It's not okay

Justin og Klarie er kærester. I første kapitel er Justin i gang med en koncert, hvor Klarie er med, men hun forsviner pludselig. Hun har en meget stor ting at fortælle Justin, men det er utrolig svært for hende.

1Likes
1Kommentarer
669Visninger
AA

2. Broken

Jeg kiggede op på ham. "Jeg .. du ved at jeg har døjet med lidt sygdom og sådan på det sidste, og jeg var til lægen i går .. " sagde jeg, og kiggede ned igen. "De undersøgte mig, og .. jeg har .. " jeg knækkede sammen. Tårene strømmede ud, og Justin pressede mig ind mod hans varme krop. "Det er okay, Klarie. Du kan godt fortælle det. Hvad er det?" spurgte han, og strøg mig over håret. "Jeg har kræft .. i lungerne. " sagde jeg med en grådfyldt stemme. "Kræft? Men .. nej .. " sagde han, med et tomt blik. Jeg kiggede på hans brune øjne, som nu var tårefyldte. "Det kan ikke passe. De må gøre noget ved det! Nej .. Hvorfor er du ikke på hospitalet? " spurgte han. "Det er jeg .. jeg fik lov til at komme og se din koncert. Vil du køre mig derop igen? " spurgte jeg. Han kiggede på mig. "Selvfølgelig ... " sagde han med en tom stemme. 

 

Lidt efter lå jeg igen i hospitals sengen. Med sprøjter og det hele. Justin sad ved siden af og holdte min hånd. Hans øjne var våde og tomme. "Justin, det gør så ondt .. " sagde jeg stille. "Jeg ved det" sagde han, "det hele skal nok blive okay, det lover jeg!" sagde han. Jeg kunne se på ham at han var bange. "Jus, lad være .. du skal ikke sige at det bliver okay, for det gør det ikke. Der er intet at gøre ved det. " sagde jeg og kiggede på ham. Næste morgen vågnede jeg, ved Justins kys. Han havde siddet der ved siden af mig hele natten. Jeg smilte stille, og kiggede på ham. "Jus, jeg har tænkt på noget igennem natten .. " sagde jeg. "Hvad? " spurgte han, og nussede min hånd.  Jeg kunne mærke tårene presse sig på igen. "Jeg vil ud af behandlingen .. det gør så ondt. Jeg vil leve mine sidste dage uden smerte... Jeg vil ikke ligge her i et år med smerter. Så heller tre dage uden. " Jeg kiggede på ham, og kunne se at han blev bange, og lidt sur. "Nej Klarie, det .. det skal nok blive godt igen. Du må ikke sige farvel nu. Jeg kan ikke leve uden dig. " sagde han med en grådfyldt stemme. "Justin, det gør så ondt .. " sagde jeg, med tårene løbende ned af kinderne. "Lad mig nu bare leve mine sidste dage uden smerte. Han lod et par tåre glide ned af hans kinder. "Er du sikker?" spurgte han. Jeg nikkede. Han rejste sig og gik ud efter en læge.  Mrs. Smith kom ind. Jeg kiggede på hende. "Mrs. Smith, vil du ikke nok lade mig leve de sidste dage uden smerte? Det gør så ondt. " sagde jeg.  "Du er godt klar over at så vil du måske kun have .. tre dage tilbage? " spurgte hun. Jeg nikkede, og lod hende fjerne mine slanger og det hele. Da hun var gået, kom Justin over til mig. Han kyssede mig i panden. "Det skal nok blive okay. " sagde han. "Justin, stop nu .. jeg ved at det ikke bliver okay, så lad være med at sige det. " sagde jeg, og så på ham.  Samme aften faldt vi igen i søvn på samme måde, og vågnede også sådan næste morgen. Solen væltede ind igennem de store vinduer. "Justin? Vil du ikke tage mig med udenfor? Jeg vil så gerne se solen .... for sidste gang. " sagde jeg. Han nikkede bare, og løftede mig op, ind i elevatoren. Vi kørte ned, og Justin vidste godt at det gjorde mig dårlig, så han holdte mig bare tæt ind til sig. Da vi kom ud, satte han mig ned på græsset og lagde et stort tæppe rundt om mig, nu hvor jeg ikke længere selv havde noget hud til at varme min krop. Jeg var skind og ben. Han satte sig bag mig, så jeg kunne ligge op af ham. Græsset kilede mod mine ben. Det var længe siden jeg havde følt græsset og varmen og hørt fuglene synge. Vi kiggede på hinanden, og vores læber mødtes i et blidt kys. Justin nussede mig over håret, og kyssede mig igen på munden. Og lige i dette øjeblik - dette fantastiske øjeblik. Min krop gik i kramper. Jeg krympede mig sammen, og kunne ikke længere få luften ned i lungerne. Jeg kunne høre Justin råbe mit navn et sted langt væk, og mærke hans arme omkring mig. Jeg gispede efter vejret, mens jeg kunne mærke at Justin løftede mig og løb ind på stuen. Jeg kunne høre hans stemme meget svagt, kalde efter lægerne. Jeg havde stadig vejrtræknings problemer da lægen kom ind, og min krop gjorde mere ondt end nogensinde før. Mrs. Smith kiggede ulykkeligt på mig. "Jeg er bange for ... " sagde hun, men jeg afbrød hende. "Det er slut nu, ikke?" sagde jeg. Mrs. Smith nikkede og så meget ulykkelig ud. "Jeg ringer til din familie, så hurtigt jeg kan. Det lover jeg. " Jeg nikkede bare. "Mrs. Smith, giv mig morfin .. det gør så ondt. " Jeg kunne se Justin sidde og græde på en stol, mens Mrs. Smith gav mig en masse morfin. Da hun gik ud for at ringe, kom Justin over til mig.  Han tog min hånd, og kiggede på mig. "Det skal nok blive okay" sagde han, mens tårene løb ned af kinderne på ham. Jeg nikkede. Nu troede jeg faktisk på at det skulle blive okay. Smerterne var ikke slemme mere, men jeg vidste at det var slut nu.  Jeg måtte fortælle ham hvor meget jeg elsker ham. Hvor lykkelig han gør mig. Jeg ville ikke dø i fortrydelse.  "Justin, jeg elsker dig .. " sagde jeg. "Jeg elsker også dig" sagde han og kyssede min hånd. "Nej Jus, sådan virkelig elsker .. du betyder alt for mig. " sagde jeg mens jeg græd. "Det er også sådan jeg mener det. Jeg elsker dig virkelig, og du har altid været min eneste ene. " sagde han, også grædende. Jeg kunne se min familie komme løbende, men tårene løbende ned af kinderne. "Klarie.." sagde min mor, og kyssede mig på panden. De stod alle om mig. "Jeg elsker jer alle sammen" sagde jeg. "Vi elsker også dig .. for evigt. " sagde de. "Jus? Husk at .. du skal finde dig en ny pige. Du skal ikke stoppe din karriere for det her. Gå ud og gør mig stolt, og lev videre. Og husk at fortælle din nye kæreste, at hun er så heldig som man overhovedet kan være. Lov mig det." sagde jeg med en hæs og svag stemme. "Det lover jeg" sagde han. Det hele blev sort. Lige i sidste øjeblik hørte jeg Justins stemme i mit øre: "Jeg elsker dig. For evigt og altid. " sagde han.

                                                                                    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...