Part Of Me - One Direction

Madelin-Victoria Payne er lillesøster til den berømte Liam Payne. Liam Payne som er med i gruppen One Direction.

Men Madelin er ikke som de fleste, nej hun har en hemmelighed. En hemmelighed som ændre alt. Ændre alt på det split sekund hun ser navnet på hendes næste offer. Hendes offers uskyldige smil, hans uskyldige personlighed, hans grin, han trang til at gøre andre glade. Men er det nok til at ændre hendes valg, valget der bliver besluttet af personen han har været hemmelig forelsket i.
Vil hun kunne gennemføre det eller miste alt?

19Likes
12Kommentarer
3015Visninger
AA

5. 1.4

Jeg kiggede stille op mod mit hvide loft. Loftet der ingen følelse havde, lidt som min hjerte. Hjerte som en anden havde, jeg viste hvis jeg bakkede ud nu. Ja så var jeg dømt til den sammen skæbne som de mange andre havde fået bestemt. Vi var døden i det virkelig liv, livet der kunne dø hvert sekund. 

Jeg fik samlet mine kræfter og rejste mig. Jeg fór hen til skabet imens jeg flåde døren op og kiggede følelse forladt hen på pengeskabet. Jeg havde dog intet vigtig i den, eller jo. Men det var noget ingen måtte vide. Hvis de viste det, ja så ved jeg det ærligtalt ikke.

Jeg kunne høre døren åbne sig. Jeg havde med vilje ladet vær med at få olie på den. Jeg skulle vide om der kom nogle, og det var den bedste mulighed. Jeg smækket hårdt pengeskabets dør i, lige i tiden til at høre en velkendt stemme

"Du skal til at få ordet den" grinede en Louis imens jeg vendte mig om. Mit blik var iskold, og det så tydelig i Louis bange øjne. Han var bare ikke vandt til det.

"Jeg laver det når jeg vil Louis!" sagde jeg koldt imens jeg ingen mine trak. Mit ansigt var følelsesløs.

Han sukkedet stille imens han kastet sig ned i sengen. Hans humør var tydeligvis tilbage på dens  plads. Jeg kunne ikke lade vær med at trække en lille smule i smilebåndet og det kunne Louis se. Han smilede flabet tilbage imens hans læber formede en sætning jeg havde set komme.

"Du kan bare ikke være sur på mig forevigt. Jeg er en elskelig and" grinede han stort, grinede af sit ordvalg. Jeg kiggede opgivende på ham. Nej jeg kunne ikke være sur på ham, han var trods alt min bedsteven. Og hans ordvalg gjorde det bestemt ikke bedre.

"Hold bøtte!" grinede jeg for første gang ægte, at være i rum med ham var bare rigtig. Han var ægte. 

 

****

 

Jeg smilede imens jeg sad sammen med Louis. Jeg havde inderlig lyst til at fortælle hvad der var galt. Men jeg viste det ville være min egen undergang. Jeg viste han kunne gennemskue mig når jeg ikke havde min facade på. Men jeg viste heller ikke hvorfor jeg skulle have den på.

Det kan jo godt være at jeg havde den opgave foran mig, den opgave som var bestemt for mig. Og derefter ville de hadet mig for evigt, så hvorfor ikke bare nyde det med ens bedsteven?

"Madelin det var ikke mening at såre dig" smilede han nervøst imens han pillet ved sengetæppet vi sad på.

Jeg sukkede kort imens jeg nikkede enerkende. "Jeg ved det Louis" sagde jeg koldt, koldere ind hvad havde forventet. Jeg var ikke en der bar den nag i fortiden. Min fremtid var dobbelt så forkert. Hele situationen var forkert.

"Hvorfor sagde du det så?" han hentydet tydelig til det allersidste jeg sagde. Jeg viste den ville komme, det gjorde de jo på et tidspunkt.  Jeg bed mig kort i læben imens nevrøstiten stormmede frem, skulle jeg sige sandheden. Og tage det som en mand. Eller forme endnu en løgn.  

Uden at tænke mere over det havde mine læber allerede åbnet sig og formede endnu en løgn. Jeg var løgnens dronning.

Jeg kunne tydelig se at Louis tænke så det bragede, han var stadige tydelig stadige chokkerte over mine ord, min kolde hvisken. Jeg bed mig dog i læben for at få det til at stoppe. Jeg følte jeg var til krydsforhør. Men det burde jeg vel også når jeg var igang med at endegøre en af deres venner. Men så søde og naive som drengende var. Ja de havde ingen mistanke. 

 

Jeg smilede hurtig imens jeg stadige kunne se Louis tænke. Men jeg valgte at bryde den da jeg ikke ville snakke om det. Og det lykkes også meget godt.  "Hvad sker der med Nialler?" grinede jeg endnu engang ægte. Den dreng gjorde hele situationen ægte, mere ægte ind hvad jeg noglesinde ville blive til. 

"Eh?" han slog hurtig blikket ned på hans hænder imens han bed sig i læben. Han ville tydelig ikke sige det, og det gjorde det bare mere spændende. 

"Hvad?" smilede jeg imens jeg presset mig på. Jeg ville vide det, og det skulle være nu.

"Jeg smutter ned igen. Jeg synes jeg kan høre Liam" smilede han hurtig imens han fór ud af døren. Jeg nåede lige at råbe hans navn inden døren lukket sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...