En Vampyrs Blodbånd *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2012
  • Status: Færdig
Aitana blev forvandlet til en vampyr ,og ender derefter med at bo hos sin skaber. Men hun hader sit nye liv, og det eneste hun vil er at komme væk. Væk fra sit nye liv og sin skaber. Men hun kan ikke flygte eller kan hun? Fløg Aitana i sin kamp mod sin skaber, sig selv og sit nye liv.
______________________________________________________________________________

Jeg snøftede og gemte mit hoved ind mod hans bryst. ”Jeg vil ikke slå ihjel. Du må ikke bede mig om at slå ihjel.” Han prøvede at få mig til at drikke ”rigtigt blod”. Han prøvede at få mig til at slå ihjel, men jeg ville ikke.
”Jeg ringer til Samuel i morgen.” Sagde han efter lang tids tøven. Dette fremkaldte et hysterisk anfald fra min side. Jeg skreg og slog ham i brystet, mens jeg tiggede ham om at lade vær. Men han låste min hænder fast, mens han tyssede på mig. Jeg lod mig falde grædende ind mod ham.
Ikke Samuel, tænkte jeg, mens Jonathan strøg mig over ryggen.

59Likes
86Kommentarer
5496Visninger
AA

12. You Can't Run Or Hide

Jeg nåede først i vandet. Vandet gennemblødte mine bukser, inden jeg sprang på hovedet i vandet. Jeg kom hurtigt op til overfladen igen og åbnede øjnene. Lucas’ tøj var vådt og klæbede til hans muskuløse overkrop, og jeg fik den fornemmelse af at jeg burde kigge væk. Men det gjorde jeg ikke. For hans øjne fangede mine og han smilede. Han strøg sit hår væk fra sin pande, og gik frem mod mig. ”Hvorfor lukker du øjnene under vand?”

”Fordi jeg ikke gider at få vand i øjnene.” Kunne han ikke regne det ud?

”Jamen, så kan du jo ikke se noget.”

”Det kan jeg jo ikke alligevel.” Sagde jeg en smule forvirret. Jeg forstod ikke helt hvad han mente.

Han gik hen til mig. ”Jo du kan. Du… prøv at se undervandet.”

Jeg så spørgende på ham, og forstod stadig ikke helt hvad han mente. Kunne jeg se under vand? Jeg dykkede langsomt ned med lukket øjne. Vandet omsluttede mig og bølgede blidt omkring mig. Vandet gjorde mig rolig, og jeg bevægede mig langsomt. Så åbnede jeg tøvende øjnene. Det var ufatteligt. Vandet der ellers virkede mørkt, var så klart og der var så mange farver. Der var blå farver i forskellige nuancer. Jeg bevægede mig længere ud, indtil jeg mistede fodfæstet, og det føltes som om jeg svævede. Der var sten og planter på bunden, og det var som at se en underjordisk skov.

Det hele var så klart, som havde jeg været i dagslys på land. De mørke farver var klare og overvældende. Jeg vendte hovedet under vand, da Lucas dykkede ned ved siden af mig. Hans ansigt var tydeligt og vandet omsluttede hele hans væsen. Han smilede og tog nogle svømmetag, der gjorde at han fløj gennem vandet. Jeg tog også et par og vi svømmede sammen. Ingen af os behøvede luft. Søbunden var fuld af liv, og jeg betragtede de fisk der svømmede hurtigt forbi os. Jeg fik hver eneste detalje af hver eneste fisk. Deres farver strålede nærmest i vandet, og jeg kunne ikke lade vær med at beundre dem. Lucas tog min hånd og vi svømmede sammen.

Da vores hoveder brød gennem vandoverfladen, kiggede jeg på ham. ”Det var vidunderligt. De farver… de var så klart… det var… utroligt.” Det kunne ikke beskrives med ord. Fornemmelsen af at svæve gennem vandet, mens planterne bevægede sig roligt under os og at fiskene svømmede forbi os. Det var utroligt.

”Ja, det er en fantastisk oplevelse hver gang.”  Sagde han og betragtede mig. Hans øjne skinnede og hans smukke smil varmede mig,

Jeg svømmede langsomt hen til ham og smilede. Jeg var glad for at være sammen med ham. Han gjorde mig glad. Måske kunne jeg blive sammen med ham. Måske behøvede jeg aldrig at tage tilbage til Jonathan. Jeg kunne leve sammen med Lucas. Vi kunne have det godt sammen. Jeg smilede ved tanken og så på Lucas. Jeg blev nød til at indse det, som jeg desværre også havde frygtet. Jeg var forelsket i Lucas.

”Tak, tak fordi du viste mig det her.”

Han svømmede tætter på mig og tog min hånd. Han hev mig ind mod bredden, så vi kunne få fodfæste. ”Du skal ikke takke. Jeg synes du skulle opleve nogle af de gode ting ved at være vampyr.”

