En Vampyrs Blodbånd *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 25 aug. 2012
  • Status: Færdig
Aitana blev forvandlet til en vampyr ,og ender derefter med at bo hos sin skaber. Men hun hader sit nye liv, og det eneste hun vil er at komme væk. Væk fra sit nye liv og sin skaber. Men hun kan ikke flygte eller kan hun? Fløg Aitana i sin kamp mod sin skaber, sig selv og sit nye liv.
______________________________________________________________________________

Jeg snøftede og gemte mit hoved ind mod hans bryst. ”Jeg vil ikke slå ihjel. Du må ikke bede mig om at slå ihjel.” Han prøvede at få mig til at drikke ”rigtigt blod”. Han prøvede at få mig til at slå ihjel, men jeg ville ikke.
”Jeg ringer til Samuel i morgen.” Sagde han efter lang tids tøven. Dette fremkaldte et hysterisk anfald fra min side. Jeg skreg og slog ham i brystet, mens jeg tiggede ham om at lade vær. Men han låste min hænder fast, mens han tyssede på mig. Jeg lod mig falde grædende ind mod ham.
Ikke Samuel, tænkte jeg, mens Jonathan strøg mig over ryggen.

58Likes
86Kommentarer
5339Visninger
AA

9. Do You Think You Can Run Away?

Der var stille. Det var så dejligt. Jeg lå ned og mine øjne var lukket. Jeg begyndte langsomt at vågne og det samme gjorde mine sanser. Der var stille. Jeg kunne høre min egen vejrtrækning og… en anden vejrtrækning lige i nærheden. Ikke så langt fra mine følsomme øre. Jeg kunne mærke at jeg lå på noget hård. Det var ikke ubehageligt, men det var bestemt ikke en pude. Jeg åbnede tøvende øjnene og vendte mig om, så jeg lå på ryggen.

Da jeg så op kiggede jeg ind i et par mørke øjne og Lucas smilede til mig. ”Godmorgen.”

Jeg gispede og satte mig lynhurtigt op, og rykkede hurtigt over i den anden ende at sofaen. For fanden da! Havde jeg virkelig sovet i hans skød? Fuck, det var bestemt ikke godt. Han slog en latter op, da han så hvordan jeg reagerede. Jeg veg automatisk tilbage og stirrede mistroisk på ham.

”Lad vær med at se sådan ud.” Sagde han med et stort smil.

”Hvorfor? Jeg ved ikke hvad du er ude på.”

Han sukkede og lænede sig frem. ”Jeg er ikke ude på noget. Du var træt og faldt i søvn hos mig, og jeg ville ikke vække dig.”

Jeg så en smule irriteret på ham. Ja, vi havde danset og det havde føltes fandens godt og trygt. Jeg havde stået i hans arme og havde slappet af. Jeg var blevet udmattet og træt efter dagenes begivenheder, så jeg var faldet i søvn hos Lucas. Jeg huskede det udmærket, men det betød ikke at jeg brød mig om det. Små ting kunne betyde at man knyttede sig følelsesmæssigt. Og indtil videre havde jeg ikke fået den opfattelse af, at det var nogen god ting.

Desuden kunne han vampyrer være noget så besidderiske. Et godt eksempel på det var Jonathan. Jeg kunne sagtens forstille mig hvad han ville gøre, hvis han havde fundet mig sovende i Lucas’ skød. Jeg krympede mig inden i. Jeg kunne ikke helt forstå Lucas, men han gjorde mig mere usikker end jeg var i forvejen.

”Okay, fint nok.” Jeg rejste mig op og så ned af mig selv. Jeg trængte seriøs til nyt tøj. Mit tøj var dækket af jord og græs og var gået i stykker flere steder..

”Øhm… jeg tror jeg bliver nød til at smutte. Jeg trænger til nyt tøj.”

Lucas rejste sig op og kom hen til mig. Han lagde hovedet på skrå. ”Jeg kan nu godt lide dit tøj.” Sagde han med et skævt smil.

Fedt, nu stod han og lagde an på mig. Kunne han ikke bare tage sin charme med sig og forsvinde ud af døren? Jeg så væk og tog mig sammen. Hvorfor skulle alle hanner have sådan en effekt på mig? Jeg så tilbage på ham.

