En Vampyrs Blodbånd *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2012
  • Status: Færdig
Aitana blev forvandlet til en vampyr ,og ender derefter med at bo hos sin skaber. Men hun hader sit nye liv, og det eneste hun vil er at komme væk. Væk fra sit nye liv og sin skaber. Men hun kan ikke flygte eller kan hun? Fløg Aitana i sin kamp mod sin skaber, sig selv og sit nye liv.
______________________________________________________________________________

Jeg snøftede og gemte mit hoved ind mod hans bryst. ”Jeg vil ikke slå ihjel. Du må ikke bede mig om at slå ihjel.” Han prøvede at få mig til at drikke ”rigtigt blod”. Han prøvede at få mig til at slå ihjel, men jeg ville ikke.
”Jeg ringer til Samuel i morgen.” Sagde han efter lang tids tøven. Dette fremkaldte et hysterisk anfald fra min side. Jeg skreg og slog ham i brystet, mens jeg tiggede ham om at lade vær. Men han låste min hænder fast, mens han tyssede på mig. Jeg lod mig falde grædende ind mod ham.
Ikke Samuel, tænkte jeg, mens Jonathan strøg mig over ryggen.

58Likes
86Kommentarer
5332Visninger
AA

14. The Last Thing

Lucas' ansigt var fuld af raseri, og han havde blottet sine hugtænder. Jeg kunne ikke tro det. Jeg ville ikke tro det. Det kunne ikke være rigtigt. Jeg havde betroet mig til ham. Jeg var blevet forelsket i ham og så… så havde han løjet for mig. Han havde snydt mig. Vreden boblede op i mig. Han var lige som Jonathan. Alle vampyrmænd var ens.

”Er det sandt?!” Råbte jeg. Lucas vendte hovedet og så på mig. Han skjulte sine hugtænder og så mig i øjnene.

”Aitana…” Han gik frem mod mig, men jeg trådte tilbage og Jonathan fløj ind foran mig.

”Du skal ikke røre hende!” Snerrede Jonathan. Lucas hvæsede vredt, men hans øjne fandt mine.

”Det sandt. Da du forsvandt, besluttede rådet at de måtte gøre noget. De sendte mig. Jeg skulle finde dig, og prøve at få dig ind i vampyr livet. Jeg skulle få dig til at drikke menneskeblod. Jeg skulle reportere tilbage til dem, om hvordan det gik. Hvis du var til fare for dig selv og andre, og jeg ikke kunne ændre dine holdninger, så ville de træde til og…”

Han tøvede og jeg vidste præcis hvad de ville gøre. De ville slå mig ihjel. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte blev revet midt over. Jeg var alene. Jeg var så alene.

”Hvordan kunne du?” Hviskede jeg næsten uhørligt. ”Hvordan kunne du lade som om… hvordan kunne du gøre det mod mig? Tage mig ved næsen.”

Lucas gik frem, men Jonathan forhindrede ham i at nå mig. Lige nu var jeg faktisk glad for Jonathans beskyttelse. Lucas øjne var sorgmodige, men jeg kunne ikke tro på det. Tro på at han virkelig var ked af det. Han prøvede bare at føre mig bag lyset. Han følte ingen ting for mig.

”Aitana. Det startede som en opgave. Jeg ved jeg har kendt dig kort, men din personlighed skinnede igennem. Jeg fik ondt af dig. Jeg ønskede, ønsker, at være sammen med dig. Jeg ønsker at du skal bo hos mig, så vi kan være mager.” Jeg gispede, og Jonathan udstødte et brøl af raseri.

Mens Lucas’ ord lammede mig, kastede Jonathan sig over ham. Der lød hvæsen og brøl, og nu blev jeg opmærksom på nogle andre. Manden og Damen jeg havde set gennem blodbåndet og, selvfølgelig, Samuel. De prøvede at stoppe kampen, men jeg kunne ikke andet end at stirre. Lucas, han ville have mig som mage. Mens følelserne hvirvlede rundt inden i mig, begyndte noget at tage form i mit hoved. Jeg tænkte på alle de gang, jeg havde ladet folk tage beslutninger for mig. Alle de gange jeg havde fortrudt. Al smerten. Der var så mange der havde bestemt over mit liv, både da jeg var et menneske og nu som vampyr. Jeg huskede noget jeg havde glemt. Efter min forvandling var mange minder skjult i mit sind. Jeg huskede min menneske kæreste, og nu huskede jeg noget andet om ham.

