En Vampyrs Blodbånd *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2012
  • Status: Færdig
Aitana blev forvandlet til en vampyr ,og ender derefter med at bo hos sin skaber. Men hun hader sit nye liv, og det eneste hun vil er at komme væk. Væk fra sit nye liv og sin skaber. Men hun kan ikke flygte eller kan hun? Fløg Aitana i sin kamp mod sin skaber, sig selv og sit nye liv.
______________________________________________________________________________

Jeg snøftede og gemte mit hoved ind mod hans bryst. ”Jeg vil ikke slå ihjel. Du må ikke bede mig om at slå ihjel.” Han prøvede at få mig til at drikke ”rigtigt blod”. Han prøvede at få mig til at slå ihjel, men jeg ville ikke.
”Jeg ringer til Samuel i morgen.” Sagde han efter lang tids tøven. Dette fremkaldte et hysterisk anfald fra min side. Jeg skreg og slog ham i brystet, mens jeg tiggede ham om at lade vær. Men han låste min hænder fast, mens han tyssede på mig. Jeg lod mig falde grædende ind mod ham.
Ikke Samuel, tænkte jeg, mens Jonathan strøg mig over ryggen.

59Likes
86Kommentarer
5496Visninger
AA

10. Love Isn't A Good Thing

Jeg reagerede før jeg nåede at tænke. Jeg gispede og sprang bagud, hvilket resulterede i at jeg ramte væggen med hovedet først. Der lød et højt brag, men jeg mærkede næsten ikke sammenstødet med væggen. Jeg klemte mine øjne i og trak slet ikke vejret. Hvis mit hjerte havde slået, ville det sidde op i min hals nu. Han havde fundet mig. Jonathan. Jeg kunne lige så godt få det overstået, så jeg åbnede langsomt mine øjne. Jeg så ind i spejlet, og forventede at se hans ansigt.

Men det var mit eget spejlbillede, der kiggede tilbage på mig. Øjnene var store og sorte af rædsel. Jeg lukkede mine øjne igen og begyndte at trække vejret. Jeg gled ned langs den ødelagte væg, og knugede mine hænder ind mod mit døde hjerte. Jeg kunne stadig mærke Jonathans indflydelse, hvilket betød at han stadig brugte blodbåndet til at lokke mig til sig. Hvorfor kunne han ikke lade mig være? Hvorfor kunne han ikke forvandle en anden pige, eller finde en vamnpyrkvinde? Hvorfor kunne han ikke bare lade mig være?!

 

Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg havde på badeværeslet, da døren til badeværelset blev åbnet. Jeg kiggede op og fik øje på Lucas. Han så forvirret på mig.

”Hvad er der sket?” Hans blik faldt på den ødelagte væg. Jeg kunne mærke min krop ryste, og jeg prøvede at kæmpe mod Jonathans indflydelse. Hvor lang tid kunne han blive ved? Og hvor lang tid kunne jeg stå i mod? Jeg så op på Lucas.

”Jonathan.” Var alt jeg kunne fremstamme med en lille stemme. Lucas rynkede brynene og kom hen til mig. Han satte sig på hug foran mig.

 ”Jonathan?” Spurgte han en smule forvirret. Min krop rystede stadig og jeg nikkede.

”Blodbåndet.” Hviskede jeg stille, og det gik op for Lucas hvad jeg mente. Lucas satte sig ved siden af mig, og så mig i øjnene. Hans øjne var så smukke og rolige. Jeg havde lyst til at fortabe mig i dem, men jeg kunne kun tænkte på Jonathan.

”Rolig, han kan ikke nå dig her.” Sagde Lucas beroligende. Men hans ord beroligede mig ikke. Jeg kunne mærke længslen efter Jonathan og hans berøringer. Jeg ville have hans arme omkring mig. Jeg ville have ham hos mig. Jeg ville føle mig tryg i hans arme, og jeg ville se på hans ansigt.

”Men… jeg vil have ham.” Sagde jeg stille og med skælvende stemme.  ”Jeg vil hen til ham.”  Tårerne begyndte at løbe. Jo, en del af mig ville hen til ham, men en anden del var rædselsslangen ved tanken. Lucas så ud til at overveje problemet, og han så tænksomt på mig.