”Det kan godt være du synes det, men jeg vil gerne have noget nyt tøj.”

”Når men så lad mig købe noget til dig.”

Hvad fanden? ”Hvad? Hvorfor?”

Han smilede lumsk. ”Hvorfor tror du alt det jeg gør, har en bagtanke?”

”Fordi du er en vampyr, og man kan ikke stole på vampyrer.”

”Du er selv en vampyr.” Påpegede han.

Som om jeg ikke vidste det. Men det gjorde ikke den store forskel, for jeg stolede heller ikke på mig selv. Mine instinkter gjorde mig til en dræber og et monster. Så vampyrer, tja man kan ikke stole på dem.

”Jeg ved godt jeg er en vampyr, men det gør ikke nogen forskel.” Lucas så en smule forvirret ud, og jeg skyndte mig at skifte emne.

”Når men, ville du købe det tøj eller skal jeg gøre det?”

”Jeg skal nok købe noget til dig.” Han smilede stort.

”Jeg skal nok skynde mig.” Sagde han, og så han løb i vampyrtempo ud af stuen. Jeg rystede bare på hovedet. Så nu var jeg så her. I et fremmed hus. Alene. Super.

Jeg satte mig ned i sofaen og overvejede hvad jeg skulle stille op.  Jeg kunne stikke af, men hvad ville jeg få ud af det? Jeg ville være alene og Jonathan ville sikkert finde mig. Jeg kunne ligeså godt blive her. Jeg rejste mig og begyndte at lede efter et badeværelse, for jeg trængte virkelig til et band. Huset var stort, og det tog mig lidt tid inden jeg fandt et badeværelse på første sal.

Jeg havde ikke travlt, så jeg gik bare roligt rundt. Jeg åbnede døren til badeværelset, og stirrede måbende rundt. Okay, hvad kunne jeg have forventet? Lucas var trods alt en rig og gammel vampyr. Jeg burde faktisk have forventet et badeværelse, med et badekar belagt med guld. Men det gjorde jeg altså ikke. Jeg havde ikke forventet noget, så badeværelset design overraskede mig.

Det var smukt og hvidt og stort. Håndvasken var af marmor og den blanke overflade skinnede i lyset fra lamperne. Spejlet var stort og rundt og jeg kunne se mit eget overraskede udtryk. Gulvet var koldt og stenene var hvide med smukke mønstre. Badekarret var meget stort og man kunne få boblebad. Tja det eneste der manglede var en jacuzzi… når ja og et guldbelagt badekar.

Jeg lukkede døren og smilede. Okay, jeg kunne vel godt udnytte Lucas’ gæstfrihed. Hvis alt her i huset var luksuriøst, kunne det blive et ret fedt ophold. Jeg smilede og så ind i spejlet. Måske var det hele ikke så slemt. Så ramte en følelse mig som et hårdt slag. Tristhed. Jeg kunne mærke det gemmestrømme min krop. Jeg følte mig alene. Jeg havde brug for nogen til at passe på mig, jeg havde brug for nogen der kunne holde om mig. Jeg gispede efter vejret, og trangen til at finde en der kunne passe på mig var forfærdelig og ulidelig. Jeg vidste hvem jeg havde brug for.

Jonathan. Jeg mærkede samtidig frygten komme snigende ind på mig. Mit sind og min krop længtes efter ham. Jeg ville have ham hos mig. Jeg ville være hos ham. Jeg greb fat i håndvasken og klemte så hård til, at der lød en knasende lyd. Jeg klemte mine øjne i. Åh nej, det var ikke mine egne følelser, der var nogen der pillede ved mit sind og mine følelser. Jeg vidste hvem det var, og jeg vidste hvorfor. Han prøvede at lokke mig til sig, ved at udnytte blodbåndet mellem os. Følelserne og trangen skar gennem mig og jeg kunne ikke få vejret. En del af mig sagde at jeg måtte finde ham, men en anden del skreg at jeg skulle lade vær.

Jeg så op og gispede forfærdet. Jeg vaklede bagud og stoppede med at trække vejret. Det var ikke mit eget spejlbillede der stirrede tilbage på mig, men Jonathans ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...