Han hev mig tættere på sig, og det kriblede i hele min krop. Havde mit hjerte slået, ville det sidde helt oppe i min hals nu.  Han var så tæt på mig. Han strøg mit våde hår væk fra mit ansigt, og tog så mit ansigt mellem sine hænder. Jeg ønskede at han ville kysse mig. Jeg ville så gerne kysse ham. Jeg ønskede at stå i hans arme. Fornemmelsen af hans hænder mod mit ansigt, brændte sig vej gennem min krop.

”Jeg hader at være vampyr.” Hviskede jeg stille. Han så ømt på mig, og der var forståelse i hans ansigt.

”Jeg ved det godt, derfor skal du vide, at jeg vil hjælpe dig lige meget hvad.”

Jeg tøvede ikke. Hans ord betød mere end jeg kunne beskrive. Jeg slog armene om ham, og kyssede ham på munden. Han stivnede af overraskelse, men så gengældte han kysset. Han slap mit ansigt, og lod sine hænder glide ned på mine hofter. Hans læber var bløde og varme, og jeg kyssede ham desperat. Vi stod helt tæt, og jeg kunne mærke hans våde tøj mod mit. Jeg ved ikke hvor lang tid vi stod i en hed omfavnelse, men til sidst trak han sig en smule væk. Jeg vidste at hans ansigt var en spejling af mit. Hans øjne strålede af glæde og han smilede over hele ansigtet. Jeg følte en vidunderlig varme i hele min krop, og jeg ønskede kun at være nær ham.

Det skete uden varsel. Jeg kunne høre et skrig i mit hoved. Der var en der skreg af vrede og raseri. Det var ulideligt. Jeg tog mig skrigene til hovedet, og ænsede ikke da Lucas bar mig ind på land. Mit hoved var ved at eksplodere, og jeg skreg af smerte. Lucas lænede sig ind over min sprællende krop, og jeg klemte øjnene i. Jeg skreg og mine skrig blev et ekko af skrigene i mit hoved. Jeg kunne ikke tænke, jeg kunne ikke få vejret. Smerten var forfærdelig. Et uendeligt mørke lagde sig over mig, og jeg blev suget ind i det.

Der var mørkt. Kulsort. Jeg vidste ikke hvor jeg var, men jeg kunne høre et rasende skrig. Skrigene var ikke længere inde i mit hoved. Jeg befandt mig på en landevej, og der var nogen længere fremme. Jeg bevægede mig uroligt frem mod dem, og jeg kunne se en skikkelse på jorden. Det var en mand. Han lå på knæ med hovedet i sine hænder. Han var holdt op med at skrige. Der stod tre andre om ham og den ene løftede hovedet. Jeg stivnede af skræk. Det var Samuel. Han var let at genkende og han så lige på mig. Men så kiggede han på manden på jorden, som om han slet ikke havde set mig. Som om jeg slet ikke var der. Jeg vovede mig frem.

”Jeg mister hende.” Lød en hæs og halvkvalt stemme, fra manden på jorden. Det var som om jeg blev til is. Jeg frøs på stedet. Jeg genkendte den stemme. Jeg ville altid genkende den stemme. Jonathan. Hans krop rystede, mens han jamrede på jorden.

”Jonathan, rejs dig op. Hvad sker der?” Spurgte Samuel. De to andre vampyrer bevægede sig ikke. Den ene var en kvinde og den anden var en manden, men jeg kendte dem ikke.

”Båndet…” Jamrede han. ”Jeg kunne mærke det. Det… det er ved at forsvinde. Hun har fundet et anden… jeg mister hende.”

Jeg kunne tro det jeg hørte. Smerten i hans stemme var tydelig og skar i mig. Jeg kunne ikke bære at se Jonathan sådan. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gik frem mod ham, med et ønske om at trøste ham. Da jeg ville ligge en hånd på hans skulder, gik den lige igennem og jeg skreg. Jeg fløj tilbage af chok og overraskelse. Jonathan havde ikke mærket noget, men han havde rejst sig op.

”Jeg kan ikke miste hende.” Tårerne trillede ned over hans ansigt. Jeg havde aldrig set Jonathan græde før, og at se ham græde nu chokerede mig.

”Jonathan… måske er der en anden der tager sig af hende. Hvis der er en anden der tager sig af hende, så er hun jo ikke til fare for Vampyrernes Højeste Råd. Så vil der ikke ske hende noget.” Sagde Samuel blidt.

Men Jonathan vendte sig rasende om, og skreg Samuel lige op i hovedet. ”Jeg er skide ligeglad, men det fucking lorte råd! Jeg vil have hende tilbage! Fatter du det! Hun er min, og jeg vil have hende tilbage!”

Samuel sagde ikke noget, og Jonathan vendte sig om. Han tog et par dybe vejrtrækninger. ”Jeg ved hvor hun er. Det er ikke så langt herfra.”

Jeg kunne ikke bevæge mig. Min hjerne kunne ikke registrere det han lige havde sagt. Mørket kom og hev mig tilbage til bevidstheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...