It's not okay

Justin og Klarie er kærester. I første kapitel er Justin i gang med en koncert, hvor Klarie er med, men hun forsviner pludselig. Hun har en meget stor ting at fortælle Justin, men det er utrolig svært for hende.

1Likes
1Kommentarer
662Visninger
AA

1. It's not okay

Vi stod udenfor scenen, Justins skulle til at på. Han tog mine hænder. "Klarie, kig på mig" sagde han med hans blide og varme stemme. Jeg kiggede på ham med tårefyldte øjne. "Jeg ved godt at jeg bruger meget tid på koncerter og min karriere .. jeg lover dig at bruge mere tid med dig efter touren. Det her den sidste koncert." Jeg nikkede og lod nogle tårer glide ned af mine kinder. Han kærtegnede min ene kind med hans hånd, og gav mig et blidt kys på munden. "Justin, du skal på scenen" sagde en mand, og gav ham mikrofonen. Han vinkede til mig, og gik ud på scenen. Jeg stod bare der, og kiggede tomt ud i luften. Han begyndte at synge, og jeg kunne høre alle hans fans skrige og råbe.  Jeg gik ind i hans omklædningsrum. Jeg vidste han ville komme derind inden den sidste sang. Jeg tog den krøllede seddel op af min lomme, og lagde den ovenpå hans taske. Jeg kiggede kort ud på scenen, og gik så ned mellem publikum aller bagerst. Jeg skulle se hans reaktion. "Jeg har en sidste sang til jer, men i må lige vente 5 minutter!" sagde Justin, og gik så  ud bag scenen. Ind i sit omklædningsrum. Han kom derind, og fandt den krøllede seddel. Han læste den højt for sig selv. "Undskyld Justin. Det er for sent. Beklager." Han forstod det ikke. Hvem fra den seddel fra? Og hvorfor sagde personen undskyld? Han betragtede sedlen lidt, og kunne nu se hvis håndskrift det var. Klaries. "Du skal på scenen igen, Justin" sagde en mand. "Jeg .. jeg må finde Klarie" sagde han, og stirrede tomt ud i lommen. "Ikke nu! Der er 10.000 fans derude der venter på dig. Ud på scenen!" sagde manden og skubbede Justin ud på scenen. Jeg betragtede ham. Hans tomme blik. Han stod bare der og vidste ikke hvad han skulle gøre. Som om han var i sin egen verden. Lige indtil nogle fans råbte og skreg. Han begyndte at synge, og man kunne se hans blik lede efter mig ud over publikum. Så godt kendte han mig alligevel.  Jeg gik bare hen mod døren. Døren ud. Døren til frihed. Men nu fik Justin øje på mig. "Klarie" hviskede han, dog så højt at nogle fans og jeg spærrede øjnene op. Men jeg forsatte ud af døren. "Klarie!" råbte Justin, og hans fans råbte og skreg. Nogle var bange, nogle misundelige og nogle ville have ham tilbage på scenen. Justin løb over mod døren, og ud. Jeg løb hen af gaden, mod nogle lejligheder. Men Justin var hurtig. Jeg smuttede om bag en bygning. "Klarie!" råbte Justin, "hvor er du?" Jeg svarede ham ikke. Tårene pressede på. Det var så svært .. det gjorde så ondt. Jeg gispede efter efter vejret. Pludselig stod Justin foran mig. "Klarie" sagde han lavt, og tog mine hænder. Jeg gled langsomt ned af muren, ned på den våde og kolde asfalt. Han satte sig ved siden af mig, lagde armene om mig og trak mig ind til sig. "Undskyld jeg ikke har brugt tid på dig .. " sagde han. "Justin, det .. det er ikke det. " sagde jeg lavt. "Hvad så? Hvad er der galt?" spurgte han, og holdte mig bare tæt ind til sig. "Du må love at du støtter mig i det her .. jeg er så bange. " sagde jeg. "Selvfølgelig, jeg vil altid støtte dig .. hvad er det? " spurgte han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...