En Vampyrs Blodbånd *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2012
  • Status: Færdig
Aitana blev forvandlet til en vampyr ,og ender derefter med at bo hos sin skaber. Men hun hader sit nye liv, og det eneste hun vil er at komme væk. Væk fra sit nye liv og sin skaber. Men hun kan ikke flygte eller kan hun? Fløg Aitana i sin kamp mod sin skaber, sig selv og sit nye liv.
______________________________________________________________________________

Jeg snøftede og gemte mit hoved ind mod hans bryst. ”Jeg vil ikke slå ihjel. Du må ikke bede mig om at slå ihjel.” Han prøvede at få mig til at drikke ”rigtigt blod”. Han prøvede at få mig til at slå ihjel, men jeg ville ikke.
”Jeg ringer til Samuel i morgen.” Sagde han efter lang tids tøven. Dette fremkaldte et hysterisk anfald fra min side. Jeg skreg og slog ham i brystet, mens jeg tiggede ham om at lade vær. Men han låste min hænder fast, mens han tyssede på mig. Jeg lod mig falde grædende ind mod ham.
Ikke Samuel, tænkte jeg, mens Jonathan strøg mig over ryggen.

59Likes
86Kommentarer
5490Visninger
AA

13. Don't Trust Anyone

Jeg åbnede øjnene med et sæt, og et par mørke øjne så ned på mig. Hans ansigt var så tæt på, at jeg reagerede før jeg nåede at tænke. Jeg hvæsede, blottede mine tænder og sprang væk fra ham, med en utrolig fart. Først bagefter indså jeg, at jeg havde overreageret. Lucas havde rynket bryn og så bekymret på mig.

”Aitana?” Sagde han forsigtigt.

Jeg følte mig svimmel, hvilket jeg ikke burde gøre. Vampyrer blev ikke svimle. Jeg trak vejret dybt og lukkede øjnene. Jeg kunne stadig se Jonathan for mig, og jeg kunne stadig høre hans ord. Hun er ikke så langt herfra. Han havde fundet mig. Han var på vej. Nej, nej, nej, nej… det måtte ikke ske. Jeg kunne ikke tage med ham. Jeg kunne ikke møde hans vrede. Hvad skulle jeg gøre?

”Aitana?” Lød Lucas’ stemme igen og jeg slog øjnene op. Han lød oprindelig bekymret.

”Hvad sker der?” Han gik forsigtigt frem mod mig, og jeg lænede mig udmattet mod et træ.

”Jonathan… jeg så ham… han kommer?” Lucas virkede stadig forvirret.

”Hvad mener du med at du så ham?”

Jeg lukkede øjnene. ”Jeg ved ikke hvad der skete. Jeg befandt mig på en landevej, og jeg så ham.” Der var stille så længe, at jeg åbnede øjnene. Lucas’ øjne var store og han så chokeret på mig.

”Hørte du mig ikke! Han kommer efter mig!” Skreg jeg.

Jeg kunne ikke tage væk. Jeg ville blive ved Lucas. Jeg var bange. Bange for at se Jonathan igen, fordi jeg vidste hvilken magt han havde over mig. Og jeg vidste udmærket hvor rasende han kunne blive. Jeg bed mig hårdt i læben og Lucas gik med hastige skridt hen til mig. Jeg mærkede hans hænder, der lagde sig om mir ansigt, og jeg så op i hans øjne. Hans ansigt var alvorligt, og han strøg mig blidt over kinden.

”Jeg passer på dig. Hvis du ikke vil tilbage til ham, så behøves du ikke.”

”Hvad mener du?”

”Jeg vil gerne have du bliver boende hos mig.” Han smilede til mig, og i det samme blev jeg varm.

Jeg kunne mærke lykken boble inden i mig. Jeg kunne mærke mit døde hjerte, og jeg kunne mærke hans bløde hænder mod mit ansigt. Han ville have jeg skulle bo hos ham. Vi kunne leve sammen! Jeg kunne blive hos mig. Han vil passe på mig.

”Virkelig?”

