En Vampyrs Blodbånd *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2012
  • Status: Færdig
Aitana blev forvandlet til en vampyr ,og ender derefter med at bo hos sin skaber. Men hun hader sit nye liv, og det eneste hun vil er at komme væk. Væk fra sit nye liv og sin skaber. Men hun kan ikke flygte eller kan hun? Fløg Aitana i sin kamp mod sin skaber, sig selv og sit nye liv.
______________________________________________________________________________

Jeg snøftede og gemte mit hoved ind mod hans bryst. ”Jeg vil ikke slå ihjel. Du må ikke bede mig om at slå ihjel.” Han prøvede at få mig til at drikke ”rigtigt blod”. Han prøvede at få mig til at slå ihjel, men jeg ville ikke.
”Jeg ringer til Samuel i morgen.” Sagde han efter lang tids tøven. Dette fremkaldte et hysterisk anfald fra min side. Jeg skreg og slog ham i brystet, mens jeg tiggede ham om at lade vær. Men han låste min hænder fast, mens han tyssede på mig. Jeg lod mig falde grædende ind mod ham.
Ikke Samuel, tænkte jeg, mens Jonathan strøg mig over ryggen.

59Likes
86Kommentarer
5491Visninger
AA

4. When Are You Normal?

Jeg bevægede mig nedenunder og lyttede. Jeg kunne høre at Jonathan og Samuel havde sænket stemmer. Det irriterede mig en smule. Jeg træk vejret dybt og begav mig ind i stuen. Jeg stod i døråbningen, klar til at løbe væk. Samuel vendte sit blik mod mig og smilede. Men jeg gengældte ikke hans smil.

”Hej Aitana, hvordan går det?” Spurgte han venligt.

”Helt fint.” Sagde jeg bare, mens jeg ønskede at han ville gå.

”Når… jeg høre ellers at du har problemer med at ville indtage føde.” Jeg sagde ikke noget. Jeg havde mest af alt lyst til at gemme mig i kælderen. Samuel gik frem mod mig og jeg veg tilbage. Han tog hænderne op foran sig, i en beroligende gestus.

”Ingen grund til at være bange.” Sagde han med sin rolige stemme.

Jeg stoppede op og så bedende hen på Jonathan. Han gengælde roligt mit blik, og jeg vidste at jeg ikke kunne hente hjælp der.

”Du bliver nød til at drikke. Du er en vampyr nu. Du kan ikke leve af det blod din skaber giver dig. Du kan ikke blive ved med at leve af donorblod, det styrker dig ikke på samme måde. Du må vende dig til at drikke fra mennesker. Desuden så behøver du ikke at slå ihjel.”

”Jamen, det kræver kontrol og at man lære at stoppe i tide.” Sagde jeg med bange anelser.

”Selvfølgelig gør det det. Men en dag vil du lære det.” Sagde Samuel rolig.

”Men jeg vil ikke slå ihjel!” Råbte jeg vredt. Hvorfor kunne de ikke fatte det?

Samuel sukkede og så hen på Jonathan. Derefter lavede han et lille nik med hovedet, og Jonathan forsvandt et kort øjeblik. Da han kom tilbage, havde han noget over skulderen, som han smed på gulvet. Jeg stivende og så at det var et menneske. En menneskepige som var bevidstløs. Åh nej! De ville have mig til at drikke nu! De ville have mig til at slå ihjel!

Jeg kunne dufte pigen og jeg ville have hende. Jeg ville drikke hendes blod. Min trang efter blod skræmte mig. Jeg bakkede bag ud, indtil jeg stod helt op ad væggen. Det prikkede i mine tænder, og jeg kunne mærke mine hugtænder blive længere. Jeg måtte holde vejret. Jeg kunne næsten ikke styre mig. Jonathan bevægede sig frem mod pige, og satte sig på hug ved siden af hende. Han lænede sig ned mod hendes hals.

Jeg opfattede ikke en gang, at jeg bevægede mig. Det ene øjeblik stod jeg helt op ad væggen, det næsten havde jeg kastet mig frem mod Jonathan, og væltet ham ned på gulvet. Jeg vidste bare, at hvis han bed pigen og blodet flød, så ville jeg ikke kunne styre mig.

Jeg hvæsede vredt af Jonathan og så ham i øjnene. Han tog fat om min hals med en kraft det kunne have kvalt mig. Så begyndte en vidunderlig duft at brede sig i rummet. Så dejlig. Så sød. Så frisk. Det fik mine hugtænder til at gøre ondt og fik hele min krop til længes efter den dejlige duft. Men jeg vidste hvad den duft betød. Jeg vendte hovedet og så at Samuel sad på hug ved pigen, med blodet løbende fra hans mundvig.  Pigen blødte fra halsen. Jeg rejste mig op som i trance. Det duftede så vidunderligt. Jeg havde brug for det. Jonathan lagde en hånd på min skulder.

”Jeg vi-il ik-ke.” Stammede jeg, mens mit blik fokuserede på pigens hals.

”Jo du vil.” Hviskede han i mit øre. ”Drik. Du har brug for det.” Men jeg rystede på hovedet og han snerrede irriteret.

”Du ved at du ikke kan holde dig tilbage meget længere, og jeg lader dig ikke forlade dette rum, før du har drukket! Og som din skaber, forlanger jeg at du skal drikke!”

Det var ikke særlig tit at han brugte skaberbåndet. Jeg var bundet til ham og han var min skaber. Jeg var nød til at adlyde ham. Hver eneste del af mig ønskede at adlyde ham. Jeg kunne nærmest smage blodet. Jeg satte mig ved siden af pigen og uden en tanke, bed jeg hende i halsen.

Det smagte så godt. Det fyldte mig ud. Jeg kunne lide det. Lide smagen, kraften og styrken. Jeg ville bare drikke hendes blod. Det var ikke Jonathans indflydelse, der gjorde at jeg kunne lide det. Nej, det var mig selv. Jeg kunne lide det.

Blodet slap op og jeg rejste mig. Glad, mættet og med en brusende følelse i min krop. Indtil jeg så pigens livløse krop. Jeg havde slået hende ihjel.

”NEJ!” Skreg jeg. Min indre kamp begyndte. En del af mig ville have mere blod, og kunne lide det jeg havde gjort. Mens en anden del af mig, havde lyst til at slå på noget. Skrige, fordi det jeg havde gjort var forkert.

Jonathan lagde sine stærke arme om mig, og jeg begyndte at kæmpe voldsomt. Jeg skreg, hvæsede og bed efter ham. Men selvom jeg lige havde drukket, var han stadig stærkere end mig. Gråden sad i halsen, mens jeg kæmpede mod ham. Jonathan skubbede mig op mod væggen, og lagde al sin vægt ind mod mig.

”Det er okay. Det er helt i orden. Der er ikke noget galt i det du har gjort.” Sagde han og kærtegnede mit ansigt. Men det var løgn. Jeg synes det var forkert.

Samuel var dissideret chokeret over min reaktion. ”Det må jeg sige… det er længe siden jeg har set en reager så voldsomt. Holde så godt fast i sin menneskelighed.” Han rynkede bekymret panden, da han gik hen mod mig.

”Aitana, det er ikke normal. Selv ikke for en vampyr. Ynglingevampyrer har det altid svært, men de pleger at have svært med kontrol. Du holder fast i dit gamle menneske jeg, og du bliver nød til at give slip. Du er ikke et menneske længere.” Jeg hørte ham, men svarede ikke. Jeg hulkede. Hvorfor måtte jeg ikke have drålig samvittighed? Hvorfor skulle jeg slå ihjel? Hvorfor måtte jeg ikke ønske at jeg var et menneske?

”Jonathan, det her kan blive et problem. Jeg har set ynglingevampyrer som hende før. De sker ikke tit at de er på denne måde, men det sker nu og da. Jeg har mødt fem der holdte fast i sin menneskelighed, ligesom Aitana. To af dem begik selvmord, tre af dem kunne man ikke styre. De blev en trussel for Rådet. Det her er et ikke godt.”

Jeg græd, mens Jonathan og Samuel diskuterede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...