Part Of Me - One Direction

Madelin-Victoria Payne er lillesøster til den berømte Liam Payne. Liam Payne som er med i gruppen One Direction.

Men Madelin er ikke som de fleste, nej hun har en hemmelighed. En hemmelighed som ændre alt. Ændre alt på det split sekund hun ser navnet på hendes næste offer. Hendes offers uskyldige smil, hans uskyldige personlighed, hans grin, han trang til at gøre andre glade. Men er det nok til at ændre hendes valg, valget der bliver besluttet af personen han har været hemmelig forelsket i.
Vil hun kunne gennemføre det eller miste alt?

19Likes
12Kommentarer
2865Visninger
AA

6. 1.5

Louis Synsvinkel

Jeg nåede hurtig ud ad døren imens jeg åndet lettet op. Jeg viste at hvis jeg sagde det, ja så ville Niall aldrig tilgive mig. Om det så ender godt eller modsat. Men han ville aldrig tilgive mig, han er meget sorgbar. Men det er også det der gør ham så charmende for de mange piger. Og så hans irske stemme, jeg ville ønske jeg havde.

Jeg kom hurtig der ned imens de andre kiggede på mig. Niall var der dog ikke, han var sikkert inde i køkkenet hos Liam og Madelin. Æde dem ud af huset, men det viste de jo. Så man havde altid ekstra mad når han var der.

"Hvad så?" spurgte Liam hurtig imens han kiggede seriøst på mig. Han var en meget omsorgsfuld person, og især overfor Madelin. Jeg undslap en enkel og falsk latter. Jeg viste hvad han troede.

"Liam, hvad skulle jeg dog med Madelin? Jeg har Eleanor" grinede jeg endnu engang falsk. Madelin er smuk, sød og sjov. Men hun er som en søster for mig, min lillesøster. Og det ville også være ondt for Niall, vi alle kunne jo tydelig se hvordan han stirret på hende. Alle sammen, undtagen Madelin.

"Hvem ved, Niall kunne godt" grinede Zayn der blandet sig. Vi alle undslap et stort grin imens Niall hurtig stak sit forvirret ansigt ind. Ja general bare så helt forvirret ud, og det fik mig til at falde sammen af grin.

"Hvad kunne jeg godt?" spurgte Niall med munden fuld af mad. Han var dybt forvirret, forvirret lille dreng. 

"Lave noget med Liams lillesøster. Madelin" grinede Harry imens han kiggede skiftevis fra Niall til Liam. Liam var stoppet med at grine og bare sad og så seriøst ud. Niall var hurtig blevet rød i hovedet. Tydelig busted.

"Nej jeg kunne ej!" sagde han beskyttende imens han sank maden han havde i munden. Vi andre grinede stadige.

"Nialler, du er tydeligvis dybt forelsket i hende. Men hvis du rør hende, skal du få betalt" smilede Liam imens han bed sig hårdt i læben. Han prøvedet tydelig at virke som det ikke gik ham på. Men det viste vi alle var en kæmpegang bullshit.

 

****

 

Madelin Synsvinkel

"Nialler. Gider du lige komme?" råbte jeg med en falsk latter. Jeg havde fået min styrke, jeg havde fundet den perfekte facade. Den eneste jeg behøvet en facade for, Niall. De andre kunne jeg behandle som jeg plejede. Og det havde jeg tænkt mig at gøre. Jeg var egentlig ikke særlig anderledes når jeg var i deres selskab, der var jeg afslappet. Men jeg havde stadige en underlig trang til at sætte min facade op. Være den kolde og afvisende type, men det ville ikke gå. Eller skulle jeg bare sætte den facade op jeg var så god til at holde. De ville jo alligevel ikke kunne regne det ud?

Niall kom løbende op imens han kiggede forvirret rundt og landet på mig. Hans blik der sagde mere ind ord. Han var tydelig kommet så hurtig op fra stolen og spurtet op af trappen.

"Er jeg gud? Eller er du en tøffelhelt?" grinede jeg falsk. Jeg havde besluttet mig for at beholde den facade for de andre. Både den kolde og rare. Alt i en.  "Tsk, ikke en skid. Jeg blev bare forskrækket" sagde han fornærmet, eller prøvede på det da han faldt sammen af grin. Var det sjovt.

Jeg lod min kolde facade falde på igen. Jeg var ligeglad om han undrede sig over det, det var trods alt mit liv

"Hvad? Du er da en tøffelhelt" sagde jeg koldt imens jeg kiggede hen mod ham. Hans grin stivnet imens han kiggede bange på mig. Fuck, jeg skulle ændre det. Ellers ville jeg aldrig nå mit mål og ikke mindst min deadline.

Jeg sukkede indevendig imens jeg hev min facade af og placeret den anden. De var begge lige skudsikker. Det var som at skifte et plaster. Nemt og atter nemt.

"Undskyld Nialler. Jeg er bare forvirret" sukkede jeg imens jeg faldt ned på gulvet og bare kiggede stille op på ham. Det var da godt jeg var så god til det med min facade, ellers var jeg faldet sammen i et kæmpe grin.

"Hvorfor?" spurgte han forvirret imens han satte sig ned og kiggede kærligt på mig. Han var bestemt ikke som sig selv, hvor var den barnlige Niall.

"Jeg forstår bare ikke hvorfor Louis ikke vil sige hvorfor du er så underlig. Hvad har jeg gjort dig?" sagde jeg med en grødet stemme, men fuldt ud falsk.

"Du har intet gjort mig. Jeg har bare nogle spørgsmål jeg skal løse i mit hovedet" sagde han nervøst imens han kløede sig i håret. Jeg havde præcis hvor jeg ville have ham, han var min tøffelhelt. 

"Hvad så?" smilede jeg. Et ægte et, men hvorfor viste jeg ikke, jeg skulle ikke være ægte. Min facade skulle være så¨skudsikker, skudsikker så de ikke kunne se den rigtig mig. Den ægte mig, den bange person jeg virkelig var.

"Jeg. Jeg. Jeg... Er" endnu engang stoppet han. Han åbnet munden men intet kom ud. Hans læber der bevægede sig, bevægede sig uden en form for lyd kom ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...