”Kom her.”Hviskede han.

Han tog mit ansigt mellem sine hænder, og jeg stivnede. Hans hænderne var bløde og blide, og han lænede sig frem mod mig. Jeg burde skubbe ham væk, men jeg kunne ikke røre mig. Jeg så bare ind i de smukke øjne, mens en del af mig skreg at jeg elskede Jonathan, og jeg skulle finde ham. Men Lucas var så tæt på. Hans ånde strejfede mit ansigt. Han kom tættere på. Hans mund var så tæt på min, og jeg kunne dufte ham. Så trykkede han sine læber mod mine, og i det samme forsvandt Jonathans indflydelse. Det eneste jeg kunne mærke var Lucas. Hans læber var bløde og rolige.

 Det var ikke ligesom med Jonathan. Jonathans kys var krævende, selvsikre og bløde. Lucas’ kys var roligt og langsomt. Jeg kunne lide det. For fanden han kyssede godt. Uden en eneste tanke, lukkede jeg øjnene og lod hans kys opsluge mig. Jeg lænede mig ind mod ham, for at smelte sammen med ham. Jeg gengældte hans kys, og han holdte mit ansigt i sine hænder. Men så var der nogen der trykkede på en kontakt i min hjerne, og jeg blev klar over hvad jeg havde gang i. Med et ryk rev jeg mig væk fra ham og skubbede ham hårdt i brystkassen.

”Av! Hvad skulle det til for?” Spurgte han og så på mig.

Jeg rejste mig lynhurtigt, og så vredt på ham. ”Hvad fanden har du gang i?! Hvorfor kysser du mig?!”

Lucas rejste sig og så på mig. ”Det var for bryde blodbåndet midlertidigt. Du ved vel, at hvis man bliver følelsesmæssigt knyttet til en anden, vil blodbåndet blive brudt. Og hvis du nu kysser en anden end din skaber, bliver det brudt midlertidigt.”

Jeg lagde vredt armene over kors. Fuck. Han havde faktisk hjulpet mig. Men han havde stadigt kysset mig, og det værste var at jeg havde kunnet lide kysset. Det var noget rigtig møg. Det eneste jeg havde lært angående vampyr hanner var, at de var besidderiske, charmende, skræmmende, gjorde hvad der passede dem, og tog hvad der passede dem. Nogle vampyr hanner har en mage, mens der er andre der har mange mager. Når en vampyr han vælger kun at have en mage, siger man at de har en sjælemage. Og vampyrkvinder har sjældent mere end en mage, medmindre man snakker om en meget magtfuld vampyrkvinde.

Jeg kunne godt forstille mig at Lucas havde haft en del kvinder i sit liv, og jeg gad ikke være endnu en i rækken. Det kunne han godt glemme. Han skulle ikke have lov til at kysse mig igen, og jeg blev nød til at tage mig selv i nakken, så jeg ikke faldt for hans charme igen. Lucas rømmede sig og brød stilheden.

”Jeg har købt tøj til dig.” Sagde han

Jeg tøvede. Jeg havde mest af alt lyst til at gå. Men han havde lige købt tøj til mig, og hvis jeg gik så ville han sikkert sladre til Jonathan. ”Okay, tak.”

”Vil du have det nu?” Spurgte han.

”Faktisk er jeg lidt træt, og jeg vil gerne slappe lidt af.”

”Okay.” Så lyste han op i et smil. ”Jeg vil gerne vise dig noget.”

Jeg så mistroisk på ham. Hvad var han nu ude på? ”Hvad?”

”Det er en hemmelighed, men jeg lover dig, der sker dig ikke noget.”

Jeg så tøvende på ham. ”Jeg ved ikke…”

”Kom nu. Prøv at stol på mig. Glem kysset, og tro på at jeg bare vil vise dig noget.”

Måske skulle jeg prøve at slappe af, og prøve at stole på ham. Jeg overvejede det. ”Okay så.”

Lucas smilende stort og tog fat om mit håndled. Hans hånd var så blød. Årh for fanden, hvorfor blev jeg altid tiltrukket af drenge med charme. Jeg fulgte frivilligt med ham ned ad gangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...