Han nikkede og smilede stort. ”Jeg kan vise dig de gode ting ved det her liv. Jeg vil gerne passe på dig. Jeg har kendt dig i kort tid, men jeg holder allerede af dig. Jeg vil så gerne have dig hos mig.” Hans finger strøg blidt over min kind, og efterlod en prikkende fornemmelse.

Jeg lænede mig ind mod ham og slappede i hele kroppen. Jeg følte mig lykkelig. Jeg kunne blive ved ham. Måske kunne vi blive mager. Jeg ville gerne have Lucas som min sjælemage. Jeg ville være ved ham. Holde om ham. Vågne op i hans arme. Være fri for blodbåndet. Være fri for Jonathan. Jeg vendte mig ansigt mod hans og smilede. Han skulle vide hvad han følte. Han skulle vide at jeg ønskede at leve sammen med ham. At jeg ville bryde blodbåndet med Jonathan. Jeg mærkede hans hænder på mine hofter, og hans smukke øjne smilede til mig.

Jeg flettede fingrene bag hans nakke. Jeg stod så tæt på ham. Jeg kunne mærke hans ånde mod mit ansigt. Jeg var sikker. Jeg ville være sammen med ham. Han lænede sig ned mod mig, og jeg stå på tå. Jeg lukkede øjnene og forventede at mærke hans læber mod mine. Men for sent blev jeg opmærksom på en alt for velkendt fært. Der lød en voldsom snerren, og så blev jeg flået ud af Lucas’ arme.

Jeg gispede og væltede om på jorden. I en hurtig bevægelse stod jeg på benene igen. Det var ikke Lucas’ øjne jeg mødte. Disse øjne var for mørke og for kolde. De var fulde af had og raseri, og jeg genkendte dem. Jeg havde kigget ind i disse øjne den gang jeg blev forvandlet. Jeg blinkede og Jonathan stod foran mig. Hans udstråling osede af had, raseri og mord.

Jeg kunne ikke sige noget, og jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg kiggede forbi ham, og så at Lucas var røget ind i et træ. Han var i gang med at rejse sig, og så ikke ud til at være kommet noget til. Godt. Jeg vendte igen min opmærksomhed mod Jonathan. Hans vrede var, til min overraskelse, fordampet en smule. Han stod og studerede mig, og jeg blev opmærksom på hvorfor. Mit tøj var stadig vådt og klæbede til min krop. Hans blik vandrede op ad min krop, og han endte med at se mig i øjnene. Han fastholdte mit blik.

”Så fandt jeg dig endelig.” Hans stemme fra fuld af vrede. Jeg sank og sagde ikke noget. Det var nok det klogeste.

”Er du klar over… hvad du har gjort mod mig?” Han tog et skridt frem. ”Er du klar over… hvad jeg har været igennem?” Jeg vaklede bagud, og ønskede bare at flygte. Han blottede sine tænder i vrede og hans øjne lynede. Alt ved ham fortalte mig, at jeg ville komme til at fortryde at jeg stak af.

”Lad hende være.” Jeg vendte blikket mod Lucas, som stod lidt bag Jonathan. Jonathan snurrede vredt rundt på hælen.

”DIG!” Råbte af vredt og overrasket. Han snerrede vredt og blottede sine hugtænder. ”Jeg burde have vidste det. Jeg burde have regnet ud at Rådet ville blande sig.”

Alt inden i mig frøs til is, og jeg kunne ikke trække vejret. ”Rådet? Hvad mener du med rådet?” Jeg så fra Jonathan til Lucas. Det var første gang sagde noget, men Jonathan så ikke på mig. Lucas så på Jonathan med sammenbidte tænder.

”Lucas her, er medlem af Vampyrernes Højeste Råd.” Sagde Jonathan, med en kølig stemme. ”De har sendt ham ud for at finde dig.”

Det føltes som om alt inden i mig gik i stykker, da sandheden blev slynget i hovedet på mig. Jeg ønskede at Lucas skulle benægte det, men det gjorde han ikke. Jeg var alene. Alt havde været løg. Jeg kunne ikke stole på nogen længere. Det føltes som om jeg faldt ned i et dybt mørkt hul.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...