I'm a liar - One Direction.

Laurentia Cyro. En pige på kun 17 år, gør alt hvad der passer hende. Hun er mere end professionel til at stjæle. Hun kan tage din pung, uden at nogen som helst opdager det, uanset om man står og kigger på det. Hun kan tale sig fra alt. Men en dag, vil hun starte om. Starte fuldstændig om. Hun farve sit lyse hår, mørkebrunt og skifter navn til Laura Olson. En dag møder hun selveste One Direction, og hun får et helt nyt indtryk af dem. Men vil det lykkes at holde sin hemmelighed hemmelig?

79Likes
111Kommentarer
11767Visninger
AA

20. Let's have fun.

Jeg lader mit blik køre rundt i hele stuen. Men mit blik hviler hele tiden på Leonora, som sidder på Zayns skød. Leonora virker ikke mere bitchie efter jeg slog hende, da hun allerede var fuld bitch før. Der er bare en ting, jeg ikke forstår. Hvorfor er Zayn sådan overfor mig?Godt nok slog jeg hans kæreste, men helt ærligt, hun fortjente det. Jeg prøver hele tiden at fange Zayns blik men han lader ikke engang noget der har at gøre med mig, komme i kontakt med ham. 

Endelig, efter flere minutters forsøg får jeg hans øjekontakt. Jeg kigger dybt, ind i hans smukke chokoladebrune øjne. Han prøver at fortælle mig noget, men hvad? Jeg kan se han er trist. Han lader hurtigt sit blik køre videre, da han finder ud af at jeg prøver at læse ham. "Hvad skal vi lave i dag?" spørger jeg for at få opmærksomheden lidt over på mig, istedet for på Zayn og Leonora. "Laura, kan du lave mad?" Niall smiler til mig. "Altså, ja jeg kan, me.." "Godt, kom vi går ud og laver noget sent frokost til jer" han rejser sig og hiver mig ud i køkkenet. "Hvad har du tænkt dig vi skal lave til dem?" spørger jeg og kigger på ham. "Tja, det ved jeg ikke. Vi kan lave spaghetti med kødboller til Zayn og Leonora, hvis du forstår?" siger han og griner. Jeg griner ikke, selvom jeg ved hvad han mener. Han kigger underligt på mig. "Hey, er du okay?" spørger han svagt mens han går over til mig. Jeg nikker på hovedet og holder tårerne inde. "Nej, du er ikke okay" siger han og krammer mig. Da jeg er ret lille i min højde, er jeg ca. ved de fleste drenges bryst. Jeg presser forsigtigt mit hoved ind i hans bryst, men kun lige så det ikke gør ondt. "Undskyld" siger jeg og sukker. Jeg snøfter og tørrer derefter en tåre væk. "Jeg skal nok mande mig lidt op nu" siger jeg og smiler. Han smiler tilbage men kigger stadig spørgende på mig. "Husk, jeg er der altid for dig. Husk det, Laura" siger han svagt og smiler. Jeg nikker bare, og tager derefter spaghettien op. Hvis det er sådan Zayn vil have det, synes jeg da Nialls idé er ret god. Jeg skal nok behandle dig og din fucking klamme kæreste, godt. Jeg kan mærke vreden pumpe op i mit blod, men jeg tæller langsomt til ti og ånder ud.

"SÅ ER DER MAD!" råber Niall og smiler. "Vi har lavet en speciel ret til dig og Leonora, Zayn" siger jeg og stiller spaghettien foran ham. Han kigger først ned på maden og derefter på mig. "Jeg kan ikke lide spaghetti" siger han og kigger derefter ned på maden igen. "Er det rigtigt? Niall sagde du elskede det" siger jeg tilbage. Jeg kan se at det irritere ham. Jeg smiler bare og går tilfreds ud i køkkenet for at hente resten af maden. Jeg stiller den på bordet og først når jeg har sagt "værsgo", opdager jeg at Louis ikke er hjemme. "Hvor er Louis?" spørger jeg og kigger på Harry. "Ude hos Eleanor" svarer han og begynder at tage noget kød ind i munden.  

***

Min mobil begynder at ringe og uden at se hvem det er, tager jeg den hurtigt op til øret. "Ja, det Laura?" spørger jeg. Jeg kan høre en snøften, og en der mumler. "Undskyld, hvem er du?" spørger jeg. "Det' Louis" stemmen kan jeg klart genkende. "Louis!" siger jeg og smiler. "Kan du komme og hente mig?" hans stemme er hæs, og det er tydeligt at han har grædt. "Hvad er der sket, Louis?" spørger jeg. "Kan du ikke komme?" spørger han hurtigt. "Jo, selvfølgelig. Hvor er du?" spørger jeg. "Du ved, ude for Eleanors hus. Det er ikke så langt fra os. Jeg sidder på en bænk nær parken". Uden at svare, ligger jeg på og skynder mig. Jeg løber igennem stuen og før at nogen overhovedet spørger mig om noget er jeg ude af døren. Jeg løber ned af trapperne. Fedt, jeg har glemt mit buskor. Nå well, jeg har brug for lidt motion. "Ved parken..." mumler jeg for mig selv.

"Louis!" råber jeg da jeg får øje på ham. Jeg løber hen ved siden af ham og krammer ham. Jeg trækker mig ud af krammet og kigger på ham. Han har grædt. "Louis" - "Hvad er der galt?" spørger jeg. "Eleanor og jeg havde et skænderi... Jeg råbte ad hende. Også bad hun mig at skride. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, jeg prøvede at banke på igen men hun svarede ikke" siger han og jeg kan se han kæmper for at holde tårerne inde. Shit, paparazzier vil være overalt. Alle vil tro at de har slået op. "Men I har ikke slået op?" spørger jeg og kigger ham ind i hans grå-blå øjne. Som nu er røde ude i kanten. Han ryster svagt på hovedet. Det gør ondt at se ham sådan, gud da også. Jeg krammer ham igen og jeg kan mærke at han prøver at løfte sine arme men han kan simpelthen ikke nu. "Hør, lad os tage en tur ind i byen. Jeg skal nok sørge for at fans ikke komme hen til dig, okay? Også lad os tage en Stabuck. Vil du have med jordbær, vanilje eller chokolade?"spørger jeg og tager min arm omkring hans skulder. "Tak, Laura" siger han og.. Er det et smil på hans læbe? Jeg har da gjort fremskridt i dag.

UNDSKYLD FOR SÅDAN ET KORT KAPITEL, MEN JEG HAR VIRKELIG BRUG FOR AT SKRIVE I DEN ANDEN OGSÅ, DA JEG IKKE KOMMER TIL AT SKRIVE MERE I DAG :-) x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...