”Hvorfor?!” Skreg jeg. ”Hvorfor?!”

Han så på mig med tårerne flydende ned over hans ansigt. ”Lad vær. Du må ikke gøre det svære end det er.” Jeg mærke noget gå i stykker inden i mig.

”Hvad har jeg gjort? Har jeg gjort noget? Noget der får dig til… til at gøre det her?” Han rystede bare på hovedet.

”Aitana. Du er en vidunderlig person. Jeg elsker dig, men det er bare ikke nok. Ikke nu.” Jeg rystede over hele kroppen.

”Gør det ikke. Vil du ikke nok? Jeg kan ikke… jeg kan ikke klare mig uden dig.” Han rejste sig og tog mine hænder i sine. Han var den eneste der nogensinde havde forstået mig. Han havde kendt mig ud og ind.

”Jo du kan. Du er stærk. Du må stoppe med at lade folk bestemme over dit liv. Du er klog og smuk. Du er så stærk. Herinde.” Han pegede mod sig sit eget bryst.

”Hvorfor?” Græd jeg. Jeg følte mig ikke stærk. Jeg følte mig så uendelig lille.

”Fordi jeg skal flytte til den anden ende af landet. Det… jeg tror ikke det kan fungere mellem os.”

”Men jeg elsker dig!”

”Jeg elsker også dig, men jeg tror… jeg tror vi begge har brug for en pause.”Jeg græd og løb ud af hans hus.

Jeg indså nu, at han havde haft ret. Christian havde haft fuldstændig ret. Jeg måtte tage mit liv i mine egne hænder. Jeg så på deres kamp. Hverken den mandlige vampyr, den kvindelig vampyr eller Samuel, havde kunnet stoppe kampen. Jeg indså at jeg var den eneste der kunne. Det her var mit liv. Mine valg. Det indså jeg endelig. Al smerten, sorgen og hadet. Det havde ændret sig, og gjorde mig stærk inden i. Det var som om det var en fysisk ændring. For jeg mærkede det. Jeg mærkede styrken. Jeg mærkede den da jeg råbte.

 ”STOP SÅ!”

De måtte begge have lagt mærke til noget anderledes i min stemme. De måtte begge være blevet overrasket over mit råb, for de stoppede begge og så på mig. De lå begge på jorden, med forrevent tøj og sår der var i gang med at hele. Jeg kunne mærke styrken og viljen. Min egen vilje. Mine egne tanker. Jeg følte mig uovervindelig. Jeg følte mig… i live. Mit blik faldt først på Lucas.

”Lucas. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Men… jeg havde det godt sammen med dig. Men det betyder ikke noget lige nu. Lige nu kan jeg ikke være sammen med dig. Jeg kan ikke være din mage. Jeg har brug for at kunne tænke alt dette igennem. Lige nu kan jeg ikke. Jeg kan ikke stole på dig.”

Der, lige i hans ansigt så jeg det. Sorg og forfærdelse. Jeg så det. Han havde ikke løjet for mig. Han ville gerne være sammen med mig. Men jeg kunne ikke. Jeg havde brug for at finde mig selv. Derfor vendte jeg mod Jonathan. Som havde rejst sig langsomt op. Han øjne var store og forfærdet. For han vidste det. Han kunne mærke det. Han kunne mærke den styrke jeg havde vundet. Den styrke jeg besad. Den styrke der kunne ødelægge det han havde skabt. Han gik hen til mig. Han vidste hvad der var på vej, og han vidste at han ikke kunne stoppe det.

”Nej.” sagde han så stille, at kun jeg kunne høre det. ”Nej.”

