I'm a liar - One Direction.

Laurentia Cyro. En pige på kun 17 år, gør alt hvad der passer hende. Hun er mere end professionel til at stjæle. Hun kan tage din pung, uden at nogen som helst opdager det, uanset om man står og kigger på det. Hun kan tale sig fra alt. Men en dag, vil hun starte om. Starte fuldstændig om. Hun farve sit lyse hår, mørkebrunt og skifter navn til Laura Olson. En dag møder hun selveste One Direction, og hun får et helt nyt indtryk af dem. Men vil det lykkes at holde sin hemmelighed hemmelig?

81Likes
111Kommentarer
11930Visninger
AA

14. Its a secret

(Laura's synsvinkel)

Drengene giver hinanden underlige blikke, hele tiden mens vi spiser morgenmad og det begynder at irritere mig. Men der er også en virkelig akavet stilhed. "Tak for morgenmad" siger jeg og smiler til drengene. De smiler nervøst tilbage. "Okay, drenge. Hvad er der med jer?" ryger det ud af min mund mens jeg rejser mig. De kigger på hinanden og ryster på deres hoveder. Jeg står med min tallerken i hånden og vender om for at gå ind i køkkenet, da jeg ikke ligefrem regner med at de har tænkt sig at svare. Jeg stiller den bare på bordet. går koldt forbi drengene og smutter ind på værelset. Jeg tænder hurtigt min computer, og går på skype. Hm, underligt. Nikita er heller ikke på skype? Måske er hun i gang med at pakke ud.

Nu når jeg er på computeren kan jeg ikke lade være at kigge i mine mentions. Shit, der kom mange. "Din luder. Harry fortjener dig ikke" står der, blandt andet "hvad er det liiiige Harry ser i dig?". Jeg slukker hurtigt min computer. Al den hate, gør mig ked af det. Hvorfor bliver jeg ked af det, kun fordi sådan nogle små piger drengene ikke engang kender, skriver sådan noget til mig? shith hvor er jeg lam.

Døren går op, og Harry kommer ind. Jeg kan ikke læse ham, kun hans øjne som er fyldt med medlidenhed. Han ligger sig ved siden af mig og tager armene rundt om mig. Før han åbner sin mund, giver han mig et kys på panden. "Harry, hvad er det der sker?" spørger jeg. "Vi... Vi fik et opkald i går, lidt efter du var gået i seng" siger han langsomt. "Ja?" spørger jeg. Pludselig åbner døren sig hurtigt, og Louis kommer ind. "Harry, kom lige" siger han, og tvinger et smil frem. Jeg kan se det er et falsk smil. Louis laver et usikkert blik til Harry, mens han rejser sig op og går ud. 

***

Efter at have lånt lidt at drengenes tøj i 3 dage, er det på tide at tage hjem for at hente noget nyt. Harry og Louis siger jeg kan bo hos dem. Min lejlighed har fået en form for svamp, så der kan jeg ikke bo mere. Men Zayn har tilbudt at køre mig hjem, så jeg kan hente mit tøj, før det bliver smittet. "Jeg venter i bilen" siger han. "Okay" svarer jeg, lidt koldt. Jeg har stadig ikke tilgivet ham, selvom han har sagt undskyld op til flere gange. Jeg går ud af bilen og skynder mig at gå hen til døren. Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til at jeg har fået et brev. Jeg åbner det, og går indenfor langsomt da jeg har blikket rettet mod brevet. Jeg hører nogle dyt fra Zayns bil som sikkert betyder at jeg skal skynde mig. Så jeg lægger brevet på køkkenbordet, og skynder mig ind og finder nogle kufferter.

Da jeg endelig bliver færdig med at pakke, skynder jeg mig at tage brevet i hånden, og min ene kuffert i den anden. Min kuffert er gigantisk, det er jo helt sindsygt. Jeg kommer ud, og kan se Zayn snakke i mobil. Han kigger og på mig, og derefter på brevet. Jeg skynder mig at læse brevet. "Nikitas begravelse, kom, hvis du kan, klokken 15:30, den 19 Juni" Står der. Zayn kommer hurtigt ud til mig, og trækker mig ind i et kram. Jeg lader mig bliver trækket ind, da jeg virkelig har brug for det. Jeg er ligeglad, om han nu får at se mig græde, jeg har virkelig brug for det.

Zayn har tilbudt at vi 'hygger' os lidt, rundt omkring og det har jeg sagt ja til. "Hvad vil du have?" spørger han. "Nikitaaa" bryder jeg ud i gråd. "Shhh"siger han stille, mens jeg presser mit hoved ind i hans brystkasse. Jeg kan føle hans hænder på mit hoved. 

Zayns synsvinkel.

Jeg kan ikke beslutte mig om, om det er noget godt eller dårligt at Nikita er død. Jeg mener.. fuck et dårligt menneske jeg er. Selvfølgelig er det dårligt! Nikita og jeg, havde et sært forhold til hinanden. Men alligevel holdte jeg af hende. Det gør ondt på mig at se Laura sådan, så jeg vil prøve at få hende i bedre humør. Ind til videre, går det ikke så godt. Hun presser sit hoved ind i min brystkasse, hvilket får mig til at spænde. "Sssh, det hele skal nok blive okay" hvisker jeg forsigtigt til hende. Pludselig kommer der mange skrigende fans frem. "Bare gør det, det er jo dit job" hører jeg Laura hviske. Jeg smiler til hende og kysser hende hurtigt på panden. "HELLO!" råber jeg og smiler til dem. Jeg er enlig ikke i humør ligenu, men det her er mit job. "Kan jeg få din autograf?" spørger en flot lyshåret pige. Hun ligner virkelig meget Nikita. "Selvfølgelig" svarer jeg og tager kuglepennen som hun giver mig. Jeg begynder at skrive mit navn, i sjusket udgave. "Sådan" siger jeg og smiler. "Og, et billed, måske.. hvis du har tid?" spørger hun usikkert men smiler alligevel. "Selvfølgelig har jeg tid!" siger jeg og smiler. "SMIIL!" siger jeg, og smiler selv. Billedet bliver taget, og det blev ret godt. "Tak! Jeg elsker dig" siger hun og smiler tilfreds. "Så lidt, og i lige måde!" svarer jeg tilbage, hvilket får hende til at skrige sammen med sine veninder.

"Sådan" siger jeg, og er overrasket over at Laura stadig er her. Hun sidder på et trappetrin, og kigger ned i jorden. "Tak" hvisker hun. "For hvad?" spørger jeg dumt. "Du ved.. Du har altid været her for mig. Og jeg har bare .. været sådan en lort" siger hun lavt. "Nej, du har ej" svarer jeg hurtigt igen. Hun sukker. Jeg trækker hende ind til et kram, og hun krammer mig som hun sikkert aldrig har krammet nogen før. "Vil du have noget at drikke?" spørger jeg hende så. Hun nikker. "Bare en kop kaffe" svarer hun. Jeg smiler. "Skal vi sidde her, eller gå indenfor?" spørger jeg. "Indenfor" svarer hun og smiler til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...