En Vampyrs Blodbånd *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2012
  • Status: Færdig
Aitana blev forvandlet til en vampyr ,og ender derefter med at bo hos sin skaber. Men hun hader sit nye liv, og det eneste hun vil er at komme væk. Væk fra sit nye liv og sin skaber. Men hun kan ikke flygte eller kan hun? Fløg Aitana i sin kamp mod sin skaber, sig selv og sit nye liv.
______________________________________________________________________________

Jeg snøftede og gemte mit hoved ind mod hans bryst. ”Jeg vil ikke slå ihjel. Du må ikke bede mig om at slå ihjel.” Han prøvede at få mig til at drikke ”rigtigt blod”. Han prøvede at få mig til at slå ihjel, men jeg ville ikke.
”Jeg ringer til Samuel i morgen.” Sagde han efter lang tids tøven. Dette fremkaldte et hysterisk anfald fra min side. Jeg skreg og slog ham i brystet, mens jeg tiggede ham om at lade vær. Men han låste min hænder fast, mens han tyssede på mig. Jeg lod mig falde grædende ind mod ham.
Ikke Samuel, tænkte jeg, mens Jonathan strøg mig over ryggen.

59Likes
86Kommentarer
5496Visninger
AA

5. Feel Like A Human

Mit liv var noget rod. Mildt sagt. Det var lykkes mig at vride mig ud af Jonathans greb. Han og Samuel havde diskuteret længe. Samuel mente at det der var ”galt” med mig, var ret alvorligt. Han sagde at jeg ikke burde føle skyld på den måde. Føle mig så menneskelig. Jeg personligt kunne ikke se problemet. Ja, jeg havde prøvet at begå selvmord en gang, men de kunne bare lade vær med at tvinge mig til at drikke. Jonathan kunne bare have ladet vær med at forvandle mig. Jeg kunne godt lide at føle mig menneskelig. At holde fast i mit gamle liv og mine minder.

Men lige nu følte jeg mig som et monster. Jeg var gået op på mit værelse, men jeg havde stadig kunne høre Jonathan og Samuel, så det endte med at jeg havde tændt for vandet i bruseren og var gået ind under vandet med tøj på. Vandets brugsen overdøvede deres stemmer. Det var blandt andet ulempen ved superhørelse.  

Jeg sad på gulvet med armene om mig selv. De sølvgrå tårer blandede sig med vandet. Selv efter at han havde tvunget mig til at drikke, længtes jeg efter Jonathans omfavnelse. Hans kærtegn og hans blide ord. Jeg forbandede mig selv og min afhængighed af ham.

Vandet havde gjort mit tøj helt vådt, så nu klæbede det til min krop. Som menneske ville jeg have frosset af kulde, men jeg rystede ikke af den grund. Jeg var en vampyr og jeg frøs ikke. Jeg rystede på grund af det der var sket. På grund af det jeg var. På grund af mit liv.

Badeværelsesdøren blev åbnet og jeg kunne se en skikkelse. Lidt efter blev bruserens forhæng trukket fra. Jeg så op gennem mit våde hår og mine våde øjne. Jonathan stod og så ned på min ynkelige skikkelse. Han sukkede og slukkede for vandet.

”Søde Aitana.” Sagde han stille og trist.

Han bukkede sig ned og hjalp mig op og stå. Han fandt et håndklæde frem og så trist på mig.

”Der er ingen grund til alt det her.” Han tørrede en tårer væk fra mit ansigt og løftede min hage op. Jeg følte mig skrøbelig og lille. Jeg følte mig som et barn, der havde brug for hans omsorg.   

”Se nu dit tøj.” Han sukkede og rystede på hovedet.

Han hjalp mig ud af mit tøj og viklede et håndklæde om mig. Han passede virkelig på mig. Jeg hadede ham, men jeg elskede ham også. Jeg havde brug for ham. Han løftede mig op i sine arme og bar mig ind på mit værelse. Han lagde mig i sengen og puttede mig. Dynen var dejlig varm og jeg slappede af.

Han lagde sig ved siden af mig og strøg mig over håret. Jeg puttede mig ind til ham. Lagde mit hoved mod hans muskuløse brystkasse. Hans stærke arme omsluttede mig, mens en del af mig ønskede at jeg var stærk nok til at bryde skaberbåndet. Men hans blod var i mig. Vi var bundet sammen af blod. Et blodbånd som alle ynglinge og skabervampyrer havde.

Jeg overvejede hvordan jeg mon ville have det med ham, hvis vi ikke længere var bundet sammen af vores blodbånd. Skaberbåndet. Mon jeg stadig ville elske ham? Eller ville jeg kun have had tilbage?

Han tog mit ansigt i sine hænder, og jeg kiggede op i hans smukke øjne. Han lænede sig frem og kyssede mig ømt og kærligt. Hans kys var så blødt og dejligt. Så betryggende. Jeg kunne godt lide hans kys. Jeg kunne godt lide at han kyssede mig. Trak mig ind i en varm omfavnelse. Jeg gengældte hans kys og ønskede at dette øjeblik aldrig skulle ende. At jeg aldrig skulle se virkeligheden i øjnene igen.

Han brød kysset og så smilende på mig. ”Du er så smuk. Jeg ved du hader det her liv men… det er ikke så slemt. Prøv at give lidt slip på dig selv.”

”Jamen, jeg vil ikke glemme. Jeg vil ikke glemme mit gamle liv. Mine venner, min familie, min…” Jeg klappede i og tårerne pressede sig på. Tanken om mine venner og min familie gjorde ondt. Samtidig med at det fremkaldte uhyggelige minder. Mine venners døde kroppe. Jonathans mund fyldt med blod. Smerten…

Jeg klemte mine øjne hårdt i. Jeg havde ikke en gang været til deres begravelse. Hvad med mine forældre? De anede ikke hvor jeg var. Måske troede de at jeg var død. Måske ledte de stadig efter mig. Et andet ansigt dukkede op i mine minder. En jeg aldrig havde fortalt Jonathan om.

Min tidligere menneskekæreste. Jeg så ham tit for mig. Han var stadig i live og jeg drømte om at besøge ham. Se ham igen. Jonathan kendte ikke til ham, fordi jeg var bange for hvordan han ville reagere, hvis han kendte til vores forhold. Vi havde været kærester, da jeg blev forvandlet.

Selv som vampyr brændte mit hjerte for ham. Jeg ville aldrig elske Jonathan, som jeg havde elsket ham. Tårerne løb ned over mine kinder.

”Så, så min søde. Græd ikke. Jeg er hos dig.” Jeg mærkede hans stærke arme omkring mig.

”Du vænner dig til det. Det gør du. Bare rolig. Der sker dig ikke noget. Jeg lader Dem ikke gøre dig noget.” Jeg lod ham berolige mig med sine blide ord. Men da jeg faldt i søvn, kunne jeg ikke lade vær med at tænke på hvem Dem var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...