En Vampyrs Blodbånd *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2012
  • Status: Færdig
Aitana blev forvandlet til en vampyr ,og ender derefter med at bo hos sin skaber. Men hun hader sit nye liv, og det eneste hun vil er at komme væk. Væk fra sit nye liv og sin skaber. Men hun kan ikke flygte eller kan hun? Fløg Aitana i sin kamp mod sin skaber, sig selv og sit nye liv.
______________________________________________________________________________

Jeg snøftede og gemte mit hoved ind mod hans bryst. ”Jeg vil ikke slå ihjel. Du må ikke bede mig om at slå ihjel.” Han prøvede at få mig til at drikke ”rigtigt blod”. Han prøvede at få mig til at slå ihjel, men jeg ville ikke.
”Jeg ringer til Samuel i morgen.” Sagde han efter lang tids tøven. Dette fremkaldte et hysterisk anfald fra min side. Jeg skreg og slog ham i brystet, mens jeg tiggede ham om at lade vær. Men han låste min hænder fast, mens han tyssede på mig. Jeg lod mig falde grædende ind mod ham.
Ikke Samuel, tænkte jeg, mens Jonathan strøg mig over ryggen.

60Likes
86Kommentarer
5809Visninger
AA

7. Think Like A Vampire

Jeg gik ned ad en øde vej, mens jeg kæmpede mod gråden. Jeg havde slået ihjel, igen. Jeg havde lyst til at slå til noget, men jeg kæmpede mod trangen. Jeg ville ikke være sådan her. Jeg havde aldrig ønsket det. Jeg ville ikke leve sådan her. Træerne hviskede i vinden og jeg lukkede øjnene. Jeg gik i mennesketempo. Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, kun at jeg var på vej væk. Væk fra hvad? Det vidste jeg ikke helt.

Jeg gik ned ad en grusvej, mens jeg tænkte. Tænkte over hvad jeg skulle stille op med mit liv. Jeg kunne høre noget. Mine sanser opfangede det, før min jeg selv blev klar over det. Der var nogen. Nogen som holdte øje med mig. Alle mine muskler i min krop spændtes. Jeg gjorde klar til at konfrontere hvem det end var. Jeg stoppede op på vejen og stod stille. Jeg lyttede til vinden og dyrene i natten.

Men der var noget andet. Noget der kom tættere på. Et åndedræt. Jeg snusede ind for at fange en lugt. Vinde blæste i den rigtig retning og… min krop stivnede. Det var ikke et menneske der holdte øje med mig, men en vampyr. Jeg kunne genkende lugten af vampyr, men jeg kunne ikke genkende færten. Det var ikke en vampyr jeg havde mødt før. Mine læber blev automatisk trykket tilbage over tænderne. En advarende hvæsen kom forbi mine tænder. Jeg snurrede rundt og stod ansigt til ansigt med en mand.

Han var smuk. Høj, med mørke øjne og nøddebrunt hår. Jeg veg hurtigt tilbage fra den fremmede vampyr. Han var ældre en mig. Meget ældre. Man kunne ikke se det på ham, men jeg kunne fornemme det. Jeg var kun en yngling, men han var en meget gammel vampyr. Jeg brød mig ikke om det. Jeg ville ikke ud i en kamp, som jeg vidste jeg ville tabe.

”Hvem er du?” Hvæsede jeg.

”Det er mig der burde spørger dig om det.” I modsætning til mig, var vampyren foran mig helt rolig.

”Det kommer ikke dig ved.” Han trådte frem mod mig og jeg veg tilbage.

”Det tror jeg nok det gør, lille yngling.” Jeg slog blikket ned. Han kunne fornemme det. Jeg burde vise ham respekt. Det vidste jeg. Han var ældre en mig, og jeg burde føje ham. Men jeg ville ikke. Jeg ville bare være alene.

”Undskyld. Jeg ville ikke trænge ind på dit område. Jeg går bare igen.” Jeg vendte mig rundt, og fik et chok. Han stod lige foran mig, som om han havde stået der hele tiden. Han bevægede sig hurtigere end mig. Han bevægede sig endda hurtigere end Jonathan.

”Det tror jeg ikke.” Han lænede sig frem og snusede ind. Jeg stivnede og stod helt stille.

”Du er ret ny.” Han lagde hovedet på skrå og betragtede mig. ”Hvor er din skaber?”

Jeg så ned. Jeg havde ikke lyst til at fortælle ham det, men jeg blev nød til det. Han var ældre og stærkere end mig. ”Jeg stak af.” Hviskede jeg stille.

”Virkelig?” Lød hans stemme. Jeg rynkede brynene. Han lød munter. Jeg mærkede en finger under min hage. Han løftede min hage op, så jeg ikke kunne undgå at se ham i øjnene.

”Det er ikke så smart, lille yngling.” Hvor gik han mig på nerverne. Jeg var ikke noget barn, bare fordi jeg var en ny vampyr. Jeg trak mit hoved væk med et ryk.

