En Vampyrs Blodbånd *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2012
  • Status: Færdig
Aitana blev forvandlet til en vampyr ,og ender derefter med at bo hos sin skaber. Men hun hader sit nye liv, og det eneste hun vil er at komme væk. Væk fra sit nye liv og sin skaber. Men hun kan ikke flygte eller kan hun? Fløg Aitana i sin kamp mod sin skaber, sig selv og sit nye liv.
______________________________________________________________________________

Jeg snøftede og gemte mit hoved ind mod hans bryst. ”Jeg vil ikke slå ihjel. Du må ikke bede mig om at slå ihjel.” Han prøvede at få mig til at drikke ”rigtigt blod”. Han prøvede at få mig til at slå ihjel, men jeg ville ikke.
”Jeg ringer til Samuel i morgen.” Sagde han efter lang tids tøven. Dette fremkaldte et hysterisk anfald fra min side. Jeg skreg og slog ham i brystet, mens jeg tiggede ham om at lade vær. Men han låste min hænder fast, mens han tyssede på mig. Jeg lod mig falde grædende ind mod ham.
Ikke Samuel, tænkte jeg, mens Jonathan strøg mig over ryggen.

59Likes
86Kommentarer
5477Visninger
AA

11. The Life Isn't So Bad Anyway

Jeg fulgte med Lucas ud af huset. Tusmørket havde lagt sig, men alt var stadig helt tydeligt for mig. Træernes grene og blade bevægede sig roligt i den blide vind. Jeg kunne høre fugle og smådyr. Jeg kunne høre bladenes raslen og hvordan en mus krøb ind i sit hul. Jeg lyttede intens, mens jeg sørgede for at få alle lydene med. Der var så roligt og samtidig så fuldt af liv. En ugle lettede fra sin gren og fløj op mod himlen. Jeg gik i mennesketempo efter Lucas. Jeg havde ikke travlt og det havde han heller ikke. Jeg nød den stille aften. Det var nok en smule koldt, men jeg lagde ikke mærke til det.Min krop reagerede ikke som menneskers på kulde. Derfor kunne jeg kun gætte mig til, at det nok var en lidt kølig aften.

Vi gik igennem skoven og jeg så rundt omkring. Dyrene blev stille og forsvandt, hvis jeg kom for tæt på. Det var naturligt nok, men det gjorde mig alligevel en smule trist. Dyrene opfangede mig som et rovdyr. Deres sanser fortalte dem at jeg var farlig, så derfor forsvandt de i en fart. Jeg ville ønske at det var anderledes. Vi bevægede os stille gennem skoven, og jeg nød den rolige fred. Men jeg begyndte også at blive nygerrig. Hvor var vi på vej hen? Hvad var det Lucas ville vise mig?

Jeg så hen på ham. Han gik med en ufattelig elegance gennem skoven. Han bevægede sig sikkert og roligt. Jeg beundrede ham. Der var vel altid noget smuk over et rovdyr. En leopards hurtighed og smidige bevægelser. En slanges hurtige hug og snoende bevægelser. En ørns store vinger, der bevægede sig roligt og kraftfuldt inden den dukkede ned og greb sit bytte. Ja, der var bestemt noget smukt og fascinerende over rovdyr. Det var derfor mennesker blev tiltrukket af os. Vores skønhed, der hurtigt forvandlede sig til éns værste mareridt.

Jeg gik op på siden af Lucas, mens jeg gik i mine egne tanker. Så jeg mig selv som et rovdyr? Ja, det gjorde jeg. For det var det jeg var. Et rovdyr der tog andres liv. Nogle ville sige at det var livets cyklus. Den stærkeste overlever, som Charles Darwin sagde. Lige på det her punkt var jeg uenig. For jeg var ikke bare et rovdyr. Jeg var et monster. Noget unaturligt, der med glæde og nydelse tog andres liv. Var det normalt? Min slags nød at dræbe. Ja, selv jeg oplevede en grufuld glæde når jeg drak blod. Jeg rystede mine dystre tanker af mig, og fokuserede på hvor jeg gik. Jeg vendte hovedet mod Lucas. Han mødte mit blik og smilede et vidunderligt smil. Nogle gange mindede han så forfærdelig meget om et menneske.

”Er der noget galt?” spurgte han, da jeg blev ved med at stirre på ham. Jeg så forlegent ned. Hvis jeg havde været et menneske, ville jeg have rødmet. Men det gjorde jeg ikke, og lige nu var jeg glad for det.

”Nej, jeg gik bare og tænkte lidt. Hvor er vi for resten på vej hen?” Jeg så igen op på ham. Han så må mig med et hemmelighedsfuldt smil, så man kunne se hans tænder, eller lige på nær hans hugtænder, som var gemt. Han havde virkelig et dejligt smil. Fandens.

”Det fortæller jeg dig ikke, men det er et sted hvor jeg altid tager hen, hvis jeg er trist eller har brug for at tænkte over tingene.” Han sukkede og så lige ud i luften. ”Nogle gange overvejer om jeg overhovedet orker at leve evigt.”

