Torn ~ Justin Bieber

Katie er navnet på en pige, som har lukket sig inde lige siden hun var 14. Hun bor i den store by London, og har altid boet dér. Før Katie valgte, at sætte en facade op, så var hun bedste venner med det store idol Justin Bieber. Men hvad nu, hvis hendes forældre tror det hjælper, hvis hun bliver sendt til en anden familie? En familie, hvor hendes gamle bedste ven, Justin Bieber bor? Er det muligt, at knække Katies hårde og kolde facade? Selv hvis man er Justin Bieber, Katies gamle bedste ven?

33Likes
19Kommentarer
3083Visninger
AA

2. Justin, again?

Jeg kiggede koldt på dem. Mine forældre kiggede bekymret og overrasket på mig, da min reaktion nok havde vist sig, at overraske dem. De havde nok regnet med, at jeg ville flippe ud, men nej. "Nå." sagde jeg koldt og hårdt. "Katie, luk os nu ind." sukkede min far, da jeg bare kiggede udtrykløst på dem. Mit højre øjenbryn løftede sig kort, "Nej." svarede jeg. Min opmærksomhed rettede sig mod min mor, da jeg kunne hører hende hulke. Jeg vidste, at jeg var skyld i det. Jeg havde drænet dem alle sammen for god energi, fordi jeg ikke gav noget positivt. "Katie, gå op og pak dine ting." sagde min mor efter nogle få minutter, hvor jeg bare sad og stirrede på dem. Det ragede mig ikke, at de sendte mig over til en anden familie. Jeg rejste mig og gik med hurtige skridt op til mit værelse. Mit værelse var meget tomt, da jeg ikke lavede særlig meget hjemme. Det jeg mest gjorde var, at drikke og cutte. Mine forældre havde aldrig betrådt mit værelse, da de vidste at jeg ikke vil give dem lov. Det jeg havde på mit værelse var knive, barberblade, flasker, en kuffert, en seng, en mobil oplader og et skrivebord. Ja, så selvfølgelig en garderobe også. Jeg tog min kuffert, gik mod mit garderobe skab, og begyndte at pakke. 

"Så." mumlede jeg, da jeg endelig havde pakket mine ting. Jeg greb min kuffert, gik ned til indgangen og tog mine sko på. "Er du klar?" spurgte min mor og sendte mig et stort smil. Jeg nikkede kort, tog min jakke i hånden og kufferten i den anden. Med store lange skridt, gik jeg  ud i bilen og satte mig. Kort efter sad min mor ved rettet, gav mig et stort smil og tændte bilen. "Jeg har valgt, at kører dig derover." sagde hun for at afbryde tavsheden. "Okay." sagde jeg bare og blev ved med at kigge ud af bilvinduet. Tingene fløj forbi mig og jeg kunne pludselig hører min mor sukke, igen. 

"Så, nu er vi her, sk.." sagde hun med stoppede sig selv, da jeg havde fortalt hende, at jeg ikke gad have de kaldte mig skat. "Tak. Farvel." sagde jeg hårdt, steg ud af bilen og greb min kuffert. Stedet så ubekendt ud. Jeg kiggede forvirret rundt, da der ikke kun var et hus, men istedet 34 nok. "Kom." sagde min mor, og ledte mig over til et stort hvidt hus. Huset virkede bekendt, dog kun en lille smule. Jeg tøvede lidt, før jeg bankede med små hurtige slag på døren. Min mor havde stillet sig ved siden a mig. Og af en eller anden grund, så fandt jeg det meget irriterende. Håndtaget blev hevet ned i, og mit hjerte begyndte at pumpe derud af. Andrelinen kørte rundt. Nu var det nu, at jeg skulle se min nye familie. Underligt nok, så blev jeg nervøs. Det tog en evighed, før døren åbnede sig, syntes jeg. Et gisp kom over mine læber, da jeg med ét kunne genkende personen. De brune øjne, leverpostej-agtige farvet hår og kendte smil. Et smil, som jeg kendte alt for godt. "Hej!" sagde min mor venligt til ham. Jeg kiggede irriteret på min mor, da jeg hadede når mennesker var over venlige, og det var min mor! "Hej, i to! Kom i bare ind." sagde drengen og flyttede sig, så vi kunne komme ind. Jeg blev stædigt stående, da jeg simpelthen ikke ville ind og bo hos ham. Ham, ja, det var så det store idol Justin Bieber. En dreng, som jeg ikke kunne fordrage! Han var så glad, hyper og så irriterende at hører på. "Hej, Katie!" sagde Justin og trak mig ind i et stort kram. Jeg kunne mærke skuffelsen, som havde lagt sig over ham, da jeg ikke krammede med. Han gav mig et skuffet blik, men kom så frem med sit store smil i næste sekund. "Kom, nu skal jeg tage din kuffert!" sagde han med et alt for glad toneleje. Jeg fnøs, ham tage min kuffert? Aldrig. "Jeg kan godt selv tage min kuffert." svarede jeg koldt, "Jeg har faktisk arme til at trække den." tilføjede jeg. Han kiggede overrasket på mig, mens jeg gik forbi ham med en kold skulder. Åh nej, her skulle jeg bo? Det ville aldrig gå. Jeg satte kurs op mod værelset, da jeg allerede vidste, hvor gæsteværelset lå. Jeg kunne svagt huske, hvordan huset så ud og hvor rumende var. Jeg begyndte at pakke mit tøj ud, dernæst min lader, som jeg satte i en stikkontakt. Værelset havde et stort vindue, en terrasse og var pyntet med nogle malerier på den hvide væg. Jeg lagde mig sukkende på den store dobbeltseng og kiggede op i loftet. "Katie?" var der en spydig stemme som mumlede. "Hvad fanden vil du mig?" sagde jeg hårdt og mindst ligeså spydigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...