Jeg så irriteret på ham. ”Jeg kan godt passe på mig selv.”

”Er du nu sikker på det?” Hans øjne glimtede faretruende.

”Ja, det er jeg. Så jeg når nu.” Jeg vendte mig om for at gå, da hans stemme lød igen.

”Jeg ville ikke gå hvis jeg var dig, Aitana.” Alt indeni mig frøs til is. Han kendte mit navn. Han kendte mit navn! Jeg gispede og snurrede så hurtigt rundt, at bevægelsen blev sløret.

”Hvad?! Hvor kender du mig navn fra?!” Mine instinkter sagde at jeg skulle flygte, men i stedet stod jeg og så på manden foran mig. Han smilede lumsk.

”Ja, hvorfor kender jeg dit navn?” Han gik frem mod mig, som et rovdyr der skulle til at angribe sit bytte. ”Måske fordi du ikke er som andre vampyrer? Fordi du er mere menneskelig, det mener Samuel i hvert fald.”

Samuel? SHIT! Havde Samuel sendt denne vampyr efter mig? Hvad havde Samuel fortalt ham? Hvem var denne vampyr?

”Eller måske fordi Jonathan på kort tid, fik fat i hans Samuel og fortalte ham at du var stukket af? Fordi Vampyrernes Højeste Råd er meget urolige.” Han var kommet helt han til mig. Hans mørke øjne borede sig ind i mine. Frygten lammede mig, og jeg så bare op på ham.   

”Der er så mange grunde til at jeg skulle kende dit navn.”

”Hve-em er… du..?” Fik jeg fremstammet.

”Mig? Jeg hedder Lucas. Jeg har fulgt efter dig, men du var for optaget af dine egne ting til at opdage det. Jeg så dig inden i byen. Jeg så hvordan du dræbte den dreng.” Min mave vendte sig. Tanken gjorde mig syg.

”Det var et uheld.” Peb jeg.

Men han lo. En høj maskulin latter. ”Et uheld? Åh kære Aitana, du ønskede at drikke fra ham. Det ved du godt inderst inde. Du ønskede at dræbe ham.”

”Nej!” Skreg jeg og rystede voldsomt på hovedet. Jeg havde ikke ønsket at dræbe ham. Nej, nej, nej…

”Jo! Du er en vampyr, som af en eller anden grund har en fandens god selvkontrol. Du opfører dig som et menneske, men det er du ikke.”

”LAD MIG VÆRE!” Skreg jeg. Tårerne var på vej. Hvorfor ville han ikke bare lade mig være? Hvorfor kunne de ikke være ligeglade?

”For ellers? Hvad vil du gøre?” Hans smilede og hans tænder glimtede. ”Kæmpe mod mig?! Du har lyst ikke?! Du har lyst til at bide og flå i mig!”

”NEJ! Sådan er jeg ikke!” Jeg vaklede væk fra ham, mens han forsatte frem mod mig.

”Jo du er! Du er en vampyr! En dræber! KOM NU! Hvad venter du på?! ANGRIB MIG!” Råbte han.

”NEJ!” Jeg skreg tilbage i hovedet på ham, mens jeg blottede min tænder. Jeg ville ikke være et monster. Jeg vendte mig om og susede af sted. Jeg ville ikke kæmpe som et dyr. Det ville jeg ikke. Forvirret løb jeg min vej. Det værste var, at Lucas havde haft ret. Jeg havde haft lyst til at bide og flå i ham. Det havde jeg stadig. Jeg havde lyst til at kaste mig mod ham, og slå ham så hårdt jeg kunne. Men jeg gjorde det ikke. For sådan ville jeg ikke være.

 

Jeg endte siddende op ad et træ, med armene rundt om mine knæ. Jeg gemte mit hoved mod mine knæ. Jeg kunne høre ham komme, men jeg gjorde ikke noget. Jeg blev siddende.

”Samuel havde ret. Du er virkelig ikke som nogen anden vampyr.” Lød Lucas stemme.

Jeg klemte øjnene. Hvorfor ville han ikke lade mig være i fred?

”Kom, lad mig hjælpe dig.”

Jeg løftede hurtigt hovedet og så mistroisk på ham. ”Mod hvad? Mod mit problem med menneskeblod?”

”Nej. Jeg bor her i nærheden, og du kan ikke bare blive siddende der.” Han lød anderledes. Venligere.

”Nej. Jeg bliver her.”

”Jeg gør dig ikke noget. Enten går du med mig, ellers kan du vente på at Jonathan finder dig. Dit valg” Det fik mig et at gyse. Jonathan måtte være rasende. Jeg havde ikke lyst til at møde ham lige nu. Jeg bed mig i læben og rejste mig op.

”Hvorfor gjorde du det der før?”

”Jeg ville se om Samuel havde ret.” Sagde han. Jeg fnøs irriteret. Fedt. En prøve for at se om jeg var skør. Når men jeg havde ikke rigtig noget valg. Jeg gik frivilligt med Lucas.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...