Part Of Me - One Direction

Madelin-Victoria Payne er lillesøster til den berømte Liam Payne. Liam Payne som er med i gruppen One Direction.

Men Madelin er ikke som de fleste, nej hun har en hemmelighed. En hemmelighed som ændre alt. Ændre alt på det split sekund hun ser navnet på hendes næste offer. Hendes offers uskyldige smil, hans uskyldige personlighed, hans grin, han trang til at gøre andre glade. Men er det nok til at ændre hendes valg, valget der bliver besluttet af personen han har været hemmelig forelsket i.
Vil hun kunne gennemføre det eller miste alt?

19Likes
12Kommentarer
3013Visninger
AA

2. 1.1

Jeg rystede voldsomt imens mine ben bevægede sig hjem. Jeg havde endnu en gang tvunget mine læber til at forme en løgn, en løgn jeg viste var utilgivelig. Men det var det jeg havde skrevet under på, det jeg viste jeg var født til.

Jeg viste jeg var anderledeind min familie men det var der også en god grund til. Hele min opvækst var en løgn. Hele mit liv var en fejl, jeg skulle aldrig været født ind i den, men alligevel elsket jeg min familie. Elsket dem, selvom det var fuldstændig forkert. Alt for forkert.

Jeg mærkede min telefon vibrere, og inden længe skar en skinger lyd igennem den ellers trykkede lydmur jeg havde formådet at sætte op. Alt var et spil, mit forhold til min familie var et spil.

"Madelin-Victoria Payne!" sagde en mørk stemme, en stemme jeg tydelig kunne huske. Det var printet ind i min hjerne min nethinder der utallige gange lod den mørke stemme runge i mit hoved.

Jeg lod blidt mit mit hoved svinge frem og tilbage. Som en konstatering at jeg lyttet, at han havde min fulde opmærksomhed. Dog fandt jeg hurtig ud af han ikke kunne høre mig da hans rungende stemme lød igennem højtalerne.

"Madelin!" endnu engang rungede hans mørke stemme igennem højtalerne. Han var tydeligvis irriteret, men han kunne aldrig være sur på mig. Jeg var den bedste, den bedste i feltet. Om han ville det eller ej, men jeg havde udseendet, det som blev deres undergang.

"Si?" sagde jeg kort uden at udtrykke en eneste følelse. Ikke en eneste formede sig igennem mine sammenbidte tænder. Mine følelser var gemt, væk fra lyset og ind i skyggen. 

"Nu, igen?" sagde jeg kort imens jeg kastet mit hår om bag øret og lod mine ellers daværende rystende ben gå hjem ad. 

"Okay. Er der snart" sagde jeg stramt imens jeg lukket mobilen og lod den falde ned i min lomme. Jeg havde travlt det viste jeg. Han havde at vente, og blev egentlig rimelig vred hvis man ikke kom så hurtig som muligt. 

 

****

 

Jeg var hurtig kommet der hen imens jeg viste mit kort. Ham der sad bag skranken nikkede enerkende imens han kiggede ligegyldig på mig. Hele firmaet var en stor facade, medarbejderne var endnu en støre facade. Facaden ind til det virkelig problem men det ville jeg aldrig indrømme. Jeg elsket stedet.

Jeg banket kort på inden jeg ventet på at blive lukket ind. Men det tog dog heller ikke særlig lang tid inden den blev åbnet.

"Kort?" sagde en ekstrem lille stemme, en stemme jeg ikke havde hørt før. Han må være ny, og det lignede det sørme også. Han var så nervøs, og bare lignede et lig. Et faktisk meget pænt lig.

"Du skal nok falde ind her" smilede jeg kort imens jeg igenorde hans konstatering før. Jeg bevægede mig ind imens hans måbende ansigt var tydelig at fornemme.

"Du. Du. Du er Madelin Payne. Lillesøster til Liam Payne" sagde han måske en smule for højt for folks blikke hvilede interessant på mig.

Jeg vendte mig surt om imens jeg kiggede på ham. Hans smilende, oversmilende ansigt. Er han fan? af mig?

 

****

 

Jeg lukkede stille mine øjne i. Jeg havde fået min opgave, en opgave han bestemt mente var lavet til mig. Men denne gang, var jeg usikker. Jeg havde aldrig følt mig så usikker før, aldrig på det jeg lavede.

Jeg skulle lige til at hive ned i håndtaget da den åbnede og en Louis, en tårfyldt Louis. Hans smil der altid var solidt plantet på hans læber. Hans fine engel formede læber.

Vi alle havde et godt bånd til hinanden. Men det var anderledes. Jeg havde aldrig set Louis så ulykkelig.

"Louis, hvad sker der?" spurgte jeg forskrækket, min første toneforandring idag. 

"Lad mig bare være" sagde han grødet imens hans blik borede sig ind i øjne på mig. Hans øjne hans smerte der sagde han gerne ville snakke. Hans grødet ord der gjorde mig så forvirret. Hans grødet ord der ikke gav mening med hans smerte i øjne.

"Hold nu op Louis" sukkede jeg irriteret imens jeg hev ham med hen mod parken. Det kunne godt være min opgave var igang, men mine venner er altså vigtige. Ligeså vigtige som opgaven. Eller det var det min chef mente, jeg mente dog det helt modsatte.

"Nej. Du vil ikke kunne forstå det" hulket han denne gang imens han satte sig ned i fosterstillingen. Og bare stirret stift ud på de mange menneske der bevægede sig igennem parken. En helt almindelig park, i et helt normalt land. Min elsket fædreland, England.

Jeg var fornærmet, at jeg ikke forstod det. Det var latterlig. Jeg forstod mere ind de viste, kunne drømme om. Flere ting ingen viste.

Jeg lod stille mine arme vikle sig rundt omkring hans ellers rystende skulder. Der sider jeg så med Louis, midt ude i en park. Hvad vil folk ikke tro om os, og ikke mindst Louis. 

 

"Eleanor. Eleanor afsluttet afsluttet" - "det" afsluttet han hviskende, og brød endnu engang sammen.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...