En Vampyrs Blodbånd *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2012
  • Status: Færdig
Aitana blev forvandlet til en vampyr ,og ender derefter med at bo hos sin skaber. Men hun hader sit nye liv, og det eneste hun vil er at komme væk. Væk fra sit nye liv og sin skaber. Men hun kan ikke flygte eller kan hun? Fløg Aitana i sin kamp mod sin skaber, sig selv og sit nye liv.
______________________________________________________________________________

Jeg snøftede og gemte mit hoved ind mod hans bryst. ”Jeg vil ikke slå ihjel. Du må ikke bede mig om at slå ihjel.” Han prøvede at få mig til at drikke ”rigtigt blod”. Han prøvede at få mig til at slå ihjel, men jeg ville ikke.
”Jeg ringer til Samuel i morgen.” Sagde han efter lang tids tøven. Dette fremkaldte et hysterisk anfald fra min side. Jeg skreg og slog ham i brystet, mens jeg tiggede ham om at lade vær. Men han låste min hænder fast, mens han tyssede på mig. Jeg lod mig falde grædende ind mod ham.
Ikke Samuel, tænkte jeg, mens Jonathan strøg mig over ryggen.

59Likes
86Kommentarer
5500Visninger
AA

2. Never Die

Jeg sad her igen. Det var anden gang på en uge. Jeg gemte mig i kælderen, bag en masse kasser og reoler. Her gemte jeg mig tit. Jeg sad i fosterstilling, med armene rundt om mine knæ. Det brændte i min hals, og hele min organisme tiggede mig om at stille min trøst. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Mine instinkter og min tørst skrammede mig. Jeg ville ikke slå ihjel. Måske var jeg en vampyr, men jeg var bange for det jeg var. Jeg var bange for andre vampyrer.

Jeg vidste at han snart ville kom hjem. Tanken burde ikke trøste mig, men det gjorde den. Den lettede min smerte og jeg ventede. Han ville finde mig og ligge sine stærke arme om mig. Han ville trøste mig og kysse mig på håret. Jeg burde ikke længes efter ham, men det gjorde jeg. Sådan var det bare. Vampyrer var afhængige af deres skaber de første par år. Der var en særlig forbindelse mellem dem, som kun blev brudt hvis skaberen kappede båndet, hvis vampyrynglingen selv skabte en vampyr, hvis der gik mange år eller hvis vampyrynglingen blev så stærk, at den løsrev sig fra dens skaber.

Hoveddøren blev åbnet. Jeg kunne høre det. Fodtrin og derefter stilhed. Lidt efter var der fodtrin nær kælderdøren. Han var på vej. Jeg kunne høre ham gå ned ad trapperne og direkte hen til det rum, hvor jeg befandt mig. Han vidste hvor jeg var. Døren blev åbnet og lidt efter blev kasserne fjernet. Jeg så op og hans mørke øjne mødte mine.

”Nu igen?” Hans stemme var blid og bekymret. Han satte sig på hug og strøg mig blidt over kinden.

”Du bliver nød til at tage føde til dig.” Men jeg rystede på hovedet. Jeg ville ikke slå ihjel. Han sukkede og løftede sin arm og holdte sit håndled frem mod mig. Jeg snerpede læberne sammen. Han ville have mig til at drikke fra ham. At drikke fra en anden vampyr udryddede ikke tørsten helt, men man genvandt hurtigere sin styrke.

”Jeg vil ikke diskutere det, Aitana!” Sagde han vredt og jeg overgav mig. Jeg bukkede mig ned og bed igennem hans hud. Jeg hadede at føle mig afhængig af ham, og dette gjorde det bare værre. Jeg hadede at klamre mig til ham og suge mig fast til hans håndled. Jeg burde hadede ham, men det kunne jeg ikke. Han opmuntrede mig til at drikke, og jeg slubrede lystigt blodet i mig. Jeg løftede hovedet og han kiggede på mig.

”God pige.” Sagde han med et smil og hjalp mig op og stå. Han lagde en arm om mig, og holdte mig tæt ind til sig, mens han hjalp mig oven på. Han førte mig ind i stuen, og hev mig med ned i sofaen. Jeg gjorde ikke modstand, heller ikke da han gav mig en donorblodpose i hånden. Jeg drak bare, mens han strøg mig over ryggen.

Jeg blev færdig med at drikke, og han så smilende på mig. Jeg sad på hans skød og lænede mig ind mod hans bryst. Han var muskuløs, og jeg følte mig tryg. Jeg følte mig som et lille barn, der havde brug for tryghed. Han gav mig den tryghed. Jonathan var den der passede på mig. Han strøg mig blidt over ryggen og kyssede mig på håret.

”Min smukke Aitana.” Han strøg mit mørkerøde hår om bag mit øre, mens han hviskede mig i øret.

”Hvorfor?” Sagde jeg grådkvalt. Sådan spurgte jeg altid, efter han havde sørget for føde til mig.  ”Hvorfor gjorde du det?” Han sukkede og vuggede mig i sine arme. Jeg lukkede roligt øjnene.

”Jeg ville ikke dræbe dig. Jeg kunne ikke få mig selv til at dræbe dig. Så jeg forvandlede dig i stedet.” Sagde han stille.

Jeg snøftede og gemte mit hoved mod hans bryst. ”Jeg vil ikke slå ihjel. Du må ikke bede mig om at slå ihjel.” Han prøvede at få mig til at drikke ”rigtigt blod”. Han prøvede at få mig til at slå ihjel, men jeg ville ikke.

”Jeg ringer til Samuel i morgen.” Sagde han efter lang tids tøven. Dette fremkaldte kun et hysterisk anfald fra min side. Jeg skreg og slog ham i brystet, mens jeg tiggede ham om at lade vær. Men han låste min hænder fast, mens han tyssede på mig. Jeg lod mig falde grædende ind mod ham.

Ikke Samuel tænkte jeg, mens Jonathan strøg mig over ryggen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...