Hate Me?

(Okay, nu prøver jeg altså! Jeg skriver en historie om lesbiske! Hvis den kommer til at være virkelig ring, så undskyld!)
Violet og hendes tvilling Viggi flytter til en ny by, en by helt der ude hvor kragerne tænker 'hvad pokker laver jeg her ude?'. Viggi, som er en pige som snakker hele tiden, falder hurtigt til, men det er ikke lige så nemt for Violet, som er fuldkommen sin tvillings modsætning. Især da Viggi begynder at invitere en flok piger med hjem, næsten hver dag. I blandt dem er der den glade, smule drengede pige, Jane. Pludselig opdager Violet noget som slet ikke hjælper hendes fremtid i byen. Hun er lesbisk. Og ikke bare lesbisk, men også forelsket i sin sidekammerat, OG søsters bedste veninde. Kan det nogensinde gå? Især når skolens lækre dreng begynder at sende Violet øjne?

7Likes
5Kommentarer
1238Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Det var ret uhyggeligt at blive sat af foran skolen. Vores far mumlede et kort farvel, inden han kørte videre. Man kunne virkelig mærke at han ikke ønskede os. Men det var der jo ikke noget gøre ved, eftersom mor var død. Bare tanken om det gjorde mig helt trist.

"Kom så Vi." sagde Viggi, og lagde en arm omkring mig. Hun begyndte at skubbe mig frem mod skolen. Mest af alt havde jeg lyst til at dreje om på hælene og løbe så hurtigt som mine sko ville være med til. Men jeg ville med garanti ikke komme særlig langt, da Viggi både løb hurtigere end mig, og var mere atletisk. Og hvis jeg endelig skulle, ved et mirakel, slippe fra hende, ville folk bare glo MERE på mig i morgen. Så jeg lod bare min søster trække mig ind i skolen.

Så snart vi trådte ind af døren, kunne jeg mærke folks blik på os. Men det virkede ikke som om Viggi lagde mærke til det. I stedet gik hun bare hen til nærmeste person, og prikkede ham på skulderen. Han vendte sig om mod os.

"Jamen dav dav. Hvor er skolens kontor? Jeg har ingen anelse." sagde Viggi ligeud, som havde de været venner altid. Han trak også på smilebåndet, mens han lod sit blik glide op og ned af hende.

Vi var enæggede tvillinger. Vores ansigt var ens, vores øjne havde den samme dybbrune farve, og vores højde var ens. Den eneste forskel på os var vores hår. Mit hår var brunt og krøllede irriterende, mens Viggis var kulsort, med et skær af lilla når det kom i et bestemt lys, og var tykt og glat.

Viggi havde en kasket trykket ned over sit hår, og havde slået hætten på sin hættetrøje op over. Hendes cowboybukser var løse, og hendes sko store. Og selvom hun lignede en der troede hun var sej, bar hun det på en måde så man ikke kunne være i tvivl. Hun troede ikke hun var sej. Hun VAR sej. En af de der piger som hellere være med i en slåskamp, end at se på. Og det der med makeup, jeg havde aldrig set hende bruge noget. Uanset hvad vi skulle. Og det var ikke fordi vi ikke havde råd til det. Faktisk var vi ret rige, og det var sikkert derfor var træt af at have os boende. Fordi han arbejde hele tiden, så vi ville alligevel ikke se meget til ham.

"Ja da. Kom med." sagde han, og begyndte at gå i en retning. Viggi tog fat i mit håndled og trak mig med sig før vi kom længere. I hendes anden hånd var hendes skateboard.

"Jeg er forresten Jay. Og i er?" spurgte drengen.

"Jeg hedder Viggi, og det her er min tvilling Violet." sagde Viggi, og nikkede over mod mig, som bare gik fuldkommen stille ved hendes side. Jeg var ikke glad for det, uanset hvor venlig Jay var. Jeg lod mit blik glide over ham. Man kunne ikke sige han var lækker. Hvis man lige så bort fra hans grønne øjne, så var der intet over ham som virkede tiltrækkende. Men han var da venlig.

"Det er her." sagde Jay og stoppede op foran en dør.

"Tak for det. Vi ses!" sagde Viggi og bankede på døren, mens Jay forsvandt endnu en gang. Vi kunne svagt høre et svar igennem døren, så Viggi skubbede den op. Hvad pokker havde jeg dog gjort uden hende? Jeg var ved at tisse i bukserne bare ved at stå FORAN døren.

"Goddag. Det er os, Viggi og Violet. Stikker du os lige vores skema, så smutter vi igen." sagde Viggi ligeud. De fleste ville tro hun var næsvis, men sammen med hendes smil, kunne ikke en gang den sureste lærer blive vred. Endnu en ting Viggi havde, jeg ikke havde. Charme.

"Selvfølgelig. Her. I skal gå i samme klasse." sagde inspektøren, og en sten faldt fra mit hjerte. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle have overlevet hvis jeg ikke var kommet i klasse med hende.

"Tak tak. Yo!" sagde Viggi, viftede med to fingre, og gik så ud, med mig lige i hælene. Hun gik straks af sted for at finde vores klasselokale. I det mindste havde vi da fået et kort med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...