En Vampyrs Blodbånd *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2012
  • Status: Færdig
Aitana blev forvandlet til en vampyr ,og ender derefter med at bo hos sin skaber. Men hun hader sit nye liv, og det eneste hun vil er at komme væk. Væk fra sit nye liv og sin skaber. Men hun kan ikke flygte eller kan hun? Fløg Aitana i sin kamp mod sin skaber, sig selv og sit nye liv.
______________________________________________________________________________

Jeg snøftede og gemte mit hoved ind mod hans bryst. ”Jeg vil ikke slå ihjel. Du må ikke bede mig om at slå ihjel.” Han prøvede at få mig til at drikke ”rigtigt blod”. Han prøvede at få mig til at slå ihjel, men jeg ville ikke.
”Jeg ringer til Samuel i morgen.” Sagde han efter lang tids tøven. Dette fremkaldte et hysterisk anfald fra min side. Jeg skreg og slog ham i brystet, mens jeg tiggede ham om at lade vær. Men han låste min hænder fast, mens han tyssede på mig. Jeg lod mig falde grædende ind mod ham.
Ikke Samuel, tænkte jeg, mens Jonathan strøg mig over ryggen.

59Likes
86Kommentarer
5372Visninger
AA

8. Was It Really Worth All Of This?

Jeg så mig om i det store hus. Der var en mindre indgangs hall og to store døre på hver siden af mig, derudover var der en trappe der førte ovenpå. Lucas førte mig ind af døren til venstre for mig. Det viste sig at være en stor stue, der så en anelse gammeldags ud, hvis man ikke kiggede på det store fladskærms TV. Der var en pejs og en sofa, plus lænestole og et sofa bord. Der var også billeder på væggene og nogle reoler med bøger. Her var i hvert fald rummeligt.

”Bare sæt dig ned.” Sagde Lucas med et smil. Han tog sin jakke af og satte sig i sofaen. Jeg så tøvende rundt. Jeg var ikke helt tryg ved Lucas, derfor satte jeg mig i en lænestol, så langt væk fra Lucas som muligt.

Det fik ham til at grine. Han smilede og hans øjne glimtede. ”Er du bange for mig?”

”Nej.” Løj jeg. ”Jeg ved bare ikke hvad du vil mig, eller hvorfor du tilbød at hjælpe mig.”

Lucas lænede sig frem, så hans albuer hvilede på hans knæ. ”Tja… du virker ikke særlig tryg ved din skaber.”

Jeg så ned. Det var sandt. Jeg var afhængig af ham, fordi han havde skabt mig. Men en del af mig hadede ham og var bange for ham. Især fordi jeg var stukket af. ”Jeg er bare træt af at være afhængig af ham, og at han prøver at lave om på mig. Desuden så stak jeg af… jeg kan ikke forstille mig at han er særlig glad.”

Lucas smilede og lænede sig tilbage i sofaen. ”Det er ikke nemt at være en ny vampyr.”

Jeg sukkede stille. Det havde han så sandelig ret i. Jeg var træt af at være en vampyr. Jeg var træt af at vær hjælpeløs. Jeg ville ikke være som alle andre, når det ikke var sådan jeg var. Jeg vil være mig selv.

”Hvorfor kan jeg blive trussel for Vampyrernes Højeste Råd?” Jeg forstod det ikke helt. Jeg kunne ikke se mig selv som farlig for andre end mennesker.

”Du er så menneskelig, at du måske kunne finde på at gøre noget dumt, fordi du bliver drevet til vanvid af dine instinkter. Der er andre vampyrer, som har haft de ligesom dig. De har begået selvmord, gjort oprør og vist sig sit sande jeg for menneskerne. Derfor kunne du blive en trussel.”

Jeg sukkede og så ned på mine hænder. Jeg ville ikke skabe problemer, jeg ville bare gerne være i fred. Jeg ville så gerne være normal. Desuden så kunne jeg ikke forstille mig, at jeg skulle starte et oprør. Sådan noget var ikke mig. Og begå selvmord? Nej, jeg var for bange for at dø. Vise mit sande jeg for menneskerne? Okay, det kunne ikke udelukkes.

Jeg lænede mig tilbage i stolen og sukkede. ”Hvor kender du Samuel fra?” Jeg så hen på Lucas. Han så faktisk godt ud. Nu da vi var alene, og jeg slappede af, lagde jeg mere mærke til ham. Han så faktisk slet ikke skræmmende ud. Han så ret almindelig ud, altså vampyralmindelig.

”Åh, vi har været venner længe. Jeg er ældre end ham, og jeg mødte ham for et par hundrede år siden.” Sagde han med et smil.

