I'm a liar - One Direction.

Laurentia Cyro. En pige på kun 17 år, gør alt hvad der passer hende. Hun er mere end professionel til at stjæle. Hun kan tage din pung, uden at nogen som helst opdager det, uanset om man står og kigger på det. Hun kan tale sig fra alt. Men en dag, vil hun starte om. Starte fuldstændig om. Hun farve sit lyse hår, mørkebrunt og skifter navn til Laura Olson. En dag møder hun selveste One Direction, og hun får et helt nyt indtryk af dem. Men vil det lykkes at holde sin hemmelighed hemmelig?

81Likes
111Kommentarer
11929Visninger
AA

9. Bad feeling

Jeg sidder i bilen, og der er helt fuldstændig stille. Liam, og Harry har sagt de gerne vil køre mig til lufthavnen, hvor jeg derefter flyver tilbage til London. "Så er vi her" siger Harry langsomt. Jeg svarer ikke, men går bare ud af bilen. Harry hjælper med den ene kuffert, Liam med den anden og jeg tager selv min tredje. Det er tidligt om morgenen, så der er næsten ingen mennesker. Alligevel skynder vi os. Vi går ind i elevatoren, og jeg hader den stilhed der er. Men jeg forstår dem. De hader mig. Tårerne begynder at presse på, men jeg holder dem inde. De skal ikke se hvor svag jeg er. 

"Så er det nu" siger Liam. Vi står tæt ved 'indgangen' hvor jeg skal til flyet. "Ja" siger jeg og sukker. Jeg lader nogle tårer trille ned af min kind, og vender mig så om og begynder at gå hen mod 'indgangen' til flyet. Pludselig føler jeg nogle arme om mig, og min krop bliver presset ind mod den andens. Mine næseborer opfanger hurtig Harrys dejlige duft. "Pas godt på dig selv" hvisker han i mit øre. "Tak" hvisker jeg tilbage. Liam kommer også hen og krammer mig. "Ikke græd" siger han. "Det er lidt svært" svarer jeg tilbage. "Men, hej hej" siger de i kor og vinker. "Hej" siger jeg stille tilbage. Jeg vender mig om igen, og viser mit pas. Jeg sætter mig ind i flyet, og falder hurtigt i søvn med tårer trillende ned af mine kinder. Men lydløst.

1 OG ET HALVT ÅR SENERE

 I dag, skal jeg starte på efterskole. Mit forhold til mine stedforældre er faktisk blevet bedre. Det var som om, de ikke havde det godt med at jeg plejede at omgås med kendte. Jeg har ikke talt med Nikita, eller drengene i over et år. Det gør stadig ondt at tænke på det. Hvilke følelser jeg havde for Zayn. Men det hele er væk nu. Jeg har fået nye venner, og en kæreste.

Efter første time, keder det mig allerede. Jeg har altid troet, at efterskole ville været sjovt. Hah, denne gang har jeg så troet forkert. Men det ændrer sig, da jeg ser Nathan. "NATHAN!" råber jeg og løber over til ham. "SKAT!" råber han og trækker mig hurtigt ind til et kram. "Jeg vidste ikke at du skulle gå på denne her skole?" spørger jeg overvældet. Han smiler bare og trækker mig ind til et kys. "Surprise" siger han og griner. Pludselig kommer en helt fuldstændig, velkendt person hen til Nathan efter jeg er gået fra ham. Hendes lange lyse hår, hendes blå øjne som man sagtens kan se på lang afstand. Hendes flotte ben, hendes tøj. "Nikita?" ryger det ud af min mund, hvilket får Nathan og Nikita til at kigge. "Laura?" hun lyder overrasket. Hun kommer løbende hen mod mig og et øjeblik tror jeg at hun vil slå mig men i stedet åbner hun sine arme og krammer mig. "Jeg har savnet dig så meget!" råber hun. "Hvorfor forlod du mig så?" spørger jeg. "Jeg var på tour med drengene, jeg havde det sjovt. Jeg ville ikke bare gå fra dem. Men da jeg kom tilbage til London, kunne jeg slet ikke finde dig. Men her er du! Hvor jeg mindst ventede dig!" skriger hun glad. "Hurra!"siger jeg undrende. "Er dig og Nathan kærester?" spørger hun mens vi går en tur, fordi vi har fri.

