The music or me? (1D)

Det må være en drøm, eller det vil alle andre piger mene, men for Ella er det et maridt som først lige er ved at begynde, at stå foran ham er kun starten..

Ella er en pige på 18 år, hun lever livet, som alle andre unge i hendes alder gør, eller hun prøver problemet er at hun lever med en arbejdesnakoman af en mor, som behandler Ella som om hun stadig er 8 år gammel.
Lige indtil den mystiske fyr kontakter hende, og hjælper Ella til at komme videre i livet.
Hvad vil ske? Mødes de en dag? Bliver Ella helt vild med ham?.. Find ud af det.

9Likes
11Kommentarer
1962Visninger
AA

14. Kapitel 14

Jeg overreagere lige nu, mit blod pumpede i hele min rystende krop! Jeg prøvede at fokusere men det kunne jeg simpelhen ikke. Tror det eller ej... Min far.. "Grunden til min oprindelse"... Sad på en stol foran mig, det var overhovedet ikke til at fatte, ingenting af det som var sket i mit liv det sidste par dage var til at forstå..

Jeg måtte sige noget.. Gøre bare et eller andet..

"Undskyld men hvad skylder jeg æren" sagde "min far". Han kigger på mig som om jeg var dum, men på en sød måde. Men jeg forstår han godt jeg er helt blank. Jeg aner slet ikke hvad jeg skal sige, jeg er dødsdømt, dette møde er dødsdømt!!

Han rømmer sig og kigger lidt irriteret på mig. Denne gang reagere jeg.

"Jeg er Ella Longo. Dit kød og blod. Bedre kendt som "din datter". Jeg mente endelig ikke noget ondt, men det sprang ligesom bare ud af munden på mig uden jeg på nogen måde fik tænkt det igennem inden det blev sagt i åben forum.

Han kigger underligt på mig.. Forvirret. Men så smiler han!

"Ej jeg kunne slet ikke genkende dig, men nu or jeg rigtigt kigger på dig. Ligner du din mor op af dage den gang hun var ung!" Der er aldrig nogle som har fortalt mig at jeg ligner mig min mor, og jeg aldrig troet at jeg skulle høre min egen far sige til til MIG!

"Undskyld. Jeg er helt overrasket udelukkende på en god måde, jeg har tænkt utrolig meget på dig og din mor skal du vide Ella, der gå ikke en dag hvor i ikke er mine tanker, men tag endelig plads"

han rejser sig halvt op og peger på en stol som står overfor ham på den anden side af hans mega store skrivebord. Jeg sætter mig forsigtigt ned. Jeg er overrasket over at han er så positiv over at se mig, jeg havde endelig regnet med at han ikke vil have noget med mig at gøre. Men det er typisk negative mig!

" Jeg ved ikke hvad jeg skal sige!?" Siger han og kigger på mig. "Du må have nogle spørgsmål, ting du gerne vil vide omkring det hele, om mig og min beslutning."

Det var faktisk derfor jeg var kommet, det var jo ligesom grunden til hele turen. Jeg vil vide HVORFOR? Jeg vil vide mere omkring hvem manden bag navnet Sam Anderson var? hvem var min far? Hvorfor har han aldrig taget kontakt til mig på en eller anden måde?

"Det har jeg endelig, det er derfor jeg er kommet! Men jeg ved ikke hvor jeg skal begynde..." Jeg blev afbrudt af ham. "Jeg forstår  hvis du synes det her er svært, underligt og akavet. Men jeg lover at jeg vil svarer på alle de spørgsmål du har Ella, hvis jeg kan, du skal vide at det betyder utroligt meget for mig at du er kommet." Han smiler stort og kigger interesseret på mig.

Han har små smilehuller ligesom mig, hans brune øjne minder om mine. Det overrasker mig lidt, jeg havde faktisk indprintet i mit hovedet at jeg overhovedet ikke kunne minde om min far. Hvorfor ved jeg ikke, men når din far ikke er en del af dit liv får du udtænkt utrolig mange ting omkring dårlige ting ved din far, ting som gør at du bliver  overbevist om at det bedre at have et liv uden ham. Men jeg er nået til eg punkt i mit liv, hvor jeg har behov for at få eller finde svar for at kunne komme videre med mit liv. For at kunne finde ud af hvem jeg i virkeligheden er.

Med disse svar kan jeg måske bedre finde min plads i verden og det kan hjælpe mig til at finde du af hvad jeg vil med mit liv.

"Mor ved ikke at jeg er her, hun tog på forretningsrejse i nogle dage, men hun plejer at ringe for at meddele at det tager længere tid og jeg besluttede at jeg vil udnytte det til at tage her til og opsøge dig. Fordi jeg har brug for svar. Har du nogle ide om hvor  svært det er hele tiden at se lykkelige familier alle vegne. Det er ikke ligefrem fordi at forholdet til mor er godt, vi kan ikke rigtig eniges."

Igen jeg skal altså tænke inden jeg taler. Men på den anden sige jeg kunne jo ligeså godt starte ud med at fortælle ham sandheden, måske hjælper det ham til at være ærlig overfor mig.

"Det er jeg utrolig ked af at hører, men jeg er bange for at jeg ikke kan gøre noget ved det. Jeg synes heller ikke at det er en god ide at du er her uden din mors tilladelse. Jeg vil ikke skabe problemer for dig."

"Du vil ikke skabe problemer, hvad regner du selv med. Min venner beskylder mig for ikke at kunne nyde noget og have det sjovt. Jeg ser et skinnende æble, jeg tror det er forgiftet. Jeg møder en fyr, jeg venter på at han skal forlade mig. Det er lidt svært at have tillid til nogle når den eneste af dine to person som betyder mest for dig, beslutter at forlade dig og aldrig vender tilbage."

Han får mig bare lige pludselig til at tænde total af, han burde bare vide hvor meget ham har ødelagt mit liv ved at forlade mig og min mor, al den smerte som han har været skyld i.

Jeg kan ikke klare det her, jeg er ikke klar til at tale med ham. Jeg er i tvivl om jeg noglesinde bliver det. Alle de dårlige dage i mit liv, alle de dage hvor jeg allerhelst vil ligge i min seng og bare hade mit liv. Det et faktisk i bund og grund hans skyld. Fordi jeg ikke kender ham, kender jeg ikke mig selv, og hvordan kan en person leve et normalt liv uden ag vide hvem hun er.

Jeg rejser mg op og går ud af kontoret. Han kalder på mig, men jeg reagere ikke, vender mig ikke om. Jeg går bare afsted ud i verden.

"Ella kom tilbage vi bliver nød til a snakke om de her"

Det er det sidste jeg hører inde elevator døren lukker foran mig.

Jeg reagere på blik lyden som signalere at jeg er på den ønskede etage. Jeg skynder mig ud af elevatoren og jeg ender med at kaste mig i armene  på Sofie og jeg begynde at græde med det samme. Hun får hjulpet mig ud i bilen.

Da vi sidder i bilen, kigger jeg endelig rigtigt på hende.

"Jeg kunne ikke klare det Sofie, jeg var positiv til at starte med, men så siger han ligepludselig at han ikke vil være skyld i at jeg får problemer med min mor får at have taget kontakt med ham. Problemet er at han få til at lyde som om at det er det eneste problem han er skyld i. Han har ødelagt mit liv, han er skyld i at jeg ikke aner hvem jeg er og hvad jeg vil med mit liv."

jeg begynder igen og græde, alt imens Sofie bare gynger mig frem og tilbage, stille og roligt i hendes arme. Kører vi ud af vejen efter endnu en mislykket mission i Ella Longos liv.........

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...