Jeg så overrasket op på ham. Det havde jeg ikke lige forventet. Han virkede så... så fuld af liv. Han virkede ikke som den trist type der gik og spekulerede over livet, og som ville ønske at livet ikke var så skide uretfærdigt. Nu beskrev jeg lige mig selv, men det var jo lige det. Han virkede så forskellig fra mig.

”Seriøst? Vil du..” Jeg overvejede hvordan jeg skulle sige det. ”Vil du gerne… dø?”

Selv om jeg hadede at være vampyr, så ville jeg stadig gerne leve. Jeg var bange for at dø. Jeg var bange for hvad der ville ske hvis jeg døde. Mine forældre var meget religiøse kristne protestanter. De troede på Gud, Jesus og et liv efter døden. De troede på at Gud var barmhjertig og at tilgav vores synder, hvis vi virkelig angrede. Jeg troede da også på Gud og Jesus, men jeg var ikke så religiøse om mine forældre. Men jeg troede på at man kunne komme i helvede.

Nogle gange var jeg også bare bange for, at der ikke var noget efter døden. At det bare var sort. Det skræmte mig. Jeg forstod ikke at Lucas ikke var skræmt af den tanke. Han så tænksomt på mig, inden han svarede. Han så ikke bange ud. Han så rolig ud, mens han svarede på mit spørgsmål.

”Nogle gange har jeg overvejet det. Overvejet om det ikke var på tide. For jeg har levet i så lang tid, at jeg efterhånden at tænkt over døden et par gange. Tror ikke at man bare kan snyde døden, desuden virker døden ikke så skræmmende, hvis man har tænkt over det et par hundrede år. Nogle gange bliver man træt af at leve.”

Jeg må indrømme at jeg blev skræmt af hans ord, og hans rolige tonefald. Jeg så bare på ham, da han begyndte at smile.

”Men lige nu er jeg ikke træt af at leve.” Han tog smilende min hånd og det gav et sæt i mig. Hans berøring var blid. Hans øjne strålede og lige pludselig var alle dystre tanker væk fra ham. ”Lad os nyde livet.” Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Hans munter humør smittede.

Vi bevægede os gennem skoven. Det var efter hånden blevet ret mørkt, og hvis jeg havde været et menneske, ville jeg ikke have kunne se noget. Men det kunne jeg. Det var så tydeligt som var det dag. Farverne i skoven var bare mørkere, men de var stadig klare. Jeg begyndte at kunne lugte noget… vand. Der var vand i nærheden. Mennesker kunne ikke lugte de ting som jeg kunne.

Det var svært at beskrive duften af vand. Det duftede… frisk. De lugte som jeg kunne dufte var så svære at beskrive. Det var nogle gange umuligt. Jeg inhalerede duften af vand og fugtigt græs, samt mos, planter og blomster. Det var de mest vidunderlige dufte der var i skoven. Vi gik igennem en klynge træer og kom ud i mere åbent terræn.

Der var en kæmpe sø. Den var så stor, at der var mange meter over til den modsatte bred. Græsset gik næsten helt ned til søen. Men helt nede ved søbredden var der sten. Der var så smuk. Der var uendelig mange blomster, i så mange forskellige farver og former. Farverne strålede, selv i den mørke aften. Vandet var mørkt, men klart for mine følsomme øjne. Jeg vendte mig forbløffet mod Lucas, som stod og smilede.

Han betragtede omgivelserne og så på mig. ”Når, kan du lide min overraskelse?”

”Om jeg kan? Her er vidunderligt!” Ubrød jeg og smilede. ”Hvor er her flot. Jeg har aldrig set noget lignende.” Jeg satte mig ned i græsset, og så ud mod søen. Lucas satte sig ved siden af mig og tog igen min hånd. Han gav den et blidt klem, og jeg lænede mig ind mod ham.

Lucas gjorde mig tryg. Det blev jeg nød til at indrømme. Jeg blev nød til at indse, at Lucas var en vindunderlig mand, som fik mig til at smile. Jeg ville gerne tilbringe tid sammen med ham. Jeg ville gerne holde ham i hånden. Jeg smilede og så op i hans smukke øjne.  

”Jeg er glad for at du viste mig det her.” Han så på mig, og strøg noget hår om bag mit øre. Hans fingre strejfede min kind og efterlod en kildrende fornemmelse. Han smilede og så mig i øjnene.

”Jeg er glad for at du synes om det. Jeg ville gerne gøre dig glad og se dig smile. Du er så smuk når du smiler.” Mit smil blev endnu større og jeg lænede mig ind mod ham.

”Er du god til at svømme?” Spurgte jeg med hviskende.

”Ja… hvorfor?” Han så nygerrigt på mig.

Jeg kyssede ham på kinden og sprang op. ”Den der kommer sidst i er en tøsedreng!” Så spurtede jeg ned til søen til vampyrfart, og med et kort forspring.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...