Jeg nikker. "Wow" siger hun og fniser lidt. "Hvad?" spørger jeg og tager en bid af min is. Det er nok et virkelig dumt tidspunkt at spise is, da det er virkelig koldt i dag. "Det er bare sjovt at tænke på. Jeg havde aldrig troet at sådan en som dig kunne være hans type" siger hun. "Hvad mener du?" spørger jeg irriteret og stopper op. "Nå nej, ikke på den måde, Laura! Jeg mener, at jeg troede mere han var til sådan nogle badass typer" hun kigger på mig. "Det er jeg jo også" sukker jeg. "Hey" siger hun og kigger på mig. "Vær ikke så hård ved dig selv" hun smiler. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg krammer hende igen. "Jeg har bare savnet dig så meget. Undskyld at jeg var sådan en klam løgner" bryder jeg ud. Hun trøster mig, ved at kører sin hånd op og ned af min ryg. "Det er okay. Det er fortid nu, søde" svarer hun.

"Men hvordan er dit liv, så?" spørger jeg mens vi er på vej op på hendes værelse. "Tja, det er vel ligesom alle andres?" svarer hun og ryster på skulderne. 

Vi sidder oppe i hendes seng og hører musik. "With a smile like hers, and dimples between your chin" synger jeg med på Ed Sheeran sang, Small Bump. Det er en virkelig sød og fantastisk sang, jeg elsker den virkelig.  "TIAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA!" en velkendt, højlydt stemme råber op. Det kan umuligt.. Jeg kigger på en dreng, i stribet trøje og røde bukser. "Louis?" "Laura?" vores stemmer forenes. Han står nærmest forstenet, og stirrer på mig. Pludselig kommer de andre undtagen Zayn ind, og står også bare og kigger på mig. Eller, Harry kommer hen og krammer mig. "Laura!" hvisker han i mit øre. Jeg smiler bare og trækker mig ud fra krammet. De skal ikke bare komme og tro de kan kramme mig. "TIA, MIN PIGE!" jeg hører den samme, stemme som jeg har hørt for halvandet år siden. Idét jeg tænker det, kommer Zayn ind af døren selvom drengene prøver at aflede ham. Han løber hen uden at have opdaget mig, og giver så Nikita et kys på kinden, mens han løfter hende op. 

Jeg kan mærke hvor meget dét, gør ondt. Jeg er helt stille, og lader Zayn opdage mig. Han går et skridt tilbage, og kigger så skuffet på mig. Ingen af os ved hvad vi skal, shit hvor er det akavet. Det her er mere akavet, end da jeg mødte dem for første gang. "Nikita, kan vi lige snakke sammen?" Zayn siger ordene, mens jeg prøver at fange hans blik. Men han kan simpelthen ikke kigge mig i øjnene. Nikita går nervøst ud af værelset sammen med Zayn. Lidt efter, kan jeg høre at de råber ad hinanden. Shit, hvad er det jeg laver her, enlig? "Jeg burde også gå hjem nu" siger jeg lavt, og går ud mod døren. Men jeg bliver stoppet af et greb om mit håndled. Jeg vender mig om og møder Harrys grønne, virkelig tiltrækkende øjne. "Hvorfor?" spørger han charmerende. Omg, seriøst Harry, det er nok ikke ligefrem det bedste tidspunkt at flirte. "Det er nok ikke lige det bedste at jeg er her..." siger jeg og hentyder til Zayn. "Jeg forstår" siger han og slipper grebet. "Sig til Nikita, at vi lige ringes ved" siger jeg og løber hurtigt ud og hjem.

Jeg kan ikke være sammen med Nikita, hvis hun er sammen med drengene. Jeg kan i det hele taget ikke være sammen med drengene. Det bliver for akavet. Jeg mener... Hver gang Zayn kommer, husker det mig på hvor klam en person jeg var engang. Det kan jeg bare ikke, jeg får lyst til at skrige hver gang det sker. Og det værste der er sket, er at Nikita og Zayn er sammen. Ham, som jeg elskede. Ham jeg fik følelser for. Hans øjne, som borer sig ind i mine, gud hvor jeg savner det. "Laura?" Jennis stemme vækker mig op fra mine tanker. "Hvad er der galt?" spørger hun hurtigt og sætter sig ned ved siden af mig i sengen. Det går hurtigt op for mig, at jeg græder. "Mor?" jeg har endelig lært at kalde hende mor, og jeg kan se hvor glad det gør hende hver gang jeg kalder hende for mor. Hun nikker ivrigt. "Hvorfor findes kærlighed, når det alligevel bringer tårer frem? Og det er ikke de gode jeg mener". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...