkeringspladsen. Det styrter ned, men jeg er ligeglad med om jeg bliver syg. Jeg er jo syg. Uhelbredeligt syg. Dødsdømt.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg har siddet der, måske 2 minutter, måske 2 timer. Bare grædt og grædt. Jeg mærker et par tynde arme omkring mig, men jeg kigger ikke op, bliver bare ved med at stirre ned i jorden. "Det skal nok gå, vi forlader dig ikke. Det gør mor, Geo, Irina, Tyra, Sarah og jeg ikke." hvisker Hay beroligende mens hun strøger mig over håret. En varme breder sig indeni da hun siger det. Jeg er ikke alene. Hun nævner ikke far, men jeg er ligeglad. Jeg kigger op, og ser et par fantastiske grønne øjne. Hvor er hun smuk, med det sorte hår og de smaragd-grønne øjne. Jeg misunder hende, jeg indrømmer det. Hun har altid været den smukke, men nu er hun også den med en fremtid. Hun har bare alt, men jeg elsker hende. Jeg krammer hende, og vi går tilbage til venteværelset, hvor en sygeplejerske, mor og Geo venter.

Jeg får tildelt en speciel stue fordi jeg er så ung og ikke har lang tid tilbage. Der er en seng, sengebord, tekøkken, fjernsyn, en sofagruppe, en komode og en dør ind til et rimeligt stor badeværelse. Det er dog alt sammen hvidt og u-personeligt. Hvor jeg dog hader hospitaler! Men det skal nok blive sjovt... Jeg beder mor, Geo og Hay om at tage hjem og så noget søvn, og så kan nogen komme med mine ting i morgen. De krammer mig og går så, jeg er alene. Jeg sætter mig tungt på sengen og kigger rundt. Jeg begynder at planlægge projekt-gør-det-hyggeligt. Jeg spiser min aftensmad på mit værelse, og begynder at pakke mine ting ud. Der går dog ikke lang tid før jeg falder sammen på sengen af gråd. Jeg ligger bare og græder, jeg ved igen ikke hvor længe. Til sidst falder jeg taknemelig i en drømmeløs søvn.

 

Hejsa læser

Bær over med mig, jeg har ikke haft tid til at rette. Husk at favoritte, like og kommenter. Jeg har desperat brug for kritik, og andet en "mere"!

Kys kys true directioner <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...