Part Of Me - One Direction

Madelin-Victoria Payne er lillesøster til den berømte Liam Payne. Liam Payne som er med i gruppen One Direction.

Men Madelin er ikke som de fleste, nej hun har en hemmelighed. En hemmelighed som ændre alt. Ændre alt på det split sekund hun ser navnet på hendes næste offer. Hendes offers uskyldige smil, hans uskyldige personlighed, hans grin, han trang til at gøre andre glade. Men er det nok til at ændre hendes valg, valget der bliver besluttet af personen han har været hemmelig forelsket i.
Vil hun kunne gennemføre det eller miste alt?

19Likes
12Kommentarer
3090Visninger
AA

9. 1.8

Mit system var fuldstændig lukket ned, jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så jeg valgte bare at stirre koldt ud i ingenting. Jeg kunne ikke se Niall i øjne og slet ikke efter det han lige havde sagt. Hvordan kunne jeg så gøre det mod ham, han elskede mig. Og ordet elske er stort, så det må vel betyde noget. 

"Madelin" spurgte Niall grødet imens han kiggede med hans havblå øjne på mig. Bare hans øjne der   kunne udtrykke så mange ting.

Jeg lod kort mit hoved falde frem og tilbage så det gav et ryk i hele min krop. Min mund var tør, jeg kunne ikke sige noget. Jeg viste hvis jeg prøvede ville det bare kikse. 

"Føler du det sammen som mig?" sagde han lavt imens jeg kunne høre nervøsiteten i hans stemme. Han var tydeligvis bange, nej mere nervøs. Jeg viste han hadet at blive afvist, men det gør alle vel

"Jeg.Jeg" mere nåede jeg ikke før jeg kunne høre døren gå op. Det var mit stikord til at kunne slippe for at såre ham. Det er allerede nok at jeg skal det en gang.

"Jeg går ned." sagde jeg hurtig, med helt følelsesløs. 

"Madelin!" råbte han efter mig. Men jeg var allerede godt på vej ned af trappen. Jeg havde sådan en stor trang til at vide han var okay. At de ville tilgive mig.

 

*****  

 

Jeg lod hårdt mine hænder ramme døren imens den smækkede op. Deres blikke der var blevet forskrækket blev med det sammen følelse forladt. Deres grin var stoppet og de stirret bare ligegyldig på mig.   

"Liam. Jeg vil gerne snakke med dig" sagde jeg koldt uden jeg trak en mine. De skal ikke vide at jeg er ked af det, jeg skulle helst beholde min værdighed. Min stolthed.

"Hvad vil du?" hvæset han vredt. Vi var lige trådt ud i gangen og han havde allerede spurgt det første spørgsmål.

"Det var ikke min mening" sagde jeg toneløst imens jeg stirret ind i hans øjne. De var fuld med vrede, følelsesløs.

"Var det ikke? hvorfor fanden gjorde du det så?" sagde han imens tonelejet steg. Hvert et ord sagde han med afsky. Jeg havde aldrig hørt ham sådan. Han var altid den beskyttende, han var altid den der havde medlidenhed med andre. Men han var fuldstændig kold.

"Hvis du viste hvordan han var. Ville du forstå det" sagde jeg lavt men fuldstændig koldt. Han skulle ikke have mig ned med nakken. Ikke uden kamp.

"Han sagde sikkert du vil sige sådan noget. Hvor lavt er du sunket, at give andre skylden for dit fald. Latterligt" sagde han spydig. Jeg var som forstenet. Han holde med Jake, og jeg. Ja ingenting.

"Så du holder med Jake. Jeg er ingenting for dig?" jeg var tæt på at græde. Jeg kunne knække hvert sekund

"Ja. Det kan godt være du er min biologiske søster. Men du smadret alt. Jeg bliver aldrig din bror mere" sagde han koldt, men jeg kunne fornemme smerten i hans stemme. Jeg havde ødelagt alt. Han ville ikke kendes ved mig mere.

"Liam. Vær dog forstående. Hun er din lillesøster." sagde Louis der var kommet ud og beskyttet mig.

"Nej hun er ikke. Jeg vil ikke kendes ved hende" sagde han grødet imens hans blik lå i smerter. Jeg kunne ikke mere. 

Jeg lod mine tåre få frit fald, imens jeg satte i løb ud af døren og ind mod arbejdet. Det var altid noget, jeg kunne vel få en anden opgave?.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...