Han stod foran mig. Han stod så tæt på mig. Jeg følte mig stadig draget af ham. Han var og ville altid være, min skaber. Jeg smilede svagt. Jeg så på ham og vidste det. Han elskede mig. Han elskede mig på sin egen underlige måde. Jeg tøvede ikke, men lagde en hånd mod hans kind. Han lukkede øjnene og nød min berøring.

”Jonathan.” Sagde jeg stille. Han smilede ikke, og jeg så noget. Noget jeg kun havde set gennem blodbåndet. En tåre løb ned over hans kind. Han vidste at han ville miste mig.

”Jeg ked af det. Ked af det jeg har gjort mod dig. Men du må ikke forlade mig.” Bad han og åbnede øjnene.

Lige nu ønskede jeg kun at trøste ham, men jeg kunne ikke lyve for ham. ”Jeg bliver nød til det. Jeg bliver nød til at finde mig selv.”

”Og det kan du ikke gøre sammen med mig.” Sagde han. Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering. Jeg rystede på hovedet.

”Jeg troede aldrig den her ville komme. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se dig så… så stærk.”

”Du ved at jeg kan gøre det. Du ved at jeg kan bryde båndet.” Han bed tænderne sammen, og tårerne flød ned over hans ansigt. Hvis en af os brød båndet, så ville jeg være fri. Han ville ikke have nogen magt over mig. Vi ville ikke være knyttet sammen. ”Men jeg ønsker ikke at bryde bådet, jeg ønsker at du skal gøre mig fri.”

Han så på mig, som om jeg havde slået ham i ansigtet. ”Aitana… nej jeg…” Men jeg afbrød ham.

”Gør det ellers gør jeg det.”

Han tog mit ansigt mellem sine hænder, og jeg mærke hans varme hænder. Jeg kunne mærke styrken i dem. Hans alt for mørke øjne så ind i mine. Jeg spekulerede på, om jeg mon ville hade ham når båndet var brudt mellem os. Han lænede sig frem mod mig og hviskede mig i øret. Jeg kunne mærke hans varme ånde mod min hud.

”Aitana, jeg har aldrig mødt nogen som dig. Men du skal have dit liv. Et liv hvor jeg ikke kan bestemme over dig. Jeg lader dig gå. Båndet mellem os er brudt. Jeg ønsker det ikke mere og det gør du heller ikke. Du er fri og har min tilladelse til at gå. Som din skaber, lader jeg dig gå.”

Jeg mærkede det. Mærkede hvordan usynlige reb blev løsnet fra hele min krop. Jeg mærkede Jonathans vilje forsvinde, og jeg mærkede gamle og nye følelser dukke op. Jeg havde hadet ham, men det gjorde jeg ikke mere. Jeg havde tilgivet ham. Han trådte tilbage og så på mig. Jeg følte mig pludselig alene, men det blev hurtigt overskygget af en stærkere følelse. Frihed. Jeg var fri. Jeg var mig selv. Det var kun mig. Mine valg. Jonathan så på mig med blanke øjne. Jeg smilede og gik hen mod ham. Jeg tog hans ansigt i mine hænder og kyssede ham kort på munden. Han gengældte det korte kys, og jeg vidste at han ønskede mere. Han ønskede flere kys. Han ønskede mig i sine arme. Jeg trak mig væk og smilede til ham.

”Tak. Lige meget hvad, så skylder jeg dig tak.” Jeg kastede et kort blik på de andre, som så chokeret på mig. Men de betød ikke noget. Ikke nu. Nu var der kun mig. Jeg vendte ryggen til for at gå.

”Jeg elsker dig.” Jonathans stemme var stille og hæs. ”Jeg elsker dig. Kom, kom når du har gjort hvad du føler du skal gøre. Kom når du har fundet dig selv. Jeg vil vente på dig.”

Jeg svarede ham ikke. Jeg sagde ikke et ord. Jeg fortalte ham ikke det jeg tænkte som svar: At jeg også elskede ham. Jeg rettede ryggen og gik ind mellem de mørke træer og ud i verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...