Jeg var dog ved at tabe underkæben. Ældre en Samuel? Så måtte Lucas være oldgammel. Samuel var ældre end Jonathan, og jeg synes at Jonathan var gammel. Jeg sank. Bare Samuel ikke fandt mig, for han ville helt klart fortælle det videre til Jonathan.

”Du fortæller ikke nogen af dem hvor jeg er, vel?” Jeg så bedende på ham, og håbede på at han ikke ville sige noget.

Han lagde hovedet på skrå og studerede mig så intens, at det fik mig til at se væk. Jeg var ikke vand til at folk så sådan på mig. ”Lad os lave en aftale. Du bliver her lidt, og så fortæller jeg ikke nogen noget.”

Jeg så på ham. Hvorfor ville han have mig her? Det virkede ikke helt rigtig. Der stak noget under. ”Hvorfor?”

Han trak på skuldrene og smilede. ”Nygerrighed. Jeg vil gerne lære dig at kende.”

Jeg overvejede det. Det kunne måske være en god ting at blive her. Her virkede ikke så slemt, og han virkede faktisk ret venlig. Hans øjne vare klare og fulde af liv. Tja, det var bedre end at vende hjem til Jonathan. Jeg krympede mig ved tanken om Jonathan. Jeg vidste godt hvor vred han kunne blive.

”Okay, det er en aftale.” Lucas sprang op med et smil.

”Godt.” Han gik hen til en hylde, hvor der stod et musikanlæg. Hvad fanden havde han gang i? Han vendte ryggen til mig, og lidt efter lød der en rolig melodi. Melodien var smuk, og Lucas vendte sig mod mig. Han så på mig med et hemmelighedsfuldt smil. Jeg havde lyst til at gå væk fra ham, men jeg blev siddende. Han gik hen til mig og så… bukkede han.

Han bukkede elegant og et kort øjeblik kunne jeg ikke se hans øjne. Derefter rettede han sig op og rakte en hånd frem. ”Må jeg få denne dans?”

”Hvad?” Han overrumplede mig fuldstændig. Det var ikke lige det jeg havde regnet med. Jeg så nervøst på hans hånd og tøvede. Hvad var han ude på? Hvis der var noget jeg havde lært, så var det at man aldrig skulle stole på en vampyr.

Selv ikke sådan en charmerende og smuk vampyr som Lucas. Men på den anden side, så var det ikke så smart at fornærme ham. Jeg bed mig i læben og tog lade min hånd i hans. Hans hånd var blød og han lukkede sin hånd om min. Han trak mig op og stå, og hev mig med ud på gulvet, hvor der ikke var nogle møbler.

Oh no where did all the years go

And was it really worth all of this

Heartache that was handed to me

Lucas snurrede mig rundt I takt til den stille musik. Jeg endte med at stå tæt ind til ham. Han smilede. Det smil, det kunne få en hver pige til at falde om. Han havde sikkert brugt det smil, til at charmer flere piger end jeg kunne tælle. Jeg snurrede rundt om mig selv, og da jeg stoppede stod han lige der. Få centimeter fra mig. Han lagde hænderne på mine hofter. Det fint mig til at rødme og jeg så ned i gulvet.

Alle de vampyrmænd. Fuck, de kunne charmere uldet af får, hvis de havde lyst. Jeg trak vejret dybt. Jeg burde ikke stå så tæt på ham. Jeg burde trække mig væk, men jeg var en idiot og gjorde det ikke.

Jeg mærkede en finger under mig hage, og så blev min hage løftet op, så jeg så Lucas i øjnene ”Du skal ikke være genert, vi danser jo bare.” Sagde han mildt.

Skulle jeg ikke være genert? Han stod så tæt på mig, og han havde hænderne på mine hofter. Han lænede sig ned mod mig og hviskede mig i øret. ”Bare lyt til musikken.”

Jeg trak vejret dybt og gjorde som han sagde. Jeg lukkede øjnene og lyttede til musikken.

So let's just cry, cry

On each other's shoulders

Cry until it's over

Can't it just be over

Jeg åndede ud. Sangen var så smuk at den ramte mig lige I hjertet. Jeg bevægede mig roligt og i takt med musikken. Jeg lagde armene om halsen på Lucas, mens jeg stadig havde lukket øjne. Det var dejligt. Dejligt at slappe af og bare lytte til musikken. Jeg kunne føle hans krop helt tæt på min, mens vi dansede og musikken spillede.

And we'll just cry, cry

Cry until it's all gone

Been holding on for too long

Time for us to move on

I'm tired of tryin' to find a reason why

So let's just cry

 

(Sangteksten er fra sangen Cry by